Udgivet af Line Bønding, tir d. 24. mar 2020, kl. 17:20

Præsterne lægger hver dag 'ord til opmuntring og inspiration' op på vores Facebookside. Vi anbefaler, at man liker vores Facebookside @metrokirkerne. Som noget nyt har vi også en Facebookgruppe, hvor vi er lidt mere interaktive, og som alle er velkomne til at melde sig ind i:
Præsternes daglige indlæg kan også læses her: https://www.facebook.com/metro... 

Mandag den 18. maj, Line Bønding
Hermed en ny invitation til at gå i stilheden med Lectio Divina, den guddommelige læsning af Bibelen. I dag over Romerbrevet 8, 24 – 28 – epistellæsningen til 5. søndag efter påske, 2. tekstrække (dvs. søndag den 17. maj 2020).

Lectio Divina er funderet i den tro, at når vi åbner vores bibel, møder vi den levende Gud, som vi kan opleve et meningsfuldt fællesskab med. Læsning af bibelen efter denne metode er ikke en intellektuel anstrengelse, men et arbejde for hjertet...

Lectio Divina betyder guddommelig læsning, og når man læser på denne måde, så lader man Gud tale til sig igennem tekstens ord. Der ikke skal komme et bestemt resultat ud af læsningen. Ikke et bestemt produkt. Ikke en bestemt følelse. Man skal ikke nødvendigvis blive et klogere eller bedre menneske. Det er ikke en analyse af teksten, og man skal ikke nødvendigvis forstå den intellektuelt set. Det handler om at tage ordene til hjerte og lade dem tale til en der. Ja, blot et enkelt ord.

Lectio Divina kan, ligesom mange andre meditationsformer, være en hjælp i øvelsen i at blive mere procesorienteret end resultatorienteret. En hjælp til at være i det, der er, fremfor at flygte ud i al mulig mere eller mindre fornuftig aktivitet, som kan dulme smerten, når det gør ondt.

Nærværende video, som varer ca. 23 minutter, indeholder en Lectio Divina over Romerbrevet kap. 8, 24 - 28. (Den er så kort, fordi jeg har nedsat tiden med stilhed mellem læsningerne fra 5 til 2 minutter, men det optimale er fx 10 minutter, så man har god tid til fordybelsen).

Inden man kaster sig ud i meditationen, er det godt at have fundet sin Bibel frem og have slået op på den tekst, der skal mediteres over. Den, jeg læser fra, er den autoriserede udgave fra 1992, som der sædvanligvis læses op fra i Folkekirken. Man skal også bruge blyant og papir til at notere lidt undervejs. Og man skal sørge for at sidde godt og have skabt et rum omkring sig, som stemmer sindet til stilhed og meditation.

Lectio Divina, som metoden præsenteres her, foregår således (man vejledes hele vejen igennem):

-Indledning. -Kort afspænding/indledning til stilhed. -Bøn

-Teksten læses højt første gang. -Lectio: 2 minutters stilhed, hvor man læser teksten selv i stilhed og gerne lukker øjnene og visualiserer tekstens billeder. Man Lytter til Guds ord med hjertets ører. Og så vælger man ét ord, som taler særligt til en og skriver det ned på et stykke papir.

-Teksten læses højt anden gang. - Meditatio: 2 minutters stilhed, hvor man så at sige tygger drøv på Guds ord sit hjerte. Igen lyttende til, hvad teksten siger en. Det kan noteres kortfattet på papiret.

-Teksten læses højt tredje gang. - Oratio og Contemplatio: 2 minutters stilhed (Oratio) Man lader sit hjerte tale til Gud i bøn ud fra det, som teksten har sagt en. (Contemplatio) Man hviler i Gud

-De sidste 5 minutter: Man skriver det ned, som teksten har inspireret en til. - Bøn - Fadervor - Apostolsk velsignelse

--

Når man laver Lectio Divina sammen med andre, så har man mulighed for meget kort at dele med de andre, hvad teksten eventuelt har sagt en. Det har man af gode grunde ikke, når man gør det alene. Men hvis man har brug for at dele med nogen eller har spørgsmål til noget, er man naturligvis velkommen til at skrive det til mig i Messenger fx.

Med ønsket om en fredfyldt og glæderig mandag den 18. maj.

Kærlig hilsen, Line Bønding

https://www.facebook.com/metro...

Søndag den 17. maj, Line Bønding
5. søndag efter påske

I dag er den sidste gang, at vores gudstjeneste holdes på denne måde alene pr. Facebook.

På torsdag, Kristi Himmelfarts dag, holder vi vores første gudstjeneste i Allehelgens Kirke kl. 12.00, hvor vi mødes i kød og blod, ansigt til ansigt. Det kommer naturligvis til at foregå på en måde, så alle kan føle sig trygge ved at sidde på kirkebænken igen – men det skal vi nok fortælle mere om.

I dag bliver det igen på den måde, vi har gjort det siden vi lukkede ned i midten af marts, baseret på det skrevne og læste ord. Jeg har dog indtalt de læsninger, som man kan læse nedenfor, så man kan høre dem læst op, hvis man ønsker det.

Lad os alle bede: Til dig, Herre Jesus, er det godt at komme, for der er så meget, der er ondt og uretfærdigt, så meget vi ikke forstår, og det fylder os med frygt og tvivl. Men når vi ser din tro og dit mod, og hører, hvad du siger til os, da aner vi Guds herlighed bag alt det uforståelige. Når vi ikke kan falde til ro i stilheden og finde ordene til bøn, så lad din Helligånd bære os frem for Gud, for at vi må få hjælp og styrke til at klare alt det, vi ikke magter. Og når vi engang skal dø, giv os da tillidsfuldt at stole på, at du er hos os og vil føre os igennem mørket frem til Gud. For i din kærlighed er det evige livs lys fra evighed til evighed. Amen.

Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Hør nu, Jakob, min tjener, Israel, som jeg har udvalgt. Dette siger Herren, som skabte dig, han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig: Frygt ikke, min tjener Jakob, Jeshurun, som jeg har udvalgt! For jeg udgyder vand over den tørstige jord, strømme af vand over det tørre land; jeg udgyder min ånd over dit afkom og min velsignelse over dine efterkommere. De skal spire frem mellem græs, som popler ved vandløb. Én siger: Jeg tilhører Herren, en anden kalder sig med Jakobs navn, og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren« og bruger Israel som hædersnavn. Dette siger Herren, Israels konge, han som løskøber det, Hærskarers Herre: Jeg er den første, og jeg er den sidste, der er ingen anden Gud end mig. Hvem der er som jeg, skal udråbe og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket, fra dengang jeg grundlagde et evigt folk. De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer. Vær ikke forfærdede og rædselsslagne! Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst? I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig? Er der nogen klippe, jeg ikke kender? Esajas' Bog 44,1-8

Epistlen skriver apostlen Paulus til romerne: Til det håb er vi frelst! Men et håb, som man ser opfyldt, er ikke noget håb; for hvem håber på det, man kan se? Men håber vi på det, vi ikke ser, venter vi på det med udholdenhed. Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje. Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. Romerbrevet 8,24-28

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde: »Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til. Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig. Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.« Johannesevangeliet 17,1-11

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Amen.

Verden er i krise, Danmark er i krise sammen med verden, vi er i krise, hvad enten vi mener om den krise vi befinder os i. Omfanget af krisen her er sjælden. Det er sjældent noget man oplever mere end én gang i sit liv.

Krisen er ikke bare én krise, men en krise med flere mindre kriser og overgange i sig. Det er blevet en føljeton og dens slutning ligger engang ude i en ukendt fremtid.

Først skulle vi finde ud af krisens alvor. Verden blev lukket ned. Danmark blev lukket ned. Isolation blev dagligdag for rigtig mange, og vi skulle lære nye måder at omgås hinanden på og ikke omgås hinanden på.

Som alle andre kriser har Coronakrisen aktiveret mange modsatrettede følelser i os. I krisens første trin, viste særligt to ansigter sig hos os, som jeg har opfattet det:

Frygtens ansigt. Hvad enten det viste sig i hamstring, overtrædelse af de nye regler eller i irettesættelse og opdragende råb: Bliv %#&!#)=##!!! hjemme! Hold afstand. Lad være med at hamstre … og hvad der ellers var af ulyksaligheder at pege på. Alt sammen forsøg på kontrol i en tid, der var (og altid er) ude af kontrol.

Og så har kærlighedens kreative ansigt vist sig. Hjælpsomhedens ansigt. Det, som fandt nye måder at være sammen på. Det, som stillede sig til rådighed for andre, som havde behov for hjælp på den ene eller anden måde. Det ansigt, som fulgte med, tog udgangspunkt i den nye situation og lod sit hjerte flyde over med den kærlighed, som strømmer fra evigheden af.

Nu skal vores land lukkes op igen. Og det er proces, som er lige så behæftet med frygt, som nedlukningen af landet var. En ny krise i krisen, som giver anledning til stress og bekymring.

Det sker ad flere omgange, lige så langsomt og forsigtigt – tålmodigheden sættes på prøve hos nogen. Måske fordi deres ungdoms vår er sat på stand by. Måske fordi deres virksomhed er på konkursens rand, ja, måske er den allerede gået konkurs. Andre synes, at det går for stærkt og frygter for konsekvenserne.

Kirkens åbning er kommet med i den seneste omgang. Vi åbner igen i morgen, mandag den 18. maj. Den åbning sker selvfølgelig med omtanke, og med diverse forholdsregler.

Så det brag af en genåbning, som vi havde ønsket os; det store brag af en opstandelses-påskefejring, som vi havde håbet at kunne holde ved den første gudstjeneste, som altså bliver Kristi Himmelfarts dag, bliver noget mere afdæmpet end vi lige først havde forestillet os.

--

Tidens drama kører afsted med os. For tiden er det Covid-19, Corona, der sætter dagsordenen. Til andre tider er det noget andet.

Men bag alle tilskikkelserne; bag dette foranderlige drama, som bevæger sig fremad i tiden, med sin forskellige akter og scener, og som vi spiller hver vores rolle i – ja, ofte må vi improvisere, fordi vi ikke kender drejebogen … men bag alt dette tegner der sig i dag et andet billede: Et billede af Guds søn, af Kristus, som taler til os fra evigheden. Taler til os fra det evige liv, som vi kender, fordi vi kender ham og kender Gud.

”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.” – hører vi ham sige i dag.

Og lige netop i en krisetid som denne, hvor det bliver klart for os, hvor lidt vi egentlig har under kontrol, hvor lidt vi styrer noget som helst – det er derfor vi begynder at skælde ud og råbe højt ad hinanden – så opstår der lidt større revner og sprækker i tilværelsens tapet end ellers, hvor dette evige liv kan kigge ind til os og blande sig i vores liv. Ruske op i os. Vække os til dåd.

Sådan som det evige liv gør, når kærlighedens kreative proces tager over i os, og vi bruger vores fantasi til at finde ud af, hvordan vi kan hjælpe på nye måder. Hvordan fællesskaber, som vi ikke kan leve foruden – viser det sig tydeligt for os – kan indrettes på nye fantasifulde måder. Og når vi, som har brug for hjælpen, åbner vores hjerter og tager imod, når den rækkes os. Så er det evige liv på spil.

--

Ordene, som vi hører Jesus tale her i dag, er en del af hans afskedstale i Getsemane have fra Skærtorsdag aften – og når vi hører ham her på denne side af påskemorgen, bliver det i endnu højere grad bliver evighedens, det evige livs ord til os her og nu. Det er da også som om, at han i talen tager forskud på den situation, der er vores her efter påske:

”Jeg er ikke længere i verden, siger han, men de – det vil sige os – er i verden, og jeg kommer til dig.”

Jesus er her ikke i kød og blod, men det er vi. Og hans bøn er, at Gud vil holde os fast, holde os fast ved sit navn, så vi kan være ét, lige som han og Faderen er ét. Han evighedens søn, som blev født ind i vores verden, for at give os del i det evige liv. Og for at vi skal være ét.

Jesus taler om det nære forhold, der er mellem ham og Gud Fader og mellem os, som er givet ham af Gud Fader. Et kærligt forhold, som er kendetegnet ved at give og modtage, kende og kunne.

Der er en særlig sammenhæng mellem det at kende og at kunne. Hvis man fx ser på det gammeldags, men, synes jeg, skønne, ord ’miskundhed’: At Gud er miskundelig betyder, at Gud ser bort fra det, som han KENDER til om os, altså alle de steder, hvor vi falder igennem eller mere eller mindre bevidst forbryder os mod hinanden og livet. Men det betyder også, at Gud undlader at gøre det, som han KAN gøre, nemlig at udslette os fra jordens overflade pga. al vores synd, for nu at bruge at andet gammeldags ord.

Så at kende og at kunne hænger sammen. Når vi kender hinanden, mærker den dybe forbundethed i det kendskab, så kan vi også gøre noget for hinanden – og det er jo det, som fx viser sig, når kreativiteten udfolder sig i en krisetid som denne og mennesker udfolder deres hjælpsomhed.

Det evige liv, det at kende Jesus og Gud, er ikke bare er noget, der falder i forlængelse af livet i denne verden, som er bestemt af tid og endelighed tilsat dramaets stærke og til tider bitre og uspiselige krydderi – nej, det evige liv favner tiden og endeligheden og prenter sin virkelighed ind i os, som et uforgængeligt stempel eller et vandmærke.

Det evige liv, det at kende Jesus og Gud, er ikke noget, der hører en fjern drømmehimmel til, nej, det bryder ind igennem revner og sprækker i denne verden, ind igennem os og sætter sig igennem dér, hvor der gives, modtages, hvor der kendes og hvor vi kan noget, gør noget for os selv, for hinanden og for verden.

Jesus siger de her ord, få øjeblikke inden han tages til fange af soldaterne i Getsemane have. Vi hører, at han også var bange, som vi kan være bange. Så bange, at han svedte blod. Men han lod ikke kalken gå sig forbi; han tog sin skæbne, sit livs opgave på sig, og var nærværende i alt, der skete. Mere virkeligt, mere konkret og håndfast bliver det ikke.

Og lige dér, hvor krisen, overgangen, tog til i intensitet for ham, der beder han for alle os, som stadig lever i denne forgængelige verden, hvor vi lever i dramaer og går igennem små og store kriser, både i vores personlige liv og på større planer også.

Han beder for os og vi mindes om, at vi, uanset, hvad der sker og ikke sker i denne verden, så er vi aldrig overladt til os selv. Han er os nær i de ord, han har givet os, og som han havde fået af Gud Fader. Vi hører hans ord, og derved kender vi Gud. Og der i er det evige liv. I det at kende Gud. Og i at kende Guds søn.

Det evige liv er den fasteklippegrund, vi kan stå på, når alt i denne verden braser sammen, også når Covid-19 hærger, som den gør i denne tid – så vi ikke behøver at gå til i frygt, men kan leve og ånde i og vide os favnet af kærlighedens evige virkelighed og give den virkelighed videre til hinanden og verden.

I Jesu Kristi navn! Amen.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Og lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi Nåde, Gud, vor Fars kærlighed, og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.

Lad os alle bede: Herre Jesus Kristus! Vi bøjer os i dyb undren og taknemmelighed for dig, fordi du så vor nød og kom os til hjælp; du bad for os og lærte os at bede, og du gav dit liv, for at vi skulle leve. I dig ser vi, hvor dyb Guds kærlighed er, at Gud er vores himmelske Far, der evigt søger at samle sine elskede børn. Lad os aldrig forvilde os bort fra dig, men lad din Ånd virke i os, så også vi beder for verden, som du gør det, at den må blive udfriet og finde glæden ved at høre dig til. Amen.

Med ønsket om en god og rar søndag den 17. maj.

Kærlig hilsen Line Bønding

https://www.facebook.com/metro...

Fredag den 15. maj, Line Bønding
For ikke længe siden lagde min kollega, Mik Kjerulff, nogle ord op, som handlede om den brændende tornebusk i ørkenen. Den brændende tornebusk, som Moses så og som viste sig at være et møde med Gud selv. (2. Mos. 3,14)

”Jeg er den, jeg er.” ”Sådan skal du sige til israelitterne, lød stemmen fra tornebusken: ’Jeg er’ har sendt mig til jer.” Nu vender vi tilbage til ordene om ’Jeg er’ igen og ser på dem fra en anden vinkel også.

For de senere kristne eneboere i ørkenen blev den brændende tornebusk nemlig et billede på Jesus selv: Helt og holdent ild, fuldstændig intakt i sig selv (C. Bourgeault: Jesus som visdomslærer s.130). Og når vi hører Jesus i Johannesevangeliet igen og igen sige: "Jeg er … Jeg er den gode hyrde; jeg er vejen sandheden og livet; jeg er opstandelsens og livet" osv. så er der en direkte forbindelse med den brændende tornebusk i ørkenen, som vi hører om i Det Gamle Testamente. Det er den samme stemme, der taler.

Jeg er. Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Jeg er det brød, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Jeg er, før Abraham blev født. Jeg er døren til fårene. Jeg er døren. Den, der går igennem mig, skal blive frelst; han skal gå ud og ind og finde græsgange. Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig og jeg kender faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Jeg er vejen, sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Jeg er i Faderen og Faderen er i mig. Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt. For skilt fra mig, kan I slet intet gøre.

Når vi hører Jesus sige de ord, så tegner der sig et billede for os af, hvem Gud er. Et billede, en ikon, af Jesus, som er Guds ansigt vendt imod os. Det ansigt, som også toner frem for os i den aronitiske velsignelse:

Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred.

Når vi hører Jesu ’jeg er-ord’, når vi hører alle fortællingerne om Jesu liv, død og opstandelse, så ved vi hvem den Gud er, som velsigner os med sit nærvær, sin omfavnelse i velsignelsen.

Det skal vi lave en lille meditation over i nærværende video. En meditation, som jeg i øvrigt har fundet inspiration til i Mogens Lindhardts ’Ikonen med det evige liv’.

Meditationen tager i alt 16 minutter, inkl. indledningen, som står skrevet her, to små bønner og Fadervor og velsignelsen. Der er indlagt tre minutters stilhed også.

Inden man går i gang med meditationen, er det godt at finde et rart sted at sidde, som stemmer sindet til stilhed og fokus. Tænd evt. et lys, stil en blomst eller en ikon foran dig, som minder om, at man nu træder ind i et helligt rum i sig selv, og at et møde med Gud skal finde sted der.

Skulle tankerne gribe en, hvilket de som regel gør - det er helt normalt - så kommer man, bare ved at trække vejret dybt og roligt, tilbage til dette øjeblik igen, øjeblikkeligt.

Jeg håber, at du har lyst til at prøve meditationen. Jeg synes selv, at det er et helt fantastisk billede, der tegnes til sidst i indledningen til stilheden (som ikke er beskrevet ovenfor), og jeg tror, at mange vil opleve det som en ren velsignelse.

Med ønsket om en god og glæderig fredag den 15. maj.

Kærlig hilsen, Line Bønding

https://www.facebook.com/metro...

Onsdag den 13. maj, Suzette Ejdrup

Danmark er ved at åbne mere og mere op: Udendørs idræts- og foreningsliv er genstartet, og butikker og storcentre er åbnet for kunder. Det samme gælder biblioteker, efterskoler og zoologiske haver for bilister. I næste uge bliver aktiviteten i samfundet igen øget, når blandt andet caféer, restauranter og værtshuse kan genåbne. De store elever får også lov til at vende tilbage til skolen, og vores kirker og andre trossamfund kan igen åbne dørene op og byde folk velkommen.

Så vi går mod lysere tider. Men jeg kan nu alligevel godt gribe mig selv i at blive overmandet af bekymring og mørke tanker. Og det i en sådan grad at det kan være svært at holde humøret højt og modet oppe. Det kan fylde så meget, at jeg glemmer alt det gode og fine i livet. Både nært og fjernt. Jeg kan glemme alt det, som jeg dybest set er taknemmelig for.

Og der er meget at være taknemmelig for, og vi kan have mange grunde til at takke Gud. Her vil jeg fortælle en personlig beretning, jeg har fået fortalt og fået lov til at dele med jer:

Engang for cirka 30 år siden var en mand på ferie i Israel. Meget uklogt var han kørt alene ud i Negevørkenen med kurs med Eilat i en lejet bil uden aircondition. De flere liter vand, som han havde taget med på turen, kom næsten til at koge, da det viste sig, at turen faldt sammen med en tropisk ørkenstorm. Der var omkring 100 km at køre på vej til Eilat, og det en vej helt uden beboelse og trafik. Var bilen punkteret, var manden død af varme. I samme periode var flere mennesker døde af varme i Jerusalem. Men manden punkterede ikke, og han nåede sikkert til Eilat. Senere oplevede han også at gå ad via dolorosa i Jerusalem.

Ja, der er meget, vi kan takke for. Men vi kan så nemt glemme det, særligt når bekymringer, mismod, ensomhed, sygdom, smerte, savn og sorg fylder i sindet. Se blot den følgende beretning, som jeg har fået lov til at dele med jer:

”Jeg blev ramt ar ubeskrivelig stor sorg over at miste min elskede. Sorgen fik mig til at glemme taknemmeligheden. Taknemmeligheden for ALT det min elskede havde givet mig.

Mærkeligt…. Taknemmeligheden boede ellers dybt i mit hjerte.

Min taknemmelighed for livet var så ubeskrivelig, da jeg år tilbage var alvorlig kræftsyg og fik lov at få mere tid her på jorden.

Da jeg mistede min elskede, glemte jeg taknemmeligheden.

Men der var et menneske, der gik ved min side. 

Hun var der hele vejen igennem, når jeg følte, at jeg ikke kunne mere.

Hun var ved min side.

Taknemmelig JA.

Jeg fornemmer, jeg kan se og mærke det igen i mit hjerte, hvor det blot har ligget og sovet.

Gudskelov for det.

TAK GUD”.

Hvad er du taknemmelig for? Hvad er du taknemmelig for i denne tid? Eller hvad kan du se tilbage på – eller måske frem til med taknemmelighed? Hvis du har lyst til at dele det med os, kan du skrive det i kommentarfeltet.

Jeg ønsker jer en dag, hvor taknemmeligheden også får lov til at titte frem.

Kærlige hilsner

Suzette Ejdrup

 

Mandag den 11. maj, Suzette Ejdrup og Fredrik Mellqvist:

Nu tager vi hul på en ny uge. En ny uge hvor Danmark begynder at åbne mere og mere op. En ny uge hvor en ny hverdag kan begynde at tage sin form. En ny uge hvor vi som altid kan tro på, at vi bor og bygger under vor Herres vingers skygge. I videoklippet kan I høre vores organist Fredrik Mellqvist spille ”Under dine vingers skygge”. Se klip på facebook Allehelgens og Sundkirken. Melodien er skrevet af J.P.E. Hartmann i 1860. Teksten er skrevet i 1852 af H.A. Timm.

1. Under dine vingers skygge, Herre, lad mig bo og bygge, til du vil hjemkalde mig, til mit øje træt sig lukker, til i dødens stund jeg sukker: Herre, tag min ånd til dig!

2. Under dine vingers skygge, dér, kun dér er livets lykke, Åndens barnehjem på jord, hvor, hvad vi af Paradiset har ved Adams fald forliset, atter spirer frem og gror.

3.Under dine vingers skygge som i barndomshjemmet trygge vandrer vi trods storm og slud; fries vi end ej for fare, dog fra mørkets magt og snare du bevarer os, vor Gud.

4. Under dine vingers skygge lad kun korsets byrde trykke, klage lyde på vor gang! Fader! dine visdomshænder kors til sejrens palme vender, klageråb til jubelsang.

5. Under dine vingers skygge lad mig hjertets tempel smykke med min tro, min kærlighed, lys og renhed, kraft og varme, at til sidst i dine arme jeg må slumre ind i fred!

Min kollega Mik Kjerulff har filmet de vidunderlige billeder og sat det sammen med Fredriks musik. Mik er for øvrigt lige gået på barselsorlov med sin søn, og kommer tilbage til kirkerne midt i juni.

I næste uge kan vi formentlig og forhåbentlig fejre gudstjeneste sammen i kirkerne igen. Under hvilke former og restriktioner det skal foregå, ved vi endnu ikke. Men vi glæder os.

I takt med at Danmark lukker mere og mere fysisk op, lukker vi lidt mere ned for Dagens ord her på facebook, og vi vil blot skrive nogle enkelte gange i denne uge.

Jeg håber, at I med mig vil nyde den skønne musik og de fantasiske billeder.

Rigtig god mandag og god uge under vor Herres vingers skygge.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

Søndag den 10. maj, Suzette Ejdrup

Det er i dag 4. søndag efter påske. Og søndagens tema er sandhed, frihed og bundethed, som vi kan læse i dagens prædikentekst fra Johannesevangeliet:

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie. (Johannesevangeliet 8,28-36)

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange forskere, vismænd, professorer, veluddannede og dygtige mennesker med forskellige uddannelser, erfaringer og baggrunde, der er stået frem og givet deres besyv med og deres indgangs vinkel på coronapandemien og coronakrisen. For i vores kultur er sandheden højt prioriteret. Den videnskabelige sandhed. Vi har lægevidenskaben til at forebygge og helbrede sygdomme og udvikle effektive vacciner. Vi har epidemiologer til at forske i virusspredning og sygdommes udvikling. Vi har økonomer til at undersøge økonomiske forhold og give gode råd mhp. at skabe de bedst mulige økonomiske betingelser for vækst. Vi har miljøforskere til at råbe vagt i gevær, når vi ødelægger klodens ressourcer. Der er samtidsforskere og fremtidsforskere, sundhedsforskere og livsstilsforskere. Og alle har arbejdet og arbejder fortsat på højtryk i denne tid, så befolkningen på alle måder er klædt godt på til at kende sandheden. Alternative sandheder er der også. Konspirationsteorier og sammensværgelser om stort og småt deles og udbredes på forskellig vis og i særdeleshed på de digitale og sociale medier.

Men den sandhed, som evangelisten Johannes giver os gennem Jesus Kristus, er af en anden art. Det er ikke den videnskabelige sandhed, der måler og vejer, hvad der er sandhed og løgn. Det er ikke en sandhed, der hviler på logikkens metodeapparat, så den kan fremsættes som den videnskabelige sandhed. Den sandhed handler ikke om beviser, men om overbevisning, om det, der er over beviset. Sandheden er, at Gud er kommet til syne ved at åbenbare sig i Kristus. Sandheden er Kristus. Og menneskets frihed består i at være bundet til Kristus som vor Frelser. Det slår Jesus Kristus fast i teksten fra Johannesevangeliet. Jesus er i diskussion med sine modstandere – jøderne. Stridspunktet er som så ofte før Jesu identitet. Hvem er han? Er han virkelig Guds søn, sådan som han påstår? Jesus siger: at når de – jøderne - får ham ophøjet, når de har fået ham korsfæstet, så vil de forstå, hvem han er. Hans korsfæstelse, død og opstandelse vil vise dem, at Han er Guds søn. De vil forstå, at han intet gør af sig selv, men kun som hans Far har lært ham, sådan taler han. Så vil de forstå, at Jesus er Gud, og handler og taler ud fra Gud. De ord fik mange jøder til at tro på Jesus. Men snart efter opstår der igen en konflikt, idet jøderne føler, at deres identitet som ”Abrahams børn” er truet. Som jøder -Abrahams efterkommere mener de, at de er frie mennesker – de har aldrig trællet nogen. Men fri er kun den, der ikke gør synden, siger Jesus. At synde handler ikke om at have særlige syndige lyster eller at overtræde loven. Synd handler om at vende sig væk fra Gud ved at tro, at Jesus ikke er Kristus. Synd er at være skilt fra Gud og Guds kærlighed. Og fortsætter Jesus: ”Hvis altså Sønnen har gjort jer fri, skal I virkelig være frie”.

Bundet til Sønnen er vi virkelig fri. Frihed og bundethed. Det lyder som hinandens modsætninger. Men fri er man, hvis man har et sted at høre til. Frihed i relation og forbundethed kender mange. Nogle kender det i relationen mellem forældre og børn, andre fra kærlighedsforholdet til et andet menneske – i forholdet til den gode ven eller veninde, i forholdet til den gode bekendte, nabo eller kollega. Vi binder os til et andet menneske i kærlighed, uden at det føles som berøvelse af ens frihed. Måske det er med mennesker som med drager. Altså de drager vi ser svæve højt og frit oppe på himlen, når vi går tur ved stranden, på Fælleden eller andre steder i naturen i blæsevejr. Smukke og farvestrålende svæver de frit og flot – dragerne. Hvad skal der til for at sætte drager op? En god vind. Og en god stærk snor er vigtig. Ser man på afstand en rigtig flot drage, kan man blive imponeret over dens flugt i luften – de elegante og hurtige bevægelser. Det ser ud som om, den svæver ganske frit, men man ved jo, og når man kommer nærmere, kan man oven i købet se, at der ER en snor forneden, hvor der er en dygtig drageflyver, der holder fast og styrer. Det, at dragen svæver frit, er altså bare noget, man bilder sig ind. Den kan vel ikke bevæge sig frit, når den er bundet til en snor? Og så alligevel. Hvis man gjorde dragen fuldstændig fri - altså løsnede den fra snoren - hvad ville der så ske? Ville dragen svæve frit og smukt? Nej, det ville den ikke - måske ville den blive båret oppe ganske kort tid – og så ville den pludselig styrtdykke – med fart ville den stikke næsen mod jorden. En drage kan altså kun svæve smukt og frit, når den er bundet til en snor. Og så er det, at jeg kommer til ligheden mellem mennesker og drager. Kun når vi er bundet til Jesus Kristus - kun da er vi frie. En god snor i vores liv er ikke en snor, der binder os på mund, hånd og fod. Nej en god snor giver frihed, giver et stærkt grundlag i vores liv, en støtte der aldrig svigter, selv ikke når vi kastes fra side til side og op og ned i blæsevejr. Det grundlag - Gud – er parat til at holde fast ved os, og aldrig lade os styrte ud i den frihed, der får os til at styrtdykke mod jorden. En god snor - det er det, Jesus viser os i Guds kærlighed - den kærlighed, der ikke bare er ligeglad med os, men ønsker at nå os i det liv, vi lever, og ønsker at give os håb for morgendagens fremtid, tro og glæde i nutiden, og tilgivelse og frihed fra fortidens og gårsdagens fallitter. Denne gode snor bliver rakt til os i evangeliet om Jesus Kristus, han der formår at holde fast i vores liv og i os, og give os frihed ved at være bundet af Guds kærlighed.

Derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Lad os bede sammen:

Vor Gud og Fader i himlen. Tak for den frihed, du giver os. Hjælp os til at bruge den til at leve for og med andre. Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn. Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Vær med alle de mennesker, der på forskellig vis knokler dag og nat for at hjælpe os alle i denne tid. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Rigtig glædelig søndag ønskes I alle.

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup



Lørdag den 9. maj, Agnethe Zimino

Igen i dag takker vi mange gange Agnethe Zimino for dagens ord til opmuntring og inspiration:

Tit bliver jeg forfærdet over alt det onde, som aften efter aften udpensles på TV s nyhedsudsendelser eller i de mange dokumentarudsendelser, som vi også har mulighed for at se, hvis vi da ikke bruger fjernbetjeneren og svitser over til et måske ligegyldigt quiz program.

Ærkebiskop Desmond Tutu fra Sydafrika anbefaler os følgende, som jeg også selv vil prøve at tage til mig.

Han giver udtryk for, at der er stor forskel på en støvsuger og en opvaskemaskine.

Han siger, at vi skal sørge for at være som en opvaskemaskine og skal ikke være som en støvsuger.

En støvsuger sluger alt skidtet og til sidst er posen fyldt – måske endda overfyldt.

En opvaskemaskine vasker i stedet for skidtet af tallerkener og bestik og sender det hele ud af maskinen.

Det er et rigtig godt billede. Mon ikke det også sker for dig engang imellem, at du bare suger alle nyhederne om ondt til dig, så det påvirker dit humør resten af dagen.

Måske sker det endda, at du deler en masse af det onde, der sker, her på Facebook, hvorpå der så er andre, som deler det med deres venner, og til sidst spredes skidtet til manges sind og kommer til at præge deres hverdag og deres liv.

Måske er det vigtigt, at vi kun beskæftiger os med det, der er ondt, som vi kan gøre noget ved selv og ikke svælger i det, vi alligevel ikke kan gøre noget ved!

Vort sind kan nemt tage skade af det, hvis vi er for optaget af det onde. Vi kan blive kyniske eller måske selvfede og tro, at vi selv er de eneste retfærdige til i denne verden.

Alle vore bekymringer over alt det, som går galt i verden, bliver som en snebold, der bliver større og større, des mere vi triller rundt med den. Til sidst får vi ondt i hoved og sjæl af det. 

Kristentroen gir os en mulighed for at hælde det i hovedet på Gud, så vi ikke bærer rundt på tunge byrder, som ingen har bedt os om at vandre rundt med.

”Kom til mig alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, siger Jesus. Mattæus evangeliet kap. 11 vers 28.

Selvfølgelig skal vi ikke være blinde for den ondskab, som også desværre meget nemt kan forplante sig til os selv, for vi kan også huse det onde og sprede gift til vore medmennesker.

Bibelen taler meget om, at der er tilgivelse for det onde i os – sladderen, de onde tanker, dommen, vi så nemt kommer med over alle de andre, som vi ikke er enige med, ja, der kunne nævnes rigtig meget, og vi ved jo godt, hvor vi – den enkelte – har vore svagheder og svigt. Jeg behøver ikke nævne et helt synderegister.     

Desmond Tutu nævner i et interview, ”at Guds tilgivelsesevne kan sammenlignes med en opvaskemaskine, som renser tingene (livet) for alle urenheder og leverer det tilbage til fornyet brug. Modsat en støvsuger, der gemmer alt støvet inden i sig. Gud er en opvaskemaskine. Vi mennesker er nok mest støvsugere”, siger Tutu.

Facebook har masser af eksempler på, hvordan vi nemt kan komme til at tage del i det, som vi måske bagefter kan være ret så flove over at læse igennem senere.

Gud kender os, og derfor handlede han.

I Nigeria kørte jeg ofte om aftenen og i mørke. Engang skete det, at masser af fugle blev ved med at flyve imod lygterne på min bil, hvorpå de blev kastet til jorden.

Jeg tænkte, hvordan skal jeg dog advare dem?

Kunne jeg stoppe bilen og råbe af dem?

Kunne jeg stige ud og sige det mildt og forklare, hvor farligt det var at flyve mod mine billygter?

Men jeg kunne intet gøre, og fuglene døde i massevis.

Så fik jeg den tanke: Det eneste, jeg kunne gøre, hvis jeg altså kunne – det var at blive som en af dem – blive en fugl og så flyve midt iblandt dem og sige: ”Følg mig – det her dør vi af.”

Gud blev menneske i Jesus for at redde os, og han siger: Følg mig.  

Og han er stadig med os – også midt i en corona tid. Vi er på vej til pinse, og pinsens budskab er, at vi får en hjælper, en talsmand, en trøster, en vejleder, derfor passer det, når Jesus siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”

Og fordi vi får Guds Ånds hjælp til det, så kan vi godt tage imod følgende formaning:

”Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget af bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd. Kristi fred skal råde i jeres hjerter; til den blev I jo kaldet som lemmer på et` legeme. Og vær taknemlige. Lad Kristi ord bo rigt mål hos jer. ” Kolosenserbrevet kap. 3 vers 12 – 16.

Danmark åbner op igen. Skønt! Pas nu på hinanden, og husk – du er ikke alene!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino

Bededag, fredag den 8. maj, Line Bønding  

I dag er det Bededag – 4. fredag efter påske.

Dagens første glædelige nyhed er, som mange nok har hørt i går, at kirken åbner igen efter 18. maj. Hvordan den åbning kommer til at ske ved vi dog først senere, når vi har fået nærmere instrukser fra biskop m.fl. Vi vender tilbage, når vi ved mere.

Men tilbage til i dag. Bededag (af mange kaldt Store Bededag) bliver også kaldt Store Konfirmationsdag, da rigtig mange bliver konfirmeret netop denne dag. Vores konfirmander i Sundkirken skulle også have været konfirmeret i dag. Men konfirmationerne er, som bekendt, udskudt til efter sommerferien, hvor vi håber at kunne holde alle vores konfirmationer under mere normale forhold.

Bededag er traditionelt set også dagen, hvor vi beder for kirken og fædrelandet. I Allehelgens Kirke, hvor vi plejer at holde bededagsgudstjeneste kl. 12.00, har vi i mange år inviteret dem, som er blevet viet, velsignet og døbt i vores kirker i det forgange år. Og så har vi læst deres navne op, mens vi tændte lys for dem. Efter gudstjenesten har vi budt på varme hveder i krypten. Det kan vi desværre ikke gøre i år.

Men vi har kontaktet dem pr. mail og fortalt dem, at vi vil gøre noget, der minder derom. Nærværende video er en video med den kirkebøn, som vi ville have bedt, inkl. navneoplæsning.

Kirkebønnen er skrevet i et samarbejde mellem flere. Jeg har opfordret til bidrag til bønnen, og der er er tre, som er kommet med deres gode input. Tak for det! Kirkebønnen afsluttes Fadervor og velsignelsen.

Hvis vi havde holdt bededagsgudstjeneste i dag, ville vi efter første salme have bedt denne bøn – nu beder vi den her i stedet (fra Holger Lissners ’Kollekter og bønner’):

Lad os alle bede: Gud, når vi lukker af for dig, gør vi livet trangt og fattigt for os selv og andre; men når du ånder på os, da lever vi, da glædes vi ved det, du finder glæde i, og sørger over alt det i verden og i os, som du må sørge over. Vi beder dig: Ånd på os, så vi kan bede, rør ved vore øjne, så vi kan se, hvor meget vi har svigtet, og tal til os, så vi ved, hvad vi skal gøre. Men tøver du, eller skjuler dig i tavshed, så giv os tålmodighed til at bede og vente i tillid til, at du ved, hvad vi trænger til, og favner os med den kærlighed, der varer fra evighed til evighed. Amen.

Og evangeliet til Bededag efter 2. tekstrække lyder således:

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for. Eller hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk? Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham! Derfor: Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne. Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den. Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« Matthæusevangeliet 7,7-14

Prædiken: I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn! Amen.

Når det handler om bøn, så er det egentlig ikke så meget noget, man skal skrive om eller tale om, som det er noget, man skal kaste sig ud i.

Man kan godt forholde sig intellektuelt til bøn, lige som man kan forholde sig til kommunikation generelt. Men der sker først noget, når man kommunikerer. Der sker først noget, når man beder.

Derfor skal vi også først og fremmest bede i dag på Bededag. Men alligevel vil jeg lige skrive/sige et par indledende bemærkninger. For nogen har måske forsøgt sig med bøn, men føler sig ikke bønhørt. Måske føler man mest af alt, at man taler med sig selv eller ud i den blå luft, når man beder.

De fleste har nok som barn prøvet at bede om en cykel eller noget andet man ønskede sig. Men cyklen kom aldrig. Måske var det noget mere alvorligt, en bøn for et menneske, som man bekymrede sig for fx – og så virkede det tilsyneladende ikke. Vedkommende fik det ikke bedre. Vedkommende døde måske.

Så selvom bøn mest af alt er noget man skal gøre, så er det også noget man skal lære. Man skal åbne sig for, at svaret man får på sin bøn ikke nødvendigvis er opfyldelsen af ens ønsker. Men måske snarere en forvisning om, at uanset, hvad der sker – og der sker jo rigtig meget i denne verden, som vi ikke bryder os om – så er vi også altid, ja, i al evighed, i Guds hånd. Dvs. vi har intet at frygte … heller ikke, når verden raser, som den ikke mindst gør i denne tid.

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” - siger Jesus.

Når han siger det, så taler han om en virkelighed, hvor man kan erfare en reel kontakt med Gud. En virkelighed, hvor man kan opleve at få givet, at finde – og at der bliver lukket op for en.

Selvom han siger, at det er de færreste, der finder den vej, der fører til livet, så er den nu ikke kun for særligt indviede eller fromme mennesker. Det er også for mennesker, som dig og mig. Alle os, som hører hans ord og lader dem tale til os.

Men for at erfare kontakten, så skal man indstille sig på, at der rent faktisk er en i den anden ende, som man kan være i kontakt med. Lige som kontakten mellem os først opstår, når vi lytter til hinanden og ser hinanden, ser hinanden i øjnene og opdager, at her er der mere end mig.

Gud er ikke bare en teoretisk størrelse, som man kan tale om og drive teologi på. Ligesom andre mennesker ikke bare er statister i dramaet om mit liv – men levende og åndende mennesker, som også føler og erfarer glæde og smerte.

Sådan er Gud virkelig og levende; sådan er Gud nærværende lige her ved siden af dig og mig i dette øjeblik. Og lige som vi altså skal stille os til rådighed for hinanden, åbne os for hinanden, når vi vil i kontakt med hinanden – sådan skal stille os til rådighed for Gud og åbne os.

Jesus siger et andet sted, at når vi vil bede til Gud, så skal vi ikke stå ude på gader og stræder, men gå hjem i vores kammer og lukke døren. Det betyder, at vi skal trække vores opmærksomhed hjem til os selv for at være sammen med Gud i bønnen. Hvis ikke vi gør det, så bliver bønnen allerhøjst envejskommunikation.

Sådan: ”Gud, det er sådan her jeg vil have det (og hvis ikke jeg får det sådan, så er du der slet ikke)!” - og når man så er færdig med sin bøn, så slutter man i øvrigt med et ’amen’ og går så umiddelbart videre i dagens tekst eller lægger sig til at sove – alt efter, hvornår man har for vane at folde sine hænder. Og så har Gud praktisk talt ikke en mulighed for at komme til orde.

Jeg ved ikke om Gud sådan direkte synes, at det er ubehageligt. Det ville nok være en ret menneskelig beskrivelse af en følelse Gud kunne have. Men jeg tror i hvert fald, at de fleste af os i længden ville synes, at den slags kommunikation var ret utilfredsstillende, hvis det var sådan en anden talte til os. Og netop talte til og ikke med.

Når Jesus siger ordene: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer.” - så giver de ord kun mening, hvis vi ser det som en samtale mellem to, og hvor man måske endda lytter i højere grad end man taler.

”Hvem af jer vil give sin søn en sten, når han beder om et brød, eller give ham en slange, når han beder om en fisk?” siger Jesus, og fortsætter: ”Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke jeres fader, som er i himlene, give gode gaver til dem, der beder ham!”

Nu er det vel de færreste af os, som betragter sig selv som onde eller med regulært onde hensigter. Men det er et faktum, at vores gode intentioner ikke altid er nok, og at vi kan komme til at forvolde skade, som vi ikke havde noget ønske om.

Men sammenligningen mellem os og Gud handler nu mere om Guds gode vilje med os. Gud giver dem, der beder ham, dvs. dem, der åbner sig for ham, gode gaver.

Det betyder ikke, at Gud er en ønskegud, eller at han kan sammenlignes julemanden, der opfylder ønskerne på barnets ønskeseddel eller for den sags skyld blåstempler forbrugerismens store fest. Guds svar behøver ikke at være, og er vel sjældent, det svar, man lige havde håbet på …

Men jeg vil gerne vove at påstå, at beder man til Gud; stiller man Gud et åbent spørgsmål - uden medfølgende svar som en del af pakkeløsningen – så får man et svar. Man får sandsynligvis også et svar, som er langt bedre, en langt større velsignelse end det, man selv havde regnet sig frem til … måske også med et medfølgende stort ansvar, men dog ikke større end man kan bære det.

En bøn er altså langt mere end bare nogle ord om de ting, man går og ønsker sig af livet og tilværelsen. Og svaret er mere end ønsker, der går i opfyldelse.

Bøn er at stille sig i et forhold til Gud, et levende forhold, hvor man får del i Guds evige virkelighed. Bønnen er evighedens sprog. Og når vi giver os tid til bønnen, så får vi del i evigheden.

Så når Jesus siger ordene: ”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer” - så er det mere end en dårlig opskrift på, hvordan man ikke får det, man ønsker sig…

Ja, det er intet mindre end en invitation til dig om at gå ind i – eller gå dybere ind i – dit forhold til Gud og blive dybere rodfæstet i det evige liv.

Banker vi på, vil der blive lukket op – ja, vi vil blive lukket op, vores hjerter vil blive lukket op, så vi kan modtage alt det, der strømmer fra Gud til os – og som vi kan være med til at give videre til verden … en verden, som, ikke mindst i denne tid, har brug for vores forbøn og nærvær … en verden, som har brug for at blive åbnet og at stille sin tørst i den kærlighed Gud har til sit skaberværk.

I Jesu Kristi navn! Amen

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Far, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Og lad os med apostlen ønske for hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud vor Fars kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.

Efter prædikenen ville vi have bedt kirkebønnen, mens vi tændte lys i lysgloben. Men du kan se og høre den og bede med på den i videoen her.

Lad os slutte med at bede (fra Holger Lissners ’Kollekter og bønner’): Himmelske Far! Aldrig kan vi takke dig nok, for selvom du ser, hvad vi gør ved hinanden, slipper du os ikke. Selv når vi er som forkælede børn, der kræver ind og vil have mere og mere, giver du også så rigt, at vi må undres. Gud, lad din kærlighed strømme igennem os, så vi forvandles og taknemmeligt giver, som du giver, tilgiver, som du tilgiver, og vokser op til Kristus. Amen.

Med ønsket om en smuk Bededag, fredag den 8. maj, fyldt med bøn og åbne hjerter rettet mod Gud og medmennesket.

Kærlig hilsen, Line Bønding.

Bededagsvideo med bøn og lystænding kan ses på facebook Allehelgens- og Sundkirken. https://www.facebook.com/metro...  

På facebook er der også Bededagsgudstjeneste video for børn og deres voksne.

Torsdag den 7. maj, Suzette Ejdrup

I morgen er det Bededag – Store Bededag i folkemunde. Store Kededag har jeg også hørt dagen kaldt. En kededag plejer det dog ikke at være for mange konfirmander og deres familier og venner– for det er også en af de helt store konfirmationsdage – ja altså ikke i år, hvor konfirmationerne for manges vedkommende er flyttet til august/september måned.

Kededag er der flere der har haft nogle af i disse coronatider, hvor dagen har mistet sin faste struktur og rytme. Kededage hvor det har været svært at tage sig sammen til at udføre de almindelige praktiske opgaver som rengøring, indkøb, tøjvask og madlavning. For i morgen var der jo endnu en dag – og hvad vi ikke når i dag, kan vi nå i morgen eller i overmorgen eller dagen derpå. Det kan også have været svært at tage initiativ til at komme ud at gå eller løbe en tur. Initiativ til at gå gentagne gange til køleskabet eller til de søde og fede sager i skabet har der derimod ikke manglet. Indrømmet - jeg taler af egen erfaring - og har hørt om flere, der har haft den tendens. Sofaen nærmest springer på ryggen af en, fjernsynet bliver tændt, eller der bliver surfet på internettet for at finde let fordøjelig og hurtig underholdning. Mange mennesker oplever, at de er blevet sløve og ugidelige ja direkte dovne. Dovenskab er en af de såkaldte 7 dødssynder. De øvrige dødssynder er hovmod, misundelse, vrede, frådseri, grådighed og vellyst.

En dødssynd defineres af den katolske kirke som en synd, der ødelægger kærligheden i menneskets hjerte. Og det er en synd, som skal betros til en præst, som derefter på Guds vegne kan skænke synderen Guds tilgivelse. At netop dovenskab betragtes som en dødssynd skyldtes, at mennesket i dovenskab fortaber sig selv i meningsløshed og kedsomhed og dermed handler imod sin bestemmelse som menneske skabt af Gud.  Ifølge min kære kollega sognepræst Martin Herbst er dovenskaben kompleks, og der må skelnes mellem 3 former for dovenskab: fysisk, social og eksistentiel dovenskab. Den fysiske dovenskab med hang til sløvhed og ugidelighed, den sociale dovenskab som er en social apati og ligegyldighed, hvor man ikke orker sin næste. Den eksistentielle dovenskab handler om det, der lammer vores iboende potentiale på en sådan måde, at mennesket ikke gider sig selv. 

Nu er vi i Den Danske Folkekirke ikke katolikker, men evangelisk-lutherske. Men det er alligevel som om at vi ikke helt kan slippe tanken om, at det at være doven ikke er noget godt. Måske vi ikke ligefrem betragter dovenskab som en synd, men dog som en negativ egenskab, vi ikke er stolt af. Vi kan slå os selv i hovedet med, at vi er dovne og ugidelige. Og vi kan slå andre mennesker i hovedet, hvis de står offentlig frem og siger det højt og klart - tænk blot på Dovne Robert der i sin tid blev udskammet, fordi han gav udtryk for, at han foretrak at leve af kontanthjælp frem for at tage et lavlønnet eller for ham meningsløs arbejde. På nogle arbejdspladser skal man nærmest have travlt, grænsende til at være stresset, før man ikke bliver betragtet som doven.

Men er det kun negativt at være doven? Kan det ikke også have en positiv side? Måske hvis vi tør overgive os til dovenskaben og lade os overvælde af kedsomhed. Blive i kedsomheden uden at søge den afhjulpet på forskellig måde. For alle har brug for hvile og for at få ladet batterierne op. Hjernen har brug for en pause til at lagre og bearbejde alt det, der løbende bliver puttet ind i den. Og kedsomhed skulle efter sigende give sundhed, og styrke menneskets kreativitet, ja sågar ens empati. Kedsomhed kan give mulighed for at tænke nye tanker, andre tanker. Eller bare mulighed for at tænke ens tanker til ende. Store som små. Måske det kan give mulighed for at lade sig selv mærke Guds fred og kærlighed falde stille og roligt over sig.

Jeg ønsker jer alle en dag fyldt af fred og ro.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup


Onsdag den 6. maj, Line Bønding

”Kan vi afinstallere 2020 og installere det igen? Denne version har en virus.”

Denne og lignende sjove tekster er man efterhånden stødt på en del gange her på Facebook. Og hvem havde også forestillet sig, da vi ønskede hinanden ’Godt nytår’ på kanten mellem 2019 og 2020, at det nye år et par måneder senere ville udvikle sig så dramatisk, som det gjorde: Med indgreb i alles personlige frihed med henblik på at inddæmme og afbøde smittespredning af Covid-19.

For mange har det haft store konsekvenser. Især ældre er blevet isoleret, fordi de hører til den sårbare gruppe, som helst ikke skal rammes af Corona. Døende og deres pårørende har ikke kunnet være sammen i de sidste vigtige timer af den døendes liv. Børn er blevet holdt hjemme, og selvom de mindste nu er kommet tilbage i vuggestue, børnehave og skole igen, så er det under andre forholdsregler end ellers. Ingen kram! De unge, som skulle op til eksamen, skulle ud på studenterkørsel, som skulle nyde deres ungdoms sommer er sat på vent. Konfirmationer og mange bryllupper og store fester, er udskudt til bedre tider. Der er en masse traditioner, som må gennemføres på utraditionel vis, hvis de overhovedet gennemføres. Mange forretninger og virksomheder hænger i med neglene eller går konkurs på trods af økonomiske hjælpepakker. Osv. Osv.

Hvem havde regnet med alt det, da vi løftede champagneglassene og skålede med hinanden, mens nytårsfyrværkeriet blev skudt af ved årsskiftet? Da vi talte om, at fyrværkeri burde forbydes, fordi det forurenede alt for meget?

Ja, skulle man have haft en forudanelse og havde vovet at sige noget, så var man nok blevet tisket af og stemplet som ulykkesprofet: Nu ikke så negativ, tænk positivt og alt bliver godt! Det er nytååår! Skåååål!

Personligt havde jeg ingen anelse. Jeg hørte lige som de fleste andre, at en virus var brudt ud i Kina, og at byer var lukket for at hindre smittespredning. Jeg hørte om uhumske kødmarkeder og spiddede flagermus. Det var ret voldsomt, syntes jeg, og jeg blev forarget. Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at virussen ville sprede sig på den måde og sætte hele verden på den anden ende.

Når noget uventet med store konsekvenser sker, hører jeg altid for mit indre øre en forkert husket udgave af Davidssalme 2.

I de første tre vers står der:

1. Hvorfor er folkeslagene i oprør? Hvorfor lægger folkene planer, der ikke kan lykkes? 2. Jordens konger rejser sig, fyrsterne slår sig sammen mod Herren og mod hans salvede: 3. ”Lad os sprænge deres lænker og befri os fra deres reb.”

- Altså et udtryk for menneskets oprør mod Guds vilje.

Men jeg husker altid disse ord på en lidt anden måde end det, der står; jeg husker dem som et mere generelt spørgsmål: ”Hvorfor lægger folk planer?”

Der kan være mange både gode og mindre gode grund til at lægge planer, og når man er ung fx, er det da alfa og omega at have planer og ønsker for sin fremtid, så man ikke kommer til at rave rundt uden mål og med.

Men jeg tror, at det kan være godt for alle, både ung og gammel, at have for øje, at vi i bund og grund ikke har kontrol over det, der sker, og at det derfor er ret hensigtsmæssigt at være funderet i nutiden. Det, som er lige nu. Fortiden forudsiger fremtiden, i nutiden sker det nye. Nutiden får alt til at leve og funkle.

Og ser vi bort fra de negative konsekvenser, som coronakrisen har haft for mange - og disse ord er ikke en underkendelse af det - så tænker jeg, at den også har givet os denne mulighed, det har været dens åndelige udfordring: At stoppe op og blive samtidig og nutidig med sig selv.

Jeg ønsker egentlig ikke, at verden bliver sit gamle selv igen. Jeg har intet ønske om at afinstallere og geninstallere 2020. For den gamle verden var for mig fyldt med for meget stress og jag.

Jeg ville gerne have været Coronakrisens negative konsekvenser foruden. Jeg ønsker, lige som alle andre, at få min bevægelsesfrihed og alle mine andre grundlovssikrede friheder tilbage igen. Jeg glæder mig til, at vi kan være sammen med hinanden på sunde menneskelige og fællesskablige måder, hvor vi kan give hinanden et kram, når der er behov for det. Og når vi har lyst til det.

Men jeg ønsker også at træde det næste skridt ind i 2020 med den gave coronakrisen, som alle andre kriser, trods alt også kom med, og som jeg har taget imod med taknemmelighed: Nærværets gave. Forankringen i nutiden, netop fordi alting skulle tænkes nyt, uden at man skulle flyve og fare og være til stede nogle gange flere steder på en gang. Forankringen i nutiden, hvor man kan mærke og reflektere over, hvad der virkelig er vigtigt i livet.

Med ønsket om nutid og nærvær på denne onsdag den 6. maj, hvor måske også sirenesangen får os til at stoppe op i vores gøremål og opleve, at vi er samtidige med os selv.

Kærlig hilsen, Line Bønding

 

Tirsdag den 5. maj, Line Bønding

"Det er vigtigt at huske, hvad der skete. For det kan ske igen. Vi kan ikke tage frihed og fred for givet."

Sådan sagde en ældre dame i tv i går, som havde oplevet befrielsen dengang for 75 år siden, da Nazityskland kapitulerede.

Coronakrisen har sat sandheden i hendes ord i perspektiv for mange her 75 år senere. Det handler ikke bare om 'Der var en gang', om noget der er sket i historien engang, men også om lige nu.

For mange gav det derfor dyb mening at sætte tændte lys i vinduerne i går aftes. Det er ikke 'bare' friheden og freden, som vi fik del i den gang, vi tændte lys for. Det er friheden og freden til alle tider, vi tændte lys for. Den frihed og fred, som ikke bare er der, men som er en åndelig øvelse for os alle, som vi skal holde os selv og hinanden fast på. Ikke mindst i en krise som den, vi er i nu. Og som har fået nogle af dem, som levede under Anden verdenskrig dengang til at sige, at det nærmest er værre i dag, fordi den fjende, vi kæmper imod er usynlig.

Vi har meget at være taknemmelige for i vore dage. I dag, 5. maj, rettes vores taknemmelighed særligt mod alle dem, der kæmpede for frihed og fred under Anden verdenskrig og var med til at sikre det liv, som vi alle kan leve i dag.

Det skal vi synge for i dag.

I videoen, som findes på kirkernes facebookside – Allehelgens- og Sundkirken - synger og spiller Liva Møller Overgaard og Fredrik Mellqvist 'Altid frejdig, når du går' og 'En lærke letted, og tusind fulgte' - og alle er velkomne til at synge med https://static.xx.fbcdn.net/images/emoji.php/v9/ta5/1.5/16/1f642.png:-) To sange, som er relevante i mindet om modstandskampen mod nazismen og Danmarks Befrielse i 1945, men også er lige så relevante i dag.

-- I lyset af taknemmeligheden over, hvad vores forfædre har gjort for os, vil vi gerne skyde et taknemmelighedstema i gang med din hjælp: Vi modtager med glæde små personlige anekdoter, små fortællinger om noget, der er sket i dit liv, som du ser tilbage på med taknemmelighed. Det skal ikke (nødvendigvis) have noget at gøre med Anden Verdenskrig og befrielsen, men bare noget, der er sket i dit liv, som vakte din taknemmelighed efterfølgende. Send det gerne til mig eller Suzette i Messenger, så vil vi dele det her i 'Dagens ord'.

Med ønsket om en smuk tirsdag den 5. maj.

Glædelig Befrielsesdag!

Kærlig hilsen, Line Bønding

 


Mandag den 4. maj, Suzette Ejdrup

"I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig." Sådan lød det for 75 år siden den 4. maj kl. 20.36 i BBC´s aftenudsendelse til Danmark.

Da meddelelsen kom valgte mange mennesker at rive de forhadte mørklægningsgardiner ned, så lyset kunne strømme ud på gader og stræder. I fem år havde de danske byer ligget hen i mørke om aftenen og natten, som det var påbudt på grund af tyskernes frygt for de engelske bombeflyvere, som kunne bruge lysene til at navigere efter. Men den 4. maj om aften blev de mørke gardiner hevet ned, selv om overgivelsen først trådte i kraft dagen efter den 5. maj klokken 8.

Men den 4. maj om aftenen kom der igen lys. Det gjorde et stærkt indtryk på alle, der oplevede det, og da man i de følgende år begyndte at fejre årsdagen for befrielsen fra den tyske overmagt, var det oplagt at gribe tilbage til lyset som et symbol på den genvundne frihed.

I dag er vi ikke besat af en tysk overmagt men af en verdensomspændende virus. Ja faktisk taler vi i dag om coronapandemien som den største udfordring for verdenssamfundet siden 2. verdens krig. Grænser er lukkede, mange mennesker er isolerede helt eller delvist i deres hjem, verdensøkonomien er under pres, og mange mennesker frygter for deres egen lille økonomi.

I Danmark og flere steder i Europa er samfundet ved at åbne op igen stille og roligt. Men faren for smitte med coronavirus er der selvfølgelig stadigvæk, og den påvirker også den fejring af 75-året for Danmarks befrielse, som skulle have været markeret ved en lang række af begivenheder landet over i såvel kirkelig som ikke kirkelig regi.

Men dagen skal markeres, og landets biskopper opfordrer til, at vi fortsætter traditionen med at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4. maj. Det skriver de i en fælles besked:

”Lyset er et tegn på frihed og håb. På denne aften takker vi for vores eget lands befrielse og samtidig beder vi for fred og frihed for alle jordens folk. Det, der var en spontan reaktion den 4. maj 1945, skal vi bære ind i fremtiden, som et håb om frihed og fred i fremtiden.” 

At tænde lys i hjemmene giver måske særlig mening i år, hvor vi netop opholder os så meget inden for hjemmets fire vægge. Lysene kan minde os om, at også vi kan se frem til at kunne samles frit igen.

I Allehelgens Kirke og Sundkirken vil vi som i mange andre kirker rundt i det ganske land markere dagen og sætte lys i vinduerne. Hvis I tænder lys hjemme hos jer selv, må I gerne tage et billede af det og lægge det op i kommentar feltet på    vores facebookside Allehelgens – og Sundkirken.

”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke”, står der i Johannesevangeliet.

Lad det være vor håb og trøst i dag og alle dage.

 

Med ønsket om en glædelig og minderig 4. maj.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

 


Søndag den 3. maj, Mik Kjerulff

Det er blevet 3. søndag efter Påske.

I salmebogen finder man følgende bøn til dagen:

Herre, vor Gud, du, som lader din sandheds lys skinne for dem, der er gået vild, så de igen kan komme på ret vej, giv du alle i din menighed ånd til at skelne, så vi vender os fra det, som strider mod kristennavnet, og bevarer det, som er navnet værdigt, ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Vi skal fortsat være fælles i vores isolation og kirkerne holder fortsat lukket. Nu har kirken aldrig været selve rummet, men derimod den kristne menighed – ”hvor to eller tre er forsamlet i mit navn” siger Jesus i Mattæusevangeliets kap 18 – Dér er kirken! Det rejser så et spørgsmål for den, som forstår sig selv som værende udenfor – ekskluderet i forhold til dét fællesskab som kirken er, simpelthen fordi man ikke fatter Gudstro og ikke har et forhold til det. Hvad skal vi med kirken? Dagens evangelietekst lyder:

Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11

I dagens tekst bliver der sagt rigtig meget, som teologer og andre har brugt til at fremføre vidt forskellige teologiske synspunker. På få linjer kan kristendommen åbne sig – eller lukke sig fuldstændigt, alt efter hvordan budskabet bliver opfattet. Fx siger Jesus jo: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig!” Det er blevet brugt til at fremføre argumentet om at kristendommen er den eneste vej til frelse og alle andre veje fører til fortabelse – og således mister man mange, som føler sig frastødt i den eksklusion. Det er bestemt ikke sådan undertegnede læser teksten. Jesus siger: ”kender I mig, vil I også kende min Fader”. Der er rigtig meget at sige om dagens tekst og det lader sig ikke gøre på disse få linjer, men det er muligt at kradse lidt i overfladen.

Johannesevangeliet er for det første en teologisk tekst, som skal forstås og fortolkes i det lys. Hele talen om ”Faderen”, er en måde at tale om Gud, som forholder sig til Gud som treenig (dvs. Fader, Søn og Helligånd), og Jesus var jo altså jøde og på den måde forud for hele den tankekonstruktion som teksten og traditionen gør ham til ophavsmand for. Når Jesus taler om sin samhørighed med ”Faderen” så er der altså plads til fortolkning, men det er ikke forkert at insistere på at Jesus har en guddommelig indsigt og en selvforståelse som rækker ud over den vi sædvanligvis kan mønstre. Det er heller ikke forkert at det er lige præcis den bevidsthed Jesus (gennem evangelieforfatteren) forsøger at plante i sine disciple (og os).

Dén indsigt åbner! Når Jesus siger: ”I min faders hus er der mange boliger” eller når Jesus siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader”, så er det i fortællingen, henvendt til hans disciple. Det foregår under det sidste fællesmåltid, forud for hans tilfangetagelse og henrettelse. Disciplene fatter jo alligevel ingenting – og derfor er der heller ingen fordømmelse hvis vi har lidt svært ved at forstå det. ”Der er en vej som verden ikke kender”. At ”kende” Jesus og Faderen, at ”Tro”, handler om et sindelag, en dyb og inderlig kærlighed til verden og livet , eller Gud og skabelsen om man vil. Vi kan komme på afstand af det af mange forskellig årsager: Sorg, skuffelser, ensomhed, misforståelser…listen er lang, næsten uudtømmelig, men blot for at nævne nogle få oplagte. Vi har alle vores at slås med. Pointen er at vi alle er mennesker, og frelsen ligger i det at tilgive os selv og andre, at få fred med alle de frustrationer som nager, gnaver og gør ondt. ”Jeg er vejen, sandheden og livet” handler om at vågne op, og åbne vores øjne for de livsløgne og indbildske historier vi ønsker i vores egen selviscenesættelse og selvretfærdighed. Hvis vi er i stand til at være ærlige og kærlige og droppe hykleriet, så er der en tung last der bliver fjernet fra vores skuldre. Med det sagt, så ændrer det ikke ved at Jesus dernæst blev fanget, tortureret og døde på et kors. Døden, sorgen og ulykken er også en dimension af livet, selv for Jesus… men det var som bekendt ikke afslutningen på dén fortælling. Døden er en parentes. Jesus opstod og livet er evigt. Vi kan leve selvom vi skal dø, eller vi kan være døde, medens vi lever. Der er en indstilling til livet til forskel. Hvis ateisten kan leve uden håbet om den evige salighed og selv kan manøvrere rundt i kærlighedens forunderlige væsen, så fred være med det. Han er tilsyneladende et kristent menneske i sin essens, helt uden at ville være det. Det samme gælder Muslimen, den Asa-troene, Hinduen osv. ”I min fader hus er der mange boliger”. Faren er at gå galt i livet – at insistere på selv at forklare, forsvare, udlægge og definere kærlighedens væsen. Der er mange faldgruber. I morgen tændes der lys i vinduerne for at mindes 2. verdenskrigs afslutning. Lærebogseksemplet er jo fangevogteren i koncentrationslejren i det 3. Rige, som er en kærlig ægtemand og en god far. Det kan godt være det fungerer i hans egen selvforståelse, men det er og bliver konkret levet ondskab. Med Jesus’ fordring om at vi skal elske vores næste som os selv, så har vi til stadighed et ansvar. Vi har ansvar for hinanden. Det er ikke altid vi lever op til det, men vi må i det mindste have det for øje og forsøge. Vi hænger uløseligt sammen. Det opmuntrende budskab kunne fx være at vi alle vores forskellige boliger til trods, her midt i Corona-pandemien, forstår, at det er det samme hus vi alle sammen bor i. Vi må til stadighed øve os i næstekærligheden og vi gør det faktisk når vi tager myndighedernes anvisninger alvorlige, for at værne om hinanden. I kirken lovpriser vi Gud og siger derfor; Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Med ønske om en rigtig god søndag!


Lørdag den 2. maj, Suzette Ejdrup

Jeg ved ikke med jer, men jeg går og tæller ned til, at det bliver den 10. maj. For jeg glæder mig til at høre nyt om den videre og yderligere genåbning af Danmark. Hvad er det næste trin? Hvor godt er spredningen af coronavirus under kontrol? Får kirkerne mon får lov til at åbne for bøn og lystænding? Får vi lov til at holde gudstjeneste i det fri eller måske endda i kirkerummet med overholdelse af visse restriktioner? Og hvornår kan vi se vores konfirmander igen til konfirmationsforberedelse? Og hvor ”stor” er en stor forsamling? Hvornår må storcentre åbne, eller hvornår må mad og drikke indtages på den lokale cafe, eller hvornår kan sport genoptages i klub eller træningscenter. Og hvad med svømmebade og biblioteker? For blot at nævne nogle af de spørgsmål, vi kan have.

For lidt tid siden skulle den faglige direktør ved Statens Serums institut Kåre Mølbak have udtalt, at vi skulle regne med social afstand, ingen håndtryk, knus og kindkys i mindst et år. At det var en lidt voldsom vinkling på historien, gav Mølbak selv senere udtryk for, for ingen kan sætte et nøjagtig tidspunkt på, hvornår vi ikke længere behøver at holde social afstand til hinanden. Men lige om hjørnet er det nok ikke. Og så kan man godt gå hen og blive noget utålmodig, krisetræt – ja direkte miste modet. Man kan blive trist, så alt omkring en synes malet i mørke farver. Og sådan er livet jo ikke kun i denne tid. Til alle tider kan mørket af forskellige grunde lægge sig over ens sind. Det hverken kan eller skal vi flygte fra.

Men jeg har nu alligevel lyst til at dele en bøn med jer. Det er en bøn om, at Gud må hjælpe os med at holde vore øjne åbne, så vi kan se lyset, der er bag det hele.

Bønnen er skrevet af Niels Thomsen og er at finde i bønnebogen Himlen i dine fodsåler:

Gud

hold mine øjne åbne så jeg kan se din herlighed

Hold mine øjne åbne

så jeg glæder mig over lyset over Ballum Enge

med gæs og viber og stære

og over lyset gennem Amagerbrogade

der får Shelltanken og Røverkøb og den tyrkiske grønthandel

til at blusse i et farveorgie

Hold min sjæls øjne åbne så jeg ser

lyset bag gadelygterne

lyset bag stjernene

lyset bag natten

Lær mig at se din herlighed klarere ved det lys

når mine legemlige øjne bliver svagere

Lad det lys oplyse mit mørke

Gør mig tryg i tro på

at mørket aldrig skal få bugt med dit lys

Amen

 

Med ønsket om at I alle må få dag, hvor lyset har overmagten.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

 

Fredag den 1. maj, Mik Kjerulff

I dag er endnu en gråvejrs- og regnvejrsdag i Corona-Danmark. Det havde altså under alle omstændigheder ikke været en 1.maj hvor man ville nyde foråret i solen, men uanset, så ville der normalt være et menneskemylder på vej til fælledparken for at i fællesskab fejre Arbejdernes Internationale Kampdag. Forleden fyrrede SAS halvdelen af deres medarbejdere og der er ikke just noget at fejre på den front. Alligevel er der lys i det grå og triste. Gennem flere år har begrebet solidaritet næsten mistet sin betydning og det har virket lidt antikveret når 1.maj talere har brugt det. I år er det anderledes. I år har hele samfundet fået fornyet sans for lige præcis det begreb. Den alvor som Corona har bragt med sig har fået os til at genfinde sansen for hinanden i et samfund, som gennem de senere år er blevet mere og mere hårdt i individualismens hellige navn. Nu lærer vi at være solidariske for at værne om livet. Evangeliet handler om at Gud gennem Jesu alt-omfavnende kærlighed til mennesker udviser ekstrem solidaritet med os, men historisk har de røde faner haft det overordentligt stramt med kristendommen, fordi det efter sigende skulle være opium for folket, som derfor affandt sig med undertrykkelse. Det kan der være noget sandt i, men gennem hele verdenshistorien har mennesker altid været underlagt den verdslige magt og kristendommen skærper snarere fokus på hvordan Gudstro er modmagt. (Derfor var kristendommen jo heller ikke velanset i Sovjetunionen). I stilheden, i gråvejret er der tid til refleksion - tid til at lytte til en indre stemme - tid til at mærke åndedrættet og blive mindet om at vi lever så længe vi trækker vejret. Det er som om vi alle venter på bedre tider – som om en endeløs imaginær monsun har sat ind og gjort, at vi alle må vente inden døre på at det skal klare op. I går slukkedes et lys som ellers nåede at brænde meget klart i et ungt liv. Digte kan hensætte os i følelser som vi har så svært ved at udtrykke og her er ét til opmuntring som måske kan bruges i denne Corona-stund hvor vi i stilhed bliver rusket op i… og formes på ny.

KNÆL FOR MONSUNEN

TØRRE LYN SLÅR NED PÅ DEN GOLDE JORD 

MONSUNVINDEN BLÆSER EN GLØD OP 

TIL EN TORNADO AF ILD 

EN SKIVE AF SOLEN SNURRER RUNDT PÅ SLETTERNE 

ORKANEN MED DET ALTSEENDE ØJE 

SKRALDER KYSTERNE 

HAVET ER GÅET I UDBRUD SOM EN VULKAN 

VÆSNER SYNKER TIL BUNDS 

ELLER FLYDER OP TIL OVERFLADEN OG SLYNGES I LAND 

EN ELEKTRISK SKY SLÅR SPRÆKKER I ATMOSFÆREN 

OG BOMBER LANDSKABET OG DET YDRE RUM 

MED TUSIND LYN I TIMEN 

MARKER BLIVER TIL MOSER 

BORGE BLIVER TIL BOMBEKRATERE 

BILEJERNE OG DE HURTIGSTE DYR NÅEDE VÆK I TIDE 

MEN SPEKTAKLET VAKTE UVELKOMNE GESPENSTER  

OG GESTALTER PÅ LANDJORDEN 

SOM VAR KOMMET FOR AT ÆDE AF LIGENE 

OG AF DE OVERLEVENDE 

FLYVENDE HUNDE JAGTER HINANDEN UD AF SKYGGEN

OG VOVER NU OG DA AT DYPPE BRYSTET I FLODEN 

 HVOR FERSKVANDSKROKODILLEN LIGGER PÅ LUR I SIT HABITAT 

UPÅVIRKET AF MONSUNEN 

KRAVEAGAMEN STIKKER AF FRA EN SLANGE 

OG GÅR IND OG UD AF MONSUNDVALEN 

DEN RØDE KRABBEHÆR INVADERER KYSTSIDEN 

I MEDVIND AF MONSUNEN 

MEN MÅ PÅ TILBAGETOG DA DE ER VED AT TØRRE UD  

AF DERES EGET ÅNDEDRÆT 

REGNSKOVEN DRUKNER 

OG ØRKENEN BLÆSES BORT 

BJERG OG BY FORMES PÅ NY

Med ønske om en god og værdifuld 1.maj. Kærlig hilsen Mik Kjerulff



Torsdag den 30. april, Line Bønding

"Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død".

(Vers 2 af DDS 754 "Se nu stiger solen af havets skød", Jakob Knudsen)

Alle mennesker trækker vejret. Uanset, hvad vi tænker og tror om livet, universet og alt det der. Uanset om vi er religiøse eller ikke religiøse, så trækker vi vejret. Det er en helt fundamental ting ved det at være menneske. Ja, ved at være et levende væsen i det hele taget.

Og vores vejrtrækning har stor betydning for, hvordan vi har det, både fysisk og psykisk. Når vi er stressede, bliver vejrtrækningen let overfladisk, og når ikke ud i hele kroppen, som et dybt åndedræt, der når helt ned i maven, gør. Med et dybt åndedræt kan vi berolige os selv. Med et dybt åndedræt kan vi opløse smerte, både fysisk og psykisk.

”At trække vejret er at leve. Vi kan overleve i en måned eller længere uden mad og i nogle dage uden vand, men kun få minutter uden at trække vejret. Og selvom kroppen kan overleve på overfladisk vejrtrækning, længes den efter dybe og åbne åndedrag, og den følelse af liv, de bringer med sig. At trække vejret fuldt ud er at være fuldt levende …
Når vi ikke får tilstrækkelig ilt, arbejder kroppen ikke effektivt …
Når vi trækker vejret dybt, får vi mere ilt ind, og cellerne gløder af liv …
Denne livskraft kommer ikke bare af ilt. Ud over sine fysiske komponenter, indeholder åndedrættet en helsebringende og livgivende essens. Mange religioner, kulturer og helbredelsessystemer har dyrket denne essens igennem tusindvis af år.” (Citater fra O’Malley, "Afhængighed. Din skjulte gave". S. 181f)

Det er denne essens, der tales om, når vi på Bibelens allerførste sider læser, hvordan Gud blæser sin livsånde ind i lerklumpen og på den måde skaber det levende menneske. Og når vi i Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente hører Paulus tale til athenerne på bjerget Areopagos: at det er Gud, der giver liv og ånde til alt, og at han ikke er langt borte fra en eneste af os: For i ham lever vi, ånder vi og er vi (APG 17, 28).

Når vi trækker vejret i fulde drag, fylder lungerne, ja, hele kroppen med luft, er vi frie og nærværende, vi er ubundne af kulturelle normer, konventioner og hæmmende opdragelse. Det er frelsen - som ikke bare er sjælens frelse, men en frisættelse, som når ud i hver eneste celle i kroppen. Den virkelighed, som Jesus, hvis navn betyder: Herren frelser og befrier, vil give os del i – og som vi får del i, når vi trækker vejret i ham. De færreste af os kan leve det hele tiden, men i glimt og brudstykker kan vi opleve den frihed, som åndedrættet er porten ind til, og som tilhører os alle i evigheden.

Det er altså Alfa og Omega, hvordan vi trækker vejret. Og i videoen her har jeg lavet en lille meditation med fokus på åndedrættet. Den slutter med Fadervor og velsignelsen.

Inden du begynder på meditationen, som tager ca. 12 minutter, er det godt at have skabt et venligt rum omkring dig, som stemmer sindet til stilhed og ro – og som hjælper dig til at bevare dit fokus. Det er dog helt normalt, at tankerne begynder at strømme i hovedet på én, når man søger ind i stilheden. Og der kan netop åndedrættet hjælpe en, og bringe en hjem til sig selv igen: Tager du dig selv i tankeflugt, så tag et dybt åndedrag – gerne med et kort ophold efter indånding og udånding.

Hvis du ikke har lyst til meditationen her, så giv dig selv den gave, at du, hver gang du husker det, trækker vejret så dybt du kan, helt ned i maven, og mærker hvordan livet strømmer helt ud i de yderste dele af din krop.

Så lad os ånde luften i fulde drag i dag, og synge Gud en sang om den lyse dag. Takke ham, at morgnen os end er sød. At os dagen fryder trods synd og død.

Med ønsket om en dejlig torsdag den 30. april.

Kærlig hilsen, Line Bønding

Her er linket til meditationsvideoen:

https://www.facebook.com/metro...

Onsdag den 29. april, Mik Kjerulff

Det er gråvejr i dag og sådanne dage kan føles tungere end når solen skinner. På søndag er det 3. søndag efter påske og i lige år er det følgende tekst fra det gamle testamente som normalt læses i landets kirker:

Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Da han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte: »Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn! Hvorfor brænder busken ikke?« Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: »Moses! Moses!« Han svarede ja, og Gud sagde: »Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.« Og han sagde: »Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud.« Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud. Så sagde Herren: »Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde. Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.« Moses sagde til Gud: »Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?« Gud svarede: »Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg.« Moses sagde til Gud: »Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?« Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«

Teksten står i 2. mosebog kapitel 3. Det er lige præcis hér vi får defineret at Gud er Gud, at der ikke er flere Guder. ”Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud”. Gud lader sig ikke sådan definere nærmere: Jeg er den, jeg er! Det er vigtigt at huske på, idet vi mennesker ofte (og præster især) gerne giver os til at definere Gud. Vi har måske oven i købet forventninger til Gud, om hvordan alting bør ordnes, hvis der ellers er ret og rimelighed til i verden! Men med vores forestillinger reducerer vi Gud til et objekt og det siger mere om os end om Gud. Når Gud taler til Moses fra en brændende tornebusk og siger som Gud gør, så bør man gøre sig klart at der hermed inviteres til dybe filosofiske refleksioner over tilværelsens store mysterium. Det gamle testamente kan skam meget mere end at formidle bibelfortællinger i et barnagtigt fortællerunivers og nej, man behøver ikke at tro på at jorden med al dens mangfoldighed af liv, blev skabt på 6 dage – det er billedsprog.

De eksistentielle spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Er der et liv efter døden osv. har mennesker altid stillet sig selv. Måske oven i købet i langt større grad end i dag, hvor vi tit bedøver vores sanser med nem underholdning. I dag kan man jo streame underholdning dagen lang, spille på computernetværk, hvor man i tidligere tider kunne kigge op og få øje på en stjernehimmel. I dag er håbet et se et spektakulært Elon Musk satelit-tog medens evigheden og universet er trådt i baggrunden. Denne mærkelige tid, hvor vi må være isolerede med vores eget selskab giver mulighed for at vi sammen kan søge ind i en meditativ tilstand som det ellers kan være svært at finde pga. larmen, lyset og det hæsblæsende tempo hvormed vi skal være arkitekter til vores eget perfekt iscenesatte liv. Måske kan vi forsøge at gøre Coronaen til en gave og velsignelse idet den har fået verdensamfundene til stoppe op – for hvor er det egentlig vi skal hen? Økonomien bløder, SAS har fyret massivt og det er selvfølgelig slemt et sted som Amager. Man siger jo at penge er ligegyldige – hvis ellers man har dem! Det er straks en anden sag, når man mangler dem! Ud over den personlige økonomi som bliver påvirket står det dårligt til med brutto nationalproduktet, men måske er det netop derfor vi må spørge om økonomien er den eneste saliggørende målestok for eksistensen. I Bhutan i Himelaya har man et nationalt brutto lykke indeks, fordi lykken er en alvorlig sag. I Danmark har vi haft titlen som verden lykkeligste folk, og generelt er vi også økonomisk velstillede og har en stor tillid til hinanden. Det skal vi være glade og stolte over, men det ændrer ikke ved det faktum at mange mennesker det til trods oplever stor ensomhed og ulykke – også før Corona. Forbrug, oplevelsesøkonomi og underholdning kan adsprede os så vi ikke for alvor skal være alene med os selv og vores tanker om eksistensen, men hvor er roen og lykken? Vi leder alle sammen efter den, den er flygtig og ofte er det først når vi for alvor mister den, at vi i bagklogskabens lys forstår at vi havde den. Som Moses, føler vi os måske langt væk alting – livet og larmen – i en slags ørken. Coronaen giver tid til ro og tid til eftertanke. Måske kan vi selv få syn og sans for vores indre brændende tornebusk – Guds stemme taler stille til os. Som oftest har vi bare alt for travlt til at lytte, men så er man jo lige vidt. Brug derfor stilheden og alvoren til at lytte. Omfavn denne tid, for den rummer en nøgle til visdom. Med ønske om en rigtig god onsdag. 

Kærlig hilsen 

Mik Kjerulff


Tirsdag den 28. april, Suzette Ejdrup

Mandag aften i sidste uge var der i tv et interview med Kinas ambassadør i Danmark. I interviewet udtrykte ambassadøren sin undren over, at kinesiske donationer af mundbind, testudstyr, beskyttelsesdragter og respiratorer ikke havde fået mangen opmærksomhed i de danske medier. I pressen kunne man læse om levering af udstyr fra udlandet, men at dette udland var Kina, blev ikke nævnt ifølge ambassadøren. Kina fik derved ikke den positive medieomtale, som var forventet. Eller med andre ord: Kina syntes ikke, at Danmark sagde ordentlig tak for gaven.  

”Tak” er et af de allerførste ord, vi lærer børn. Og det er ikke kun et spørgsmål om, at vi gerne vil lære børn gode manerer. Når forældre timevis sidder og rækker legetøj og rosiner frem og tilbage til barnet og begejstret siger "tak" hver gang, så er det mere end høflighedstræning. Ordet "tak" rummer også anerkendelsen af, at der er en forbindelse imellem os. Forældrenes jublen over barnets første "tak" har med det at gøre. At sige tak er det samme som at sige "Jeg har set dig og det, du giver mig. Du har betydning for mig. Det er ikke en selvfølge, at du er her og giver mig det, som du vil og kan".

Vi giver gaver til fødselsdage, jul, dåb, konfirmation, bryllupper og jubilæer, til værter og værtinder, og tilsyneladende uden anden grund, end at glæde vores medmennesker. En gave defineres som en genstand eller et pengebeløb, som gives væk uden, at der skal gives en modydelse. En gave gives som udslag af gavmildhed. I teorien giver vi således gaver frivilligt, men i virkeligheden er gaver obligatoriske - både at give, modtage og gengælde: Gavegivning som fænomen blev undersøgt fra alle ender og kanter - psykologisk, æstetisk, etnologisk, historisk, socialt, politisk, filosofisk, økonomisk og antropologisk i 1925 af en antropolog ved navn Marcel Mauss. Hans resultater skulle efter sigende stadig holde stik. Han fandt frem til, at gavegivning kan være et magtforhold og er en måde at vise overlegenhed og overskud på. At modtage gaver uden at ville eller kunne gøre gengæld gør modtageren til den mindste - hvilket i praksis betyder, at der ikke findes nogen »gratis« gaver.

Måske det forholder sig sådan os mennesker imellem. At ingen gave er gratis. Men heldigvis kan vi tro på, at det forholder sig anderledes mellem Gud og mennesker. Gud giver os sine gaver helt gratis: Vi skal ikke gøre os fortjent eller yde en særlig indsats eller på anden vis betale for at få Guds kærlighed og tilgivelse. Og selv når vi har dummet os, været utilstrækkelige, trådt forkert, trådt ved siden af, trådt over, kan vi tro på, at Gud vil vise os kærlighed og tilgivelse. Denne bevidsthed om at være elsket og tilgivet af Gud er fundamentet for det kristne liv. Og hvad vi har fået, kan vi give videre. For kærligheden og tilgivelsen er mægtige kræfter også i vores liv. Det er med de kræfter, vi kan kæmpe for kærligheden og barmhjertigheden her i verden. For det kan vi af hjertet blot sige: ”TAK”.

Jeg ønsker jer alle en god tirsdag.

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup

Mandag den 27. april, Agnethe Zimino

Af hjertet tak til Agnethe Zimino for dagens ord til opmuntring og inspiration:

Endnu en lille hilsen fra mig. Vi er på vej imod Kristelig Himmelfart og pinse, og ligesom påsken er vores vigtigste højtid, så er Kristelig Himmelfart og pinse også utrolig vigtige begivenheder i vores tro.

På Korsvejsmarkedet for en hel del år siden --- et marked der tiltrækker en 8 – 9 tusinde mennesker - da stod jeg og snakkede hele dagen, og det var altid pragtfuldt at være der som præst med en stand fra Korsvejskirken og få så mange gode samtaler.  

Pludselig kommer nogle lidt store drenge ind i vores stand, og en af dem siger:  

”Ja, nu havde det været dejligt, hvis Jesus havde været her, for jeg har ondt i min nakke”.  

Jeg forklarede, hvordan Jesu disciple blev ved bare at gøre, som Jesus gjorde, og at jeg troede, Jesus også var her på Korsvejsmarkedet, selvom vi ikke kunne se ham, og midt i menneskemylderet så bad jeg med håndspålæggelse for denne 10 – 12 årige dreng, og så snakkede vi videre.  

Året efter kom drengen ind i standen til mig og begyndte at snakke, og så kom det som i en bisætning: Det med min nakke sidste år --- det forsvandt for resten, da du bad.  

”Nu havde det været skønt, hvis Jesus havde været her” sådan siger mange af os kristne med hele vores kropssprog og holdning. Sådan sagde disciplene ikke en eneste gang i Apostlenes Gerninger.  

Nej, de vidste jo, at Jesus sad ved Faderens højre hånd – ophøjet over alle andre, og at han sad og hældte --- og hældte --- og hældte Helligånd ud --- ned over mennesker, og lever vi i den forventning, da kan det umulige ske endnu, for Jesus er den samme i går, i dag , ja til evig tid-  

Kristi Himmelfarts betydning er netop dette. Kristus er ophøjet! Lukas evangeliet beretter om Kristi Himmelfart to gange – meget udførligt endda – både i evangeliet han skriver, og i Apostlenes gerninger. Den begivenhed, hvor disciplene tog afsked med den opstandne Jesus, hvor han forsvandt for deres øjne, var vigtig for dem, og de tog glade hjem, for nu var der håb – nu kunne Jesu værk fortsætte. De skulle blot vente på pinsens under.  

Efter pinse vandrede de første kristne daglig i den forventning og den tro, at Jesu Ånd - Guds Ånd ---- Helligånden ---- nu var i dem. ---- og nu var til rådighed for dem, og at Jesus stadig ønskede, at det samme, som skete, da han gik på jorden, det skulle også ske fremover. 

Der var i dem intet, som sagde: ”Nu havde det været skønt, hvis Jesus havde været her,” underforstået, men det er han jo desværre ikke.  

For Jesu Ånd var der – og fordi Jesus var ophøjet og havde sin position der – ved Faderens højre hånd, så var de trygge. Værket ville aldrig være deres. Ansvaret var Guds. De skulle blot stille sig til rådighed for Guds virke.  

Og Gud fik æren hver gang, der skete noget mirakuløst.  

Når vi siger eller tænker:” NU havde det været skønt, hvis Jesus havde været her,” så er det, fordi vi ikke har fattet, at Jesus er ophøjet og at han er i fuld gang med at bede for os og i gang med at udgyde Helligånd over hungrige og tørstende mennesker. Derfor er Kristi Himmelfartsdag en vigtig dag i kirkens kalender.  

Og Pinsen, som kommer 10 dage efter Kristi Himmelfart, handler så om, at vi ikke kan klare tingene selv, men Helligånden bliver også udgydt over os, så vi også bliver udrustet til tjeneste, og så vi fyldes af frimodighed og glæde, så vi ikke kan lade være med at tale om alt det, Gud gør.  

Her midt i corona tiden kan vi nemt miste håbet og troen, for usikkerheden om fremtiden rammer os, og frygt kan få os til at tro, at Gud har forladt os, men tværtimod så er Gud her hos os ved sin Ånd, og han hverken slipper os eller forlader os.  

Vi lærer meget gennem en tid som denne. Der bliver bedt mere, tror jeg f.eks., og vi må bede – bede for de mennesker, som lider, og bede for de mennesker, som passer alle de meget syge, bede for ensomme, som savner at blive krammet og elsket af deres pårørende, bede for alle dem, som har mistet arbejde og pårørende, bede for os selv, at vi må holde ud og ikke miste troen og håbet om, at der er en fremtid forude – uden corona og alt, hvad der klæber sig til den modbydelige sygdom af ulykker.  

Når vi ber, så er det er vigtigt, at vi ikke stadigvæk ser tømmermanden fra Nazaret gå omkring.  

Det er væsentligt, at vi ser Jesus som Kongen – som vores konge og Herre, som vi må bøje os for, som vi må tilbede, og som i hele sit liv, sin død og opstandelse og Himmelfart har vist os, at han elsker os og vil os det vel.  

Vi må vove at forvente, at han griber ind!

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino

 

Søndag den 26. april, Suzette Ejdrup

I dag er det 2. søndag efter påske, og dagens gennemgående tema er den gode hyrde, der passer på sine får. Måske det umiddelbart kan lyde lidt gammeldags og verdensfjernt for os her i år 2020. Men at have en der passer på en og drager omsorg for en er et menneskeligt behov til alle tider. Et behov der bestemt ikke bliver mindre i disse coronatider. Jeg tænker ikke kun konkret på politiet, der i solskinnet har travlt med at passe godt på menneskeflokken ved at sørge for, at vi holder afstand til hinanden.

I salme 23 fra Det Gamle Testamente hører vi, hvordan Herren er en hyrde og lader sine får ligge i grønne enge og fører dem til vand, hvor tørsten kan stilles:

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny,
han leder mig ad rette stier
for sit navns skyld.
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst. 

Du dækker bord for mig
for øjnene af mine fjender.
Du salver mit hoved med olie,
mit bæger er fyldt til overflod.
Godhed og troskab følger mig,
så længe jeg lever,
og jeg skal bo i Herrens hus
alle mine dage.

I teksten fra Johannesevangeliet 10,22-30) kan vi høre Jesus beskrive sig selv som en god hyrde for sine får:

Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang. Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.« Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig. Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd. Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd. Jeg og Faderen er ét.

Billedet af hyrden og fårene var et velkendt billede fra jødernes hverdag dengang for 2000 år siden.  I dag for os kan billedet være mere ukendt. For hverken får eller hyrder går løs mellem os. Måske vi har set får på markerne, når vi har været uden for byen. Måske vi endda har set både får og hyrder, når vi har været ude at rejse i den store verden. 

Jeg har hørt en præst fortælle om en oplevelse, han havde på en rejse til Israel for år tilbage. Lige uden for den lille by han boede, var der en plads, hvor hyrder og fåreflokke overnattede. Der var også en brønd og et drikketrug. Om aftenen når hyrder og får ankom til pladsen og skulle have vand, var der er et gevaldigt mylder. For tilskuerne var det som om, alle disse vattotter, som tilhørte forskellige hyrder, så helt ens ud. De lignede hinanden som to dråber vand. Hvordan skulle hyrderne nogensinde få dem sorteret igen? Det blev der så heller ikke forsøgt på. Fårene faldt efterhånden til ro og sov i mylderet, hvor de tilfældigt var landet. Og hyrderne skiftedes til at holde vagt om natten.

Men om morgenen skete der noget, som gjorde et stort indtryk på præsten og de andre tilskuere. Hyrderne virkede stadig lige ubekymrede over for det kæmpeproblem at få rede på, hvilke får, der tilhørte hvem. Og ubekymrede var de, for det var ikke noget problem. Slet ikke. For efterhånden som de skulle af sted, gik hyrderne rundt i udkanten af flokken og sagde underlige lyde. Tilskuerne kunne ikke høre forskel på hyrderne, men det kunne fårene. De kendte deres hyrdes stemme. Ligeså stille blev hver fåreflok skilt ud og forlod pladsen med hver deres hyrde i hver deres retning. Fårene kendte hyrdens røst og fulgte ham.

Sådan slog Jesus også fast, at forholdet var mellem ham og de mennesker, der troede på ham. ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”. Sådan svarer Jesus de jøder, der har på tempelpladsen i Jerusalem har slået ring om ham og kræver svar: ”Er du Kristus?” Spørger de. Og ja, det mener Jesus jo nok, at han har fortalt dem før. Han og Faderen er et. De to hænger uløseligt sammen og kan ikke kendes skilt fra hinanden. Det lyder helt vanvittigt for nogle af jøderne. Det er ren gudsbespottelse. Det kan de ikke tro på, for de hører ikke til Jesu får. De er ikke Jesu får og hører ikke hans stemme. Han er ikke deres hyrde.

At være hyrde er ingen let opgave. Hyrdens arbejde kan være såvel besværligt som farefuldt. Hyrden går foran fåreflokken og viser dem vejen ud til de gode steder med grønt græs og rent vand. Og hyrden beskytter fårene mod ondt, mod angreb og overfald fra røvere og vilde dyr, og han renser dyrenes sår. Når fårene skal hjem, går hyrden bag ved flokken og sikrer sig, at han har fået alle får med hjem. Hyrden skaber tryghed for flokken, og han er deres værn. Og det havde konsekvenser, hvis hyrden ikke tog sin opgave alvorligt. Ved evt. tilskadekomne dyr skulle hyrden af egen lomme erstatte dem, og i tilfælde af vilde dyrs ovefald, skulle hyrden kunne fremvise det sønderrevne dyr, så han kunne bevise, at han var gået ind i kampen med vilddyret og ikke blot havde ladt sin hjord i stikken eller solgt nogle af dyrene til egen fortjeneste.

Jesus var dog ikke er en ganske almindelig hyrde. For uanset hvor trofast og pligtopfyldende en almindelig hyrde var, satte denne hyrde ikke sit liv på spil. Men det gjorde Jesus. Som den gode hyrde satte han sit liv til for fårene, da han døde på korset langfredag. Døde for menneskers skyld.

Jesus er hyrden, vi er fårene – lige gyldigt om vi er hvide, grå eller sorte. Får opfattes traditionelt som hjælpeløse, troskyldige, dumme og uintelligente dyr. Udtryk som at ”grine fåret” eller at være et ”fårehoved” vidner om disse forestillinger knyttet til fåret.  Jeg ved ikke med jer, men jeg vil gerne være et får – så længe jeg er Guds får, og Jesus er min hyrde. For Han vil lede os mennesker gennem livet. Til tider vil Han lede os gennem mørke og triste egne, når dødsfald, sorg, savn, sygdom, ensomhed, angst, frygt og depressioner hærger, når parforholdet knager, når relationer til familie, venner og andre er svære, når vi bliver arbejdsløse, økonomien er under pres, og vi må gå fra hus og hjem. Til tider vil Jesus lede os gennem grønne enge, når vi er glade og lykkelige, når fred og harmoni hersker over familien og de øvrige relationer, som vi indgår i, når vi på forskellig vis har gode mennesker i livet, når vi møder omsorg og opmærksomhed, når vi oplever fællesskab og nærvær selv på afstand, når vi får et job efter lediggang, når vi glæder os over solen, der skinner, blomster der springer ud, når vi glæder os over stort og småt. Da går hyrden foran og gennem det hele. Hyrden kalder på sine får, så de følger ham. Gud kalder på os mennesker, så vi kan følge ham og leve med ham og aldrig i evighed gå fortabt – for ingen skal rive os ud af Jesu hånd.

Derfor kan vi sige: 

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen                                                                      

Lad os bede sammen:

Vor Gud og Fader i himlen. Vær hos os, når vi er ved at forvilde os væk fra dig. Og lad os aldrig fare så meget vild, at vi ikke kan høre dig og genkende din stemme.  

Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse.

Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn.

Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Vær med alle de mennesker, der på forskellig vis arbejder hårdt for at hjælpe os alle i denne tid. 

Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. 

Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden.

Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den.

Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn.

Amen.

Rigtig glædelig og solrig søndag ønskes I alle

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup


Lørdag den 25. april, Mik Kjerulff

Det at skrive ord til opmuntring kan være udfordrende, når det kan synes som om vores fælles ensomhed ingen ende vil tage. Vi erfarer at vores isolerede medmennesker begynder at slække på myndighedernes anvisninger og billeder fra Islands Brygge viste et ”fluepapir”. Alt det som tiltagene har kunnet gøre, risikeres nu at mistes på gulvet, hører vi. Det er indlysende at det er ensomheden i sig selv, som vi sociale væsener har så svært ved. Unge som gamle, og raske smittebærere forstår måske ikke til fulde konsekvenserne af at slække på sikkerheden, som kun er tal der kan aflæses i statistisk materiale. Der er måske heller ikke noget at sige til det, idet økonomiske interesser verden over, tilsyneladende vægter tungere end de sundhedsfaglige. Hvordan skal vi som enkelte individer manøvrere rundt i sådan en virkelighed? Davids salme 23 har dannet baggrund for en meditation og Biblen som helhed har fået lidt fornyet opmærksomhed fordi den er kommet i en nyoversættelse. Det har givet anledning til at nævne netop Salmernes bog, som rummer fantastisk poesi hvor man fornemmer at følelser kan skriges ud i fx klagesange til Gud. Det er muligt vi bare er leret i den store pottemagers hænder, at vi har svært ved at forstå Gud og blot må acceptere tilværelsen, men der er trods alt et sted at rette sin klage hen! Der er også andre salmer i salmernes bog – fx lovsange. Den afdøde Canadiske sing og song-writer, Leonard Cohen, kendte naturligvis godt sin jødiske Torah, (vores Gamle testamente) og han kendte naturligvis godt klagesange, bønnerne, takkesalmerne og lovsangene i salmernes bog. Han har derfor fanget stemningen og skrev selv en ”lovsang”, som i sin ”ånd” faktisk ligeså godt kunne være fra biblen. Det er den ikke, men jeg vil gerne dele en koncertoptagelse af ”Who by fire” som dagens inspiration. Der er inderlighed i musikken. Læg mærke til den aldrende Cohen som jo har sunget sin sang tusindvis af gange, men alligevel er der noget sært fortryllende, idet hans lovsang deles i en fælles følelse som rammer os. ”Who”? Spørges der, til det som griber ind i alle livssituationer – viser sig i alt, både de dagligdags små ting, men også i store voldsomme naturfænomener og oplevelser. Svaret ligger li´som lige under overfladen og vi kan jo bare konstatere at det er sådan det er og overgive os. I den ensomhed vi alle kan føle i større eller mindre omfang er vi aldrig helt alene. I ensomheden er der en stille stemme og en stor ro vi kan stille ind på og lytte til. Som i den brændende tornebusk Moses oplevede i ørkenen. Gud er den der ER.

https://youtu.be/251Blni2AE4

Med ønske om at alle må føle sig favnet og får og god, dejlig og meningsfuld dag midt i vores ensomhed.

Leonard Cohen - Who By Fire (Live In London) (Official Video) Listen on Spotify: http://smarturl.it/lc_spotify Listen on Apple Music: http://smarturl.it/lc_a...

Fredag den 24.april, Mik Kjerulff

I går førte min kollega Line os gennem en meditation – en Lectio Devina over David salme 23 og i forgårs var det Agnethe Zimino, som gav en inspirerende læsevejledning til Biblen. Hun forslog bl.a at man som noobie kunne tage fat i Ny testamente og først efter at have beskæftiget sig med hvad evangelieforfatterne forsøger at formidle, stille og roligt bevæge sig ind i Gammel testamente, men så at sige, gennem Ny testamentes tolkning, ”Så støder du dig ikke på GT’s mange barske beskrivelser af krige”. Når man har læst teologi forstår man godt hvad der menes. Sagen er nemlig at den Gud vi hører om i gammel testamente fremstår som noget nær ekstrem narcissist eller psykopat og fordringen er at vi mennesker skal tro på denne Gud – intet mindre! Hvis eller når vi mennesker ikke gør det, så går det gruelig galt hver eneste gang. Omvendt er Gud med den der tror, og så går det så gruelig galt for enhver fjende som stiller sig i vejen for en af Guds salvede, fx hyrdedrengen David – som får nedlagt Goliat med sin stenslynge, selvom han bare er en spinkel ung mand og bestemt ikke er en stor kriger. Og da David så bliver konge (fordi det er klart at Gud elsker ham), så er det bestemt heller ikke fordi han opfører sig videre sympatisk. Måske kender nogle lidt til den fortælling jeg sigter til gennem Leonard Cohen, som ganske vist blander nogle bibel fortællinger sammen. Det er i øvrigt ganske interessant at Leonard Cohan gør det. Han ved det naturligvis godt og det er helt bevidst. I 2. vers af hans berømte ”Halleluja”, som i øvrigt har mange versioner, med flere eller færre vers lyder det således: Well your faith was strong but you needed proof You saw her bathing on the roof Her beauty and the moonlight overthrew ya She tied you to her kitchen chair And she broke your throne and she cut your hair And from your lips she drew the Hallelujah “Your faith was strong but you needed proff, You saw har baiting om the roof, her beauty and the moonlight overtrew you”. …og så blander han den gammeltestamentelige fortælling om Samson og Delilah ind i det…

Men ja, selveste kong David, elsket af Gud, så den smukke Batseba nøgen medens hun badede og han forelskede sig. Der var bare det lille problem at Batseba havde en mand – en officer i kong Davids hær. Urias hed han, og det har givet navn til et begreb – ”en Urias-post”. Kong David fik nemlig den gode idé at sende Urias ud i forreste frontzone, for at forsvare rigets grænser. Det havde den logiske konsekvens af han døde i krigstjeneste og derpå kunne kong David jo sagtens ægte enken Batseba som han havde gjort gravid. Når man læser i det gamle testamente er der ikke noget at sige til at folk kan blive en lille smule fortørnede! Hvad fxxx er meningen? Selvom man har læst teologi kan man ikke levere et enkelt svar. Find selv ud af det! Der er ikke nogen der har sagt at det er nemt – det der liv. Guds salvede – Kong David, havde bestemt også sine fejl. Han var et rigtigt dumt svin, fx med det han dér gjorde. Det gør en profet også opmærksom på – men bedre bliver det ikke da Gud straf er at det uskyldige barn dør…. Det er nok en vigtig pointe at Gud som vi møder i det Gammel Testamente er så ”forbandet”…menneskelig. Fuld af fejl og mangler – ligesom kong David og resten af os. Det er nok en anden vigtig pointe at det ikke er op til os at dømme Gud. Eller som det fx står i Gammel testamente hos profeten Esajas:

”Ve den, der anklager ham, som dannede ham, et potteskår blandt skår af ler. Kan leret sige til ham, som former det: Hvad er det, du laver?” (Es 45,9).

”I vender op og ned på det! Som om pottemageren regnes som leret! Kan en ting sige om ham, som lavede den: ’Han har ikke lavet mig’? Kan det, der er formet, sige om ham, der formede det: ’Han har ingen forstand’?” (Es 29,16).

Jesus var jøde. Han levede og døde i en religiøs kultur hvor fx historien om kong David, vidnede om en storhedstid, man nostalgisk ønskede sig tilbage til før alting gik galt…før Romerne bestemte i landet. Den vigtigske pointe fra det gamle testamente er måske at Gud er Gud. Den pointe får vi i historien om Moses som førte det jødiske folk ud fra slaveriet i Ægypten. Fortællingen er at Moses mødte Gud i ørkenen. En nutidig læser kan undre sig over hvad han mon havde indtaget, da han havde trukket sig tilbage sig for at leve et stille liv uden konflikter og Gud en dag talte til ham fra en brændende busk. Gud forklarer at det er Abraham, Jakobs og Isak´s Gud som taler. ”Jeg er den der ER!”eller ”Jeg er den jeg er!” sådan cirka. Men vi skal altså stadig frem til Jesus for at forstå at Gud ikke æres ved at ofre dyr i templer og at det mere handler om hjertets sindelag. Der er stadig mange faldgruber, mange tolkninger og denne er blot én blandt mange. Biblen er et studie, men det skal ikke afholde mig fra at opmuntre folk til at give sig i kast med at forstå tankegodset i dybden. Det er simpelthen for nemt at afvise Gudstroen med en overfladisk og ganske indlysende religionskritik, for vi ved godt at Gud er en kompleks størrelse at få hold på her i livet, med alle dets glæder og sorger. I det gamle testamente finder vi også skriftet: Salmernes bog. I går fik vi en ”Lectio Divina” over Davids salme 23. Traditionen vil at det er ham der er forfatteren. Han var jo hyrde før han var konge, og han havde god tid til at synge og digte poesi. Det er i hvert fald stor poesi – også i en moderne dansk oversættelse. David salme 23 er en af dem mange kender, enten fra cowboy-film eller krigsdramaer, idet det altid er dén der bliver citeret ved graven midt på prærien eller af helten lige før helvede bryder løs i en vanvittig krigsscene. David og vi er leret i pottemagerens hånd, men vi kan gerne klage, skælde ud, skrige og råbe når sorgen og det uforståelige rammer os. Læs nogle af klagesalmerne og dyk ned i følelserne. Tilbage til salme 23. Det er også den Joseph Merrick citerer fra, da han forsøger at overbevise omverdenen om at han er et menneske af kød og blod med en sjæl og et følelsesliv, og ikke et freak-show, et dyr eller en cirkusattraktion. Davids salme 23 er fuld af håb og opmuntring og hermed et link en afgørende scene i en fortælling som faktisk bygger på en sand historie som forhåbentlig kan sætte vores oplevelse af ensomhed og isolation i perspektiv.

https://youtu.be/e_XznzJH2EY

Vi mennesker kan gøre hinanden så meget ondt og så meget godt. Há en rigtig god, rar og meningsfuld dag.


Torsdag den 23. april, Line Bønding

Her endnu en invitation ind i stilheden med Lectio Divina, den guddommelige læsning af Bibelen. I dag over Davidssalme 23 (Salmernes Bog kap 23 i Det gamle Testamente).

Lectio Divina betyder guddommelig læsning, og når man læser på denne måde, så lader man Gud tale til sig igennem tekstens ord. Der ikke skal komme et bestemt resultat ud af læsningen. Ikke et bestemt produkt. Ikke en bestemt følelse. Man skal ikke nødvendigvis blive et klogere eller bedre menneske. Det er ikke en analyse af teksten, og man skal ikke nødvendigvis forstå den intellektuelt set. Det handler om at tage den til hjerte og lade den tale til en der.

Lectio Divina kan, ligesom mange andre meditationsformer, være en hjælp i øvelsen i at blive mere procesorienteret end resultatorienteret. En hjælp til at være i det, der er, fremfor at flygte ud i al mulig mere eller mindre fornuftig aktivitet, som kan dulme smerten, når det gør ondt.

Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Det betyder (blandt andet), at vejen i sig selv er målet, processen i sig selv er målet, når det drejer sig om livet, kærligheden og fællesskabet. Væren lige her og nu er målet.

Nærværende video, som varer ca. 30 minutter, indeholder en Lectio Divina over Davidssalme 23. Inden man kaster sig ud i det, er det godt at have fundet sin Bibel frem og have slået op på den tekst, der skal mediteres over. Man skal også bruge blyant og papir til at notere lidt undervejs. Og man skal sørge for at sidde godt og have skabt et rum omkring sig, som stemmer sindet til stilhed og meditation.

Lectio Divina, som metoden præsenteres her, foregår således (man vejledes hele vejen igennem):

-Indledning. -Kort afspænding/indledning til stilhed. -Bøn

-Teksten læses højt første gang. -Lectio: 5 minutters stilhed, hvor man læser teksten selv i stilhed og gerne lukker øjnene og visualiserer tekstens billeder. Man Lytter til Guds ord med hjertets ører. Og så vælger man ét ord, som taler særligt til en og skriver det ned på et stykke papir.

-Teksten læses højt anden gang. - Meditatio: 5 minutters stilhed, hvor man så at sige tygger drøv på Guds ord sit hjerte. Igen lyttende til hvad teksten siger en. Det kan noteres kortfattet på papiret.

-Teksten læses højt tredje gang. - Oratio og Contemplatio: 5 minutters stilhed (Oratio) Man lader sit hjerte tale til Gud i bøn ud fra det, som teksten har sagt en. (Contemplatio) Man hviler i Gud

-De sidste 5 minutter: Man skriver det ned, som teksten har inspireret en til. - Bøn - Fadervor - Apostolsk velsignelse.

--

Når man laver Lectio Divina sammen med andre, så har man mulighed for meget kort at dele med de andre, hvad teksten eventuelt har sagt en. Det har man af gode grunde ikke, når man gør det alene. Men hvis man har brug for at dele med nogen eller har spørgsmål til noget, er man naturligvis velkommen til at skrive det til mig i Messenger fx. Lige pt. har jeg ferie, men jeg er tilbage tirsdag den 28. april.

Med ønsket om en fredfyldt og glæderig torsdag den 23. april.

Kærlig hilsen, Line Bønding


Onsdag den 22. april, Agnethe Zimino

Endnu en dag kan vi af hjertet takke Agnethe Zimino for dagens ord:

Så er vi vågnet op til endnu en ny dag!

En ny dag er en sjælden gave – en skinnende mulighed!

På kinesisk består ordet ”krise” af to tegn, har jeg ladet mig fortælle. Det ene tegn er ordet ”Mulighed”. Det andet tegn er ordet ”fare”.

Vi kan gå ind i den nye dag med alle dens begrænsninger på to måder.

Vi kan overdrevent fokusere på den fare, der lurer i disse coronatider, og selvfølgelig skal vi stadig tage vare på hinanden og på os selv, men vi vil bukke under i frygt og bekymringer, hvis glemmer, at livet har mange andre muligheder.

Vi kan så også fokusere i vore tanker på, hvilke muligheder vi nu engang har – også på denne dag og i denne tid! Bruge tid på noget, som vil kunne opmuntre os og berolige os.

Jeg ved ikke, hvad du vil bruge din dag på. Jeg kan kun nævne, hvad jeg har besluttet at beskæftige mig med – nu, hvor jeg har en masse ekstra tid.

Lige før corona virusén viste sit grumme ansigt og forandrede vores hverdag totalt – endda på verdensplan, da købte jeg en ny bog:

En total ny oversættelse af hele bibelen på meget mundret og nemt tilgængelig moderne dansk.

Jeg må nok indrømme, at jeg var blevet lidt åndelig doven. Jeg havde i min optagethed af så meget andet forsømt at læse i Bibelen. Jeg læste lidt næsten hver dag, men det slog mig, hvor længe det var, siden jeg havde læst fortløbende f.eks. i Det Gamle Testamente.

Nu er jeg så gået i gang, og det går faktisk rivende hurtigt. Jeg er en gammel bibellæser, så jeg begyndte med GT (Det Gamle Testamente). Nu er jeg allerede tæt på at være kommet til 4. Mosebog.

Hvis du er ny læser mht bibelen, så vil jeg nu anbefale dig at begynde med NT (Det Nye Testamente). Vælg et af evangelierne – Mattæus, Markus, Lukas eller Johannes evangelierne.

Du kan vælge f.eks. Markus evangeliet, som er det korteste af de fire, og hvor beretningerne om Jesus fortælles som optakt og forberedelse på beretningerne om Jesu lidelse, død og opstandelse.

Du kan også vælge Lukas evangeliet, som vi for øvrigt læser i ”Bibelen Rundt” i Allehelgens kirke den første tirsdag i måneden kl. 17.00. Se på kirkens hjemmeside, hvilke måneder vi mødes, og hvilke vi springer over. Når vi kan mødes igen, kan du sagtens være med, selvom du måske aldrig har åbnet en bibel eller ikke er vant til at komme i en kirke.

Lukas var ikke en jøde, og han er i sit evangelium meget optaget af evangeliet til hele verden. Han omtaler flere kvinder end alle de andre. Taler mere om vigtigheden af bøn end de andre. Han er optaget af Jesus som Frelseren, og selvom han ikke er et øjenvidne, så har han samlet materiale til sin bog fra øjenvidner, som var tæt på Jesus.

Mattæus evangeliet er skrevet med jøder for øje, og der er derfor mange gange henvisninger til GT. Spændende fordi vi i GT har stærke forudsigelser om Jesu lidelse og død.

De tre første evangelier gennemgår Jesu liv, død og opstandelse. De tre evangelier har meget fællesstof, og det er faktisk sjovt at sammenligne, men de har hver for sig deres specielle målgrupper, som de skriver til og lægger vægt på det i Jesu liv, som de synes, er væsentligt at nævne.

Johannes evangeliet står ligesom for sig selv, og er du filosofisk anlagt, så er det der, du skal begynde din bibellæsning.

Læs som var hver ny bog skrevet speciel til dig – et kærlighedsbrev fra Gud også til dig i en svær tid. Læg mærke til alle de positive ting, der står om Gud og om hans kærlighed til os mennesker.

Læg mærke til de holdninger og værdier, som Jesus viser i sin måde at møde mennesker på, og hvordan han ønsker, at de værdier skal være vores.

Læg mærke til den rummelighed, kærlighed og retfærdighed, som han lever ud, og som han ønsker, vi andre også skal indrette vort liv efter – ved Helligåndens hjælp.

Når du så engang har færdiglæst NT, så kan du meget nemmere læse GT, og en sagde ”Med NT’s briller”. Så støder du dig ikke på GT’s mange barske beskrivelser af krige, og så kan du nemmere finde det i GT, som peger frem mod Jesus, som var og er Guds udtrykte billede. Hvordan var og er Gud, spørger mange, og svaret er, Jesus har vist os det. Han var jo Gud, der var blevet menneske. Jeg vil anbefale dig at købe den nye 2020 oversættelse af bibelen. Vi kan senere snakke med hinanden om, hvor langt vi hver især er kommet. Tag dig tid. Det haster ikke. Nogen kan læse mange kapitler ad gangen. Andre kan læse 10 linjer, og så er der alligevel nok at tænke over.

Bibelen siger det så klart, at det hele ender godt, når Gud er med – selv i en krisetid.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino


Tirsdag den 21. april, Agnethe Zimino

Med stor glæde og taknemmelighed overgiver vi i dag ordet til Agnethe Zimino:

Jeg vil gerne sige tak, fordi jeg er blevet bedt om at komme med Et ord til eftertanke her på Allehelgens og Sundkirkens Facebook side.

Jeg har været præst i 27 år, men er nu en glad pensionist. Jeg har været rigtig glad for at komme jævnligt i Allehelgens Kirke til gudstjenester og gospelkoncerter, efter at jeg holdt op som præst i Korsvejskirken.

Kl. 12.00 gudstjenesten passer mig rigtig godt. Vi er jo flere, som er B mennesker og derfor nyder, at gudstjenesten ligger netop der.

Vi – min mand og jeg – er blevet taget rigtig godt imod i kirken, og jeg må sige, I er rigtig gode til at byde nye velkomne iblandt jer! Vi nyder både gudstjenesten ledt af rigtig inspirerende præster, og vi nyder at have lært menigheden at kende, og kirkekaffen med festligt pyntede borde og altid noget godt at spise og en masse dejlig hyggesnak er virkelig også værd at nævne.

Af hjertet tak til jer alle – både ansatte i kirken og til de skønne mennesker, som vi møder der!

Lige nu savner vi at komme i Allehelgens Kirke. En underlig tid vi er midt i. Masser af spørgsmål melder sig i sådan en krise situation.

Hvad sker der? --- Hvor længe skal der gå, før vi kan samles igen? --- Det er bestemt svært at holde os på afstand af hinanden, men vi gør det!!!

Nogen er hårdt ramt med alvorlig sygdom. Nogle har mistet et menneske, der stod dem nær. Nogle er fyldt med frygt og angst: Sker det for mig? Hvad er meningen?

Både nutid og fremtid synes så usikker.

Har kirken – har bibelen noget at sige i den anledning? Hvor er Gud, når livet i den grad gør ondt? Hører han os, når vi ulykkelige råber på hans hjælp?

Det var spørgsmål, som folk i bibelen også tumlede med.

David undrede sig over, at det gik de onde så godt, når alle dem, der troede ikke slap fri for lidelser. (Salme 73 i Det Gamle Testamente)

En stærkt handikappet kvinde Joni Eareckson Tada som nu har siddet i kørestol i 53 år, fordi hun brækkede ryggen, da hun var 17 år med det resultat, at hun er lam fra skuldrene og ned. Et liv i konstant smerte og lidelse.

Hun skriver i bogen ”Vælge og vove”: Jeg behøver ikke alle svarene. Jeg behøver blot ham, som har dem alle i sin hånd.” --- og ham, det er jo Gud, som har skabt os, og som bibelen beskriver som god, kærlig og retfærdig.

Vi får ikke svar på alle vore spørgsmål. Vi må nøjes med at lægge vort liv og vor død i Guds hånd.

Hun skriver videre i sin bog: ”Hvad vi her behøver er visdom. Og visdom er ikke evnen til at regne ud, hvorfor Gud har gjort, hvad han har gjort, og hvad han dernæst vil gøre. Visdom er at stole på ham, selvom alt ikke virker retfærdigt.”

Hvad gør det i os, at verden er i stor krise? Når det hele er blevet normalt igen, hvad har vi så fået ud af sådan en pandemi, som har ramt hele verden?

På en eller anden måde så sker der noget godt selv i sådan en forfærdelig tid.

Jeg får slået fast i mit sind og i mine tanker, at jeg ikke tror, at Gud sidder i sin høje himmel og har planlagt at ramme os alle sammen. Han elsker både dig og mig og alle andre og vil os det vel.

I bibelen står der gang på gang: Frygt ikke! Og må Gud hjælpe mig med at overgive mig til Guds omsorg. Det er en svær øvelse, men det kan lykkes – med Guds hjælp.

Jesus siger: ”Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” Johs. Evangeliet kap. 8 vers 12. Vi er altså ikke alene – trods afstand til andre mennesker. Gud er nær!

Måske lærer vi i øjeblikket i vores fortvivlelse og angst at stole på, at Gud hører vore bønner, og at når alting vakler, så har vi dog ham som den klippe, vi kan stå på.

Da disciplene var ude at sejle, og der blev storm, og de blev bange, da kaldte de på den sovende Jesus, og han stillede stormen. Måske får vi i disse tider virkelig lært at bede!

En skrev: Lidelse har ikke mening – men lidelse kan FÅ MENING.

Når vi oplever sygdom, og når vi er kommet igennem en svær tid, så er vi mange, der siger bagefter, at vores liv har fået en ny prioritering. Pludselig ser vi livet i et andet lys. Nu er livet en gave, som vi får givet på ny hver dag – før var meget en selvfølge.

Og så har vi hinanden – selv på afstand! Sikke en fest vi skal holde, når alt bliver normalt igen!!

Kirken i Allehelgen er ofte fyldt, men mon ikke vi vil se en endnu mere fyldt kirke, når vi engang får lov, og når vi kan være trygge ved at sidde tæt sammen! Indtil videre er vi mange, som mødes på nettet.

Hvis I kender nogen, som ikke er på nettet, og som derfor er meget alene, så vil jeg opmuntre jer til at give dem en opringning og sige, de ikke er glemt!

Hvor jeg glæder mig til at se jer alle igen – ansigt til ansigt.

Kærlig hilsen Agnethe Zimino


Mandag den 20. april, Line Bønding

Igen i dag er der mulighed for at lave en Lectio Divina over søndagens evangelium: Johannesevangeliet 21,15 - 19.

I går, 1. søndag efter påske, udlagde min kære kollega Suzette teksten for os. I dag er der mulighed for at gå til teksten på en helt anden, mere meditativ måde, hvor man slipper analysen og trangen til at ville forstå.

Lectio Divina betyder guddommelig læsning, og når man læser på denne måde, så lader man Gud tale til sig igennem tekstens ord. Der ikke skal komme et bestemt resultat ud af læsningen. Ikke et bestemt produkt. Ikke en bestemt følelse. Man skal ikke nødvendigvis blive et klogere eller bedre menneske.

Lectio Divina kan, ligesom mange andre meditationsformer, være en hjælp i øvelsen i at blive mere procesorienteret end resultatorienteret. En hjælp til at være i det, der er, fremfor at flygte ud i al mulig mere eller mindre fornuftig aktivitet, som kan dulme smerten, når det gør ondt.

Jesus siger: Jeg er vejen, sandheden og livet. Det betyder (blandt andet), at vejen i sig selv er målet, processen i sig selv er målet, når det drejer sig om livet, kærligheden og fællesskabet. Væren lige her og nu er målet.

Nærværende video, som varer ca. 30 minutter, indeholder en Lectio Divina over Johannesevangeliet kap. 20,15 - 19. Inden man kaster sig ud i det, er det godt at have fundet sin Bibel frem og have slået op på den tekst, der skal mediteres over. Man skal også bruge blyant og papir. Og man skal sørge for at sidde godt og have skabt et rum omkring sig, som stemmer sindet til stilhed og meditation.

Lectio Divina, som metoden præsenteres her, foregår således (man vejledes hele vejen igennem):

-Indledning. -Kort afspænding/indledning til stilhed. -Bøn

-Teksten læses højt første gang (Joh. 21,15 - 19). -Lectio: 5 minutters stilhed, hvor man læser teksten selv i stilhed og gerne lukker øjnene og visualiserer tekstens billeder. Man Lytter til Guds ord med hjertets ører. Og så vælger man ét ord, som taler særligt til en og skriver det ned på et stykke papir.

-Teksten læses højt anden gang. - Meditatio: 5 minutters stilhed, hvor man så at sige tygger drøv på Guds ord sit hjerte. Igen lyttende til hvad teksten siger en. Det kan noteres kortfattet på papiret.

-Teksten læses højt tredje gang. - Oratio og Contemplatio: 5 minutters stilhed (Oratio) Man lader sit hjerte tale til Gud i bøn ud fra det, som teksten har sagt en. (Contemplatio) Man hviler i Gud

-De sidste 5 minutter: Man skriver det ned, som teksten har inspireret en til. - Bøn - Fadervor - Apostolsk velsignelse.

--

Når man laver Lectio Divina sammen med andre, så har man mulighed for meget kort at dele med de andre, hvad teksten eventuelt har sagt en. Det har man af gode grunde ikke, når man gør det alene. Men hvis man har brug for at dele med nogen eller har spørgsmål til noget, er man naturligvis velkommen til at skrive det til mig i Messenger fx. Lige pt. har jeg dog ferie, men jeg er tilbage tirsdag den 28. april.

Med ønsket om en fredfyldt og glæderig mandag den 20. april.

Kærlig hilsen, Line Bønding


Søndag den 19. april, Suzette Ejdrup

Det er i dag første søndag efter påske. Det er det også for disciplene i teksten fra Johannesevangeliet, som er denne søndags prædiken tekst. Dagens tema er tilgivelse, forsoning og efterfølgelse, som vi hører i samtalen mellem Jesus og Simon Peter:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!« (Johannesevangeliet 21,15-19)

I teksten fra Apostlenes gerninger kan vi høre, hvordan Peter tog den opgave på sig, som Jesus gav ham om at være hyrde og vogte Jesu får og lam. Teksten er et uddrag af den prædiken, som Peter holder pinsedag i Jerusalem, efter at Helligånden er kommet over ham og disciplene og sat sig på dem som tunger af ild:

Peter sagde: Israelitter, hør disse ord: Jesus fra Nazaret – en mand, der er udpeget af Gud for jer ved mægtige gerninger og undere og tegn, som Gud gjorde gennem ham midt iblandt jer, sådan som I selv ved – ham fik I udleveret efter Guds fastlagte bestemmelse og forudviden, og ved lovbryderes hånd naglede I ham til korset og dræbte ham. Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden. Om ham siger David nemlig: Jeg havde altid Herren for øje, han er ved min højre side, for at jeg ikke skal vakle. Derfor glædede mit hjerte sig, og min tunge jublede, ja, mit legeme skal bo i håb. For du vil ikke lade mig blive i dødsriget, din hellige vil du ikke lade se forrådnelse. Du lærte mig livets veje, du vil mætte mig med glæde for dit ansigt. (Apostlenes gerninger 2,22-28)

Det er som nævnt i dag den første søndag efter påske, det er det også for disciplene i evangelieteksten. Sidste søndag morgen opstod Jesus fra de døde, og om aftenen viste Jesus sig kortvarigt for sine disciple. En uge senere viser Jesus sig for tredje gang. Denne gang ved strandbredden af Tiberias sø.

Vi er tilbage der, hvor alting begyndte for Simon Peter, Johannes´ søn. Vi er tilbage til dengang, hvor Jesus kaldte ham og de andre mænd til sine disciple med sin opfordring: ”Følg mig!” Fiskeren Simon smed alt, hvad han havde i hænderne og fulgte Jesus. Fiskeren Simon bliv i tiden derefter til Peter Menneskefiskeren. I dag er vi tilbage ved søen. Disciplene har været ude at fiske den ganske nat, dog uden at fange noget som helst. Her tidligt om morgenen står Jesus på strandbredden og opfordrer dem til at kaste nettet ud på den højre side af båden, for så skal de få fangst. Og fangst får de. Masser af fangst. På strandbredden tilbereder de fisk og brød over bål og spiser sammen med Jesus. Efter måltidet indleder Jesus en fortrolig samtale med Peter. ”Elsker du dig mere end de andre?” spørger Jesus. ”Ja, Herre, du ved jeg har dig kær”, er Peters svar. Hele tre gange spørger Jesus om Peter elsker ham. Og tre gange svarer Peter, at han har Jesus kær, det ved han da. Bedrøvet bliver Peter over at blive spurgt igen og igen og igen. Umiddelbart kan det da også lyde som et forhør – en eksamen. Det kan virke anmassende og insisterende. Det kan lyde som et menneske, der spørger i tvivl og usikkerhed. Et menneske, der higer efter en bekræftelse, som han føler sig usikker på, om han får. Men Jesus er ikke usikker eller i tvivl. Han er i gang med at genskabe Peters mod og selvtillid efter de frygtelige påskedage. Peter havde gennem de sidste 3 år og senest skærtorsdag lovet Jesus at følge ham i tykt og tyndt. Han havde lovet at følge Jesus til verdens ende. Men Peter endte med at svigte totalt, da det kom til stykket. Han havde overvurderet sig selv, og inden hanen havde galet samme nat, havde Peter allerede tre gange fornægtet sit kendskab og venskab til Jesus. ”Jeg kender ikke det menneske, I taler om”, hørte Peter sig selv sige tre gange. Tre gange spørger Jesus ham derfor - en gang for hver fornægtelse; elsker du mig, har du mig kær, har du mig kær? Og for hver en skamfuld benægtelse i den mørke nat før Jesu død, får Peter en ny chance for at bekende i dagslyset, at han elsker Jesus. Peter tages til nåde – han får sine synders forladelse og ikke kun med ord – for med Jesu tilgivelse følger også en opgave: ”Vogt mine lam. Vær hyrde for mine får. Vogt mine får”. Peter bliver kaldet til at være hyrde og vogte hjorden. Være hyrde og vogte menigheden. Det er en tilgivelsens og forsoningens øjeblik. ”Uden tilgivelse er der ingen fremtid”. Sådan sagde engang den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, som sammen med Nelson Mandela arbejdede med den sandheds- og forsoningskommission, der skulle hele Sydafrika efter apartheid. Der er ikke er nogen fremtid uden tilgivelse.

Gælder det også os i dag? Også i det små og det helt nære? Gælder det også at vi skal tilgive de mennesker, som vi synes svigtede os? Dem, som ikke var der nok for os - ikke ringede til os, da vi havde brug for det. Ikke sendte en varm og opmuntrende sms, da vi havde brug for det. Dem som ikke bakkede os nok op, stod op for os og talte vores sag, da vi havde behov for det? Gælder det også for dem, der har såret os så meget, at vi brød båndene stille og roligt eller højlydt og i voldsomhed. Det være båndene til familie, venner eller andre mennesker, det stod os når. Folk vi havde forventninger til, men som ikke kunne leve op til det, vi ønskede og håbede på fra deres side? Gælder det også på det store plan – at vi skal tilgive de mennesker, der på forskellig vis rundt omkring i den ganske verden skaber død og ødelæggelse og kaos omkring sig? Dem der hærger med terror og ufred? Er der ikke grænser for hvilke menneskers modbydeligheder, vi skal tilgive for at have en fremtid? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at tilgivelse ikke er det samme som accept eller tolerance af forbrydelsen – af overtrædelsen. Og tilgivelse er ikke at glemme, det skete. Jesus havde ikke glemt. Peter havde ikke glemt. Sket var sket. Det gjorte kan ikke gøres ugjort. Men Peter blev tilgivet. Og Peter kunne bruges: ”Vogt mine får”. Det handler om forsoning og tilgivelse, men også om opbygning. Peter bliver udvalgt og indsat som menighedens leder. Peter skal videreføre Jesu hyrdegerning. Og nok skal Peter tage vare på hjorden, men heller ikke han skal være foruden hyrde. Jesus selv vil gå i forvejen og lede ham. Følg mig!, siger Jesus. Og Peter tager kaldet, opgaven og gaven på sig. Pinsedag ser vi ham stå frem og prædike Guds ord høj og klart i Jerusalem. Så overbevisende er han, at 3000 mennesker efterfølgende lader sig døbe i Jesu Kristi navn. Peter havde i sandhed taget opgaven på sig – at være hyrde for Jesu får. ”Følg mig!” sagde Jesus den dag til Peter. Og han siger det til os i dag: ”Følg mig!” Vær mine efterfølgere, fortæl om mig – bring mennesker og Gud sammen ved at forkynde evangeliet. Gør som jeg har gjort; tilgiv hinanden, bær over med hinanden, elsk hinanden, tag jer af hinanden, vogt hinanden, ræk hænderne ud til de syge, de ensomme og de udstødte, de sorgfulde, dem der savner, gå ud og gør verden til et folk, som har Gud som far, og hinanden som brødre og søstre. Derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Lad os bede sammen: Vor Gud og Fader i himlen. Tak for at du er vor hyrde, og vi dine får. Tak for at du viser os vejen at gå. Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn. Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Vær med alle de mennesker, der på forskellig vis knokler hårdt for at hjælpe os alle i denne tid. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Rigtig glædelig og velsignet søndag ønskes I alle.

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup


Lørdag den 18. april, Suzette Ejdrup

Dagens ord til opmuntring og inspiration er et kort filmklip. En kort video af en solopgang som jeg så den fra Amager Strand den anden dag. Bedre start på dagen kan jeg ikke få. Måske I kan få den samme glæde. Læg mærke til solens smukke rød-gule farve. Hør fuglenes sang. Måske I nærmest kan mærke solens varme stråler? Måske I som jeg kommer til at tænke på Grundtvigs skønne morgensalme ”Morgenstund har guld i mund”?

1.Morgenstund har guld i mund; for natten Gud vi love; han lærte os, i Jesu navn, som barnet i sin moders favn vi alle sødt kan sove.

2.Morgenstund har guld i mund; vi til vort arbejd ile, som fuglen glad i skov og vang udflyver med sin morgensang, genfødt ved nattehvile.

3. Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde, og glædelig er hver en dag, som leves til Guds velbehag, om end vi måtte græde.

4. Gå da frit enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.

5. Sol opstår, og sol nedgår, når den har gjort sin gerning; Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små! Da randt for os guldterning. N.F.S. Grundtvig 1853.

I ønskes en skøn og solrig lørdag.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup


Fredag den 17. april, Suzette Ejdrup

Nu er Danmark så småt åbnet op. Men udsigterne til et helt og holdent genåbnet Danmark synes langt borte. Det synes, at der er så lang tid til, at vi kan ses igen til gudstjeneste. Lang tid til at vi kan mødes ansigt til ansigt med bekendte, venner og familie, arbejdskolleger. Lang tid til at vi får en almindelig hverdag med dets faste og kendte rutiner og vaner med fritidsinteresser, arbejde og et socialt liv med andre. Det kan gøre det svært at bevare håbet. Det gælder for alle – både unge, gamle og os midt imellem.

For en lille uge siden var det påskedag. Og hvis der overhovedet har været pyntet op til påske, er æg, harer og kyllinger sikkert pakket væk. Påsken er forbi. Men påskens budskab er ikke forbi. Påskens budskab kan vi leve på hver dag og altid. Det kan kaste sit lys på os, vores liv og vores hverdag – hvor forandret og mærkværdig, den end er for tiden. For påskens budskab er, at der altid er håb. Ved Jesu opstandelse gør Gud det umulige muligt. Ved Jesu opstandelse sejrer lyset over mørket. Ved Jesu opstandelse vinder livet over døden. Det tænder et håb. Et håb der kan give os mod på livet og tro på fremtiden. Og det kan der i sandhed være brug for. Vi har brug for at tro på, at der er lys forude. Vi har brug for håb.

I daglig tale betegner håb en tillidsfuld forventning om noget glædeligt, der vil indtræffe i fremtiden uden, at der foreligger en objektiv sikkerhed derfor. Der er ingen garanti for, at det glædelige sker. Så håbet er det, der driver os frem trods eventuelle dystre prognoser. Håbet er det, der skaber mening og sammenhæng mellem os selv og omverdenen, mellem nutid, fortid og fremtid. Uden håb vil alt gå i stå. Og håb findes, hvor der er mennesker, der håber.

Et symbol på håb er et anker. Ankeret er kendt fra søfarten. På større både og skibe har der altid været et anker. Når man kom i havsnød, blev ankeret kastet ud. Det satte sig fast på bunden, så en ulykke blev undgået. Man satte dermed sit håb til ankeret. I kristendommen er ankeret som nævnt også et symbol for håb. Håbet er knyttet til Kristus. I fodbold omtales målmanden ofte som den sidste ankermand – den sidste mulighed for at modstanderne ikke scorer. Overført til kristendommen siger vi, at Kristus er ankermand – redningsmand. Vi sætter vort håb til ham som den korsfæstede og opstandne Frelser, sådan som Han åbenbarer sig i påskens fortælling.

Håb kan komme af tro. Og håb kan blive givet til os af et andet menneske eller det store fællesskab. Som kristne tror vi på en Treenig Gud - Gud som Fader, Søn og Helligånd. De tre personer i Treenigheden er knyttet til hinanden og forbundet med hinanden og afhængige af hinanden og får kraft fra hinanden. På den måde er den Treenige Gud er et billede på det kærlighedsfællesskab og den forbundethed, der også er mennesker imellem. Når vi skal holde modet oppe, kan vi tænke på det billede. Vi mennesker er også afhængige af hinanden og vi får kraft og styrke fra hinanden. Selvom det nu kan føles som, at vi lever som øde øer lukket inde i hver vores bolig og hver for sig, så er vi ikke øde øer, der flyder isolerede og upåvirkede rundt hver for sig. Vi har brug for hinanden, vi er afhængige af hinanden, vi har ansvar for hinanden og fællesskabet. Og derfor er det så svært at skulle være adskilt. Men vi må huske på, at nok er vi ikke fysisk sammen, men vi er ikke alene. Vi er alle i samme situation - her i landet og såmænd også globalt står vi over for den samme udfordring – coronavirus. Selvfølgelig er vi udfordrede på forskellige måder alt efter vores familieforhold, boligforhold, samfundsforhold, økonomiske forhold - nogle af os er helt isolerede, fordi vi lever alene eller ikke kan gå ud pga. svagt helbred. Andre kan sidde med familien der hjemme. Andre må undvære familien og arbejde i døgndrift for fællesskabets skyld. Men alles hverdag er påvirket af coronavirus på en eller anden vis. Udfordringen er vi fælles om. Og netop i disse udfordringens tider ønsker jeg, at påskens budskab om, at lyset sejrer over mørket må tage bolig iblandt os, så håbet lever mellem os.

Ønsket om en god dag til jer alle.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup


Torsdag den 16. april, Suzette Ejdrup

I dag er det den 16. april, og Hendes Majestæt Dronning Margrethe fylder 80 år. En storstilet fejring over flere dage var planlagt. Men alt er aflyst pga. coronapandemien. Der bliver ingen karettur fra Amalienborg til Det Kongelige Teater, ingen gallamiddag på Christiansborg slot for det officielle Danmark og gæster fra ind- og udland, ingen morgenvækning på Fredensborg Slot og ej heller nogen fejring af dronningen kl. 12 på balkonen på Christian IX’s Palæ og siden på Københavns Rådhus´ balkon. I år har folket ikke mulighed for at hylde dronningen viftende med rød-hvide dannebrogsflag, hurraråb og fødselsdagssang. I hvert fald ikke på almindelig vis. I stedet er der fællessang for dronningen hjemme fra stuerne, altanerne, vinduerne og haverne såvel morgen, middag som aften. Så vor dronning bliver fejret med maner trods alt. Dronning Margrethe har dog selv frabedt sig at blive fejret med blomster. Hun opfordrer i stedet befolkningen til at sende blomster til en af de ældre medborgere, der sidder alene i denne tid. Hun foreslår os at drage omsorg for dem, der har det særligt svært. I denne situation ved at sende en buket blomster. Men dybest set har fantasien vel ingen grænser. Vi kan drage omsorg for hinanden og hjælpe hinanden på mange forskellige måder. Og vi ser det i fuld flor – familie, venner, bekendte og naboer imellem og gennem diverse grupper på facebook og andre sociale medier og gennem f.eks. Ældre sagen og Røde Kors´ hjælpenetværk er der mulighed for at få hjælp til hundeluftning, afhentning af medicin, indkøb og hjælp til andre praktiske gøremål, ligesom det er muligt at få eller være virtuel samtaleven. Mange mennesker mærker, at vi har brug for hinanden, at vi er afhængige af hinanden. Vi mærker, at vi hænger sammen. Vi hænger sammen og er viklet ind i hinanden som grene på et træ. Og lider en gren, lider alle. Glædes en gren, glædes alle. Vi er som grene på et vintræ, som det står i Johannesevangeliet 15.5: ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”. Jesus er som et livgivende og nærende træ, og vi er grene, der sidder på stammen. Vi er vokset helt sammen med stammen, som vi er vokset ud af. Vi er grene, der får vores næring, liv og evne til at vokse fra stammen. Måske er du en gammel og kroget gren, der har levet i mange år. Du har givet god frugt og dårlig frugt. Du er lidt skæv hist og her. Mærket af vind og vejr. Du har oplevet mange storme, og til tider har du troet, at du ville knække, men du er her stadig som en levende gren. Du er her stadig fordi, du har bevaret forbindelsen til træet. Du har hele tiden fået tilført ny kraft som holdt dig levende. Du har overlevet det hele, fordi træet har overlevet. Eller måske er du en helt ny grøn gren, et lille spædt skud. Helt frisk og helt uden mærker. Et barn eller ungt menneske der endnu ikke har mødt hverken oversvømmelse, tørke eller voldsomme storme. Du sidder helt selvfølgeligt på din plads, som det nyeste skud på stammen med livet foran dig.

Ung eller gammel eller midt i mellem - alle grene har hver sin størrelse, form og udseende. Selv de mærkeligste og mest skæve grene hører med til helheden og får træet til at se smukt ud. Og alle sidder vi på den stærkeste og mest livgivende stamme af dem alle. Må vi huske det også i dag på dronningens fødselsdag.

Med ønsket om en festlig og fornøjelig 16. april for jer alle.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup



Onsdag den 15. april, Line Bønding

"Madsen, Madsen, stjæl af kassen,
ellers bli’r du aldrig rig.
Glid fra konen, glem pensionen,
Lav et simpelt tyveri …

... Madsen, Madsen stjal af kassen
Hjemme i sin fødeby
Her er en visitation fra Assens
Og fra Villa Gitterly

Nu sidder Madsen i Assens og tænker
for tanker kan ikke lægges i lænker …"

Sådan lyder det i Shubiduas ’Krig og Fred’ … ja, det er en af de sange, der har lydt for mit indre øre i denne her tid med isolation og kraftige indskrænkelser af vores ellers grundlovssikrede frihed.
Personlig frihed. Forsamlingsfrihed. Bevægelsesfrihed.
Om man så bures inde, om friheden tages fra en, så er der én ting, man ikke kan tage: Vores tanker, siger sangen.
’For tanker kan ikke lægges i lænker’.
Om man bagbindes og får munden lukket med gaffatape, så kan enhver stadig tænke sit.

’Krig og fred’ er fra 1980; det var helt sikkert en tid med sine egne udfordringer. Selv var jeg 8 år dengang og havde kun opdaget et par af livets slagsider på det tidspunkt.

Men når man ser tilbage på den tid med vores øjne i dag, fra en tid med fake news, med manipulation med sandheder, med gaslighting (et nyt ord i mit ordforråd) med tvivlsomme nyheder, der kører i båndsløjfe på nyhedskanalerne og sociale medier, der ikke bidrager til at gøre billedet klarere – når man ser tilbage på 1980, så virker den tid så uskyldsren i forhold til i dag. Ja, det virker næsten som en evig sandhed, når Shubidua synger: ’Tanker kan ikke lægges i lænker’.

Men det er ikke sandt længere. Tanker kan godt lægges i lænker, for tanker kan kun tænkes frit og ubundet, hvis de springer ud af et sandt udgangspunkt. I hvert fald, hvis det er de store tanker, det handler om, og ikke bare dem der kværner i hovedet på os konstant. Alle de meninger, som vi danner os, træffer vi på baggrund af tanker om det, vi ser og hører i verden. På baggrund af, hvem og hvad vi opfatter som autoriteter i vores liv. Men når man ikke kan regne med det, man ser og hører, så er man i hvert fald nødt til at forholde sig relativt til de fleste af de meninger, man har om tingene.

Og tanker kan også lægge os i lænker, hvis tankerne og de derudaf springende meninger ophøjes til sandheder, som man ikke må stille spørgsmålstegn ved.

Det er selvfølgelig en håbløs romantisering af fortiden og af 80’erne jeg er ude i her. Det ved jeg godt. Det har til alle tider været en sund erkendelse at gøre sig, at ens tanker er bundet af det grundlag de springer ud af. Men det er en rigtig sund erkendelse at gøre sig ikke mindst i denne Coronatid, hvor det fyger omkring ørerne på os med teorier og meninger om, hvad der er op og ned i denne her sag.

Heldigvis lever vi i et land, hvor en del af vores personlige frihed også er ytringsfrihed. Den er (endnu?) ikke taget fra os. Og den skal vi give hinanden lov til at have. Også selvom vi synes, at den anden siger noget vrøvl.

Når man ytrer sine tanker om en sag, så kan man lytte til sine egne ord, man kan lytte til den andens respons, som kan være saglig eller følelsesladet. Og så kan man flytte sig, hvis man bliver overbevist om noget andet end det, man tænkte først. Hvis man ikke må udtrykke sine tanker åbent med ord, så kan de vokse sig store i hovedet på en, og så bliver det først farligt for vores samfund og fællesskab.

Jesus siger: Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. (Joh. 11, 11 – 13).

Vores tanker og meninger er bundet til det grundlag, de springer ud af. Og i lyset af Jesu ord her, så er grundlaget, som vores tanker og meninger springer ud af nok for det meste daglejeren, der stikker af og flygter, når ulven kommer og går på rov blandt fårene.

Det vil sige, vores tanker og meninger har sikkert et glimt af sandhed i sig. Men absolutte kan de aldrig blive. Og tanker og meninger er blot tanker og meninger. De er flygtige og de er ikke den, vi virkelig er.

Vi stikker dybere end det. Vi er mere end det. Og det mere vil den gode hyrde, Jesus, hvis navn betyder ’Herren frelser og befrier’, vise os hen til. Den gode hyrde, som går igennem ild og vand for os og med os. Den gode hyrde, som leder os til de grønne enge ved det stille vand, hvor vi får lov til at smage den sande frihed. Den frihed, som jeg tror, at de fleste af os ønsker reflekteres også på det mere relative plan i vores liv. Både i de nære forhold, som vi lever i og på samfunds- og verdensplan.

Store dele af vores personlige frihed er pt taget fra os pga. coronakrisen. Der er så vidt jeg ved endnu ikke lavet hastelove om ytringsfriheden. Men jeg synes, at vi ligger lige på grænsen til at tage den fra os selv, når der bliver råbt højt på fx Facebook om, hvad man må mene og ikke mene, og om man tror, at man selv er ekspert, når man tillader sig at mene noget andet end eksperterne.

Så hvis du hører noget, du synes er noget vrøvl, så luk enten ørerne og glæd dig over, at du lige som den anden har ret til at tænke og ytre dit eller sig den anden imod. Men husk, at også du udtaler dig fra et relativt udgangspunkt. Det kan måske tage brodden af harmen over den andens helt forkerte mening ;-)

Lad os nu værne om den, friheden, og huske på, hvad det er for et samfund vi selv ønsker at leve i.

Med ønsket om en smuk og dejlig onsdag den 15. april. Kærlig hilsen Line Bønding

NB. Dette var ikke en opfordring til at stjæle af kassen, men til at værne om vores frihed :-D

https://www.youtube.com/watch?v=nMgUiv95T8g



Tirsdag den 14. april, Line Bønding
I dag vil jeg fortælle lidt om en særlig meditativ måde at læse Bibelen på. Lectio Divina hedder den. Den guddommelige måde at læse på.

Traditionelt set er det Bibelen man læser, men jeg vil mene, at man egentlig kan læse en hvilken som helst tekst på denne måde – og lade Gud tale til sig igennem tekstens ord. Pointen med Lectio Divina er, at der ikke skal komme et bestemt resultat ud af læsningen. Ikke et bestemt produkt. Ikke en bestemt følelse. Man skal ikke nødvendigvis blive et klogere eller bedre menneske. Det er ikke en analyserende måde at læse på. Man skal heller ikke nødvendigvis forstå teksten i sin helhed.

Skal der komme et resultat ud af læsningen, skal læsningen bære frugt, så skulle det være, at man lærer sig selv bedre i kende i sit forhold til Gud. At man bliver funderet bedre i sit gudsforhold. At man mærker, at forholdet til Gud er et levende forhold, og at den bog, der måske ellers står på hylden og samler støv, kan være med til at formidle det forhold på en levende måde.

Når verden ikke lige er ramt af coronavirus, så er vi ellers meget styret af at være målrettede og resultatorienterede. What’s in it for me?! spørger mange, og kun hvis man får noget håndgribeligt ud af noget, et udkomme, en god oplevelse, ud af et forhold fx, eller ud af at være med i en forening, eller måske endda også ud af at gå i kirke, vil man investere sin tid på det. Jeg vil fx gerne være glad, når jeg går fra kirke, eller føle fred. Men er det så forkert, hvis jeg føler noget andet? Skal jeg så holde op med at komme og finde et andet sted hen, som giver mig den følelse, jeg gerne vil have?

Ja, det er jo ikke fordi, at det er helt tosset ikke at ville spilde sin tid på hvad som helst. Men nogle gange er det også bare godt at give slip på det målrettede og resultatorienterede og tage imod det, som nu engang kommer til en. Det kunne være, at der er en grund til, at man fx går ked af det fra kirke, og at det kunne være hensigtsmæssigt at se nærmere på det. Også selvom det forstyrrer freden.

Jeg tænker, at denne tid med coronavirus har været – og en rum tid endnu fortsat vil være – en god mulighed at i øve sig i dette. I hvert fald for alle dem, der ikke har så meget at lave i løbet af dagen lige nu, fordi meget af det, man ellers brugte sin tid på er lukket pt.

Lectio Divina kan, ligesom mange andre meditationsformer, være en hjælp i denne øvelse i at blive mere procesorienteret end resultatorienteret. En hjælp til at være i det, der er, fremfor at smutte ud i al mulig fornuftig aktivitet, som kan dulme smerten, når det gør ondt.

Jesus siger: 'Jeg er vejen, sandheden og livet' (Joh. 14,6b). Det betyder, at vejen i sig selv er målet, processen i sig selv er målet, når det drejer sig om livet, kærligheden og fællesskabet. Væren lige her og nu er målet.

Nærværende video, som varer ca. 40 minutter, indeholder en Lectio Divina over Johannesevangeliet kap. 20, 1 – 18. Evangelielæsningen til 2. Påskedag, som blev udlagt af min kære kollega, Mik Kjerulff, i går.

I dag går vi til teksten på en helt anden måde. Det er godt at have læst Miks udlægning forinden, men ikke en forudsætning for at gå ind i Lectio Divina over teksten.

Men at have læst Miks ord kan hjælpe til at huske teksten i sin helhed, huske slagets gang, om man så må sige, som er en del af Lectio Divina; at man lærer sig teksten uden ad. Dvs. at man kan huske, hvad der sker, scene for scene.

Lectio Divina, som metoden præsenteres i nærværende video, foregår således:

Indledning.
Kort afspænding/indledning til stilhed.
Bøn.

Teksten læses højt første gang (Joh. 18, 1 – 20).
Lectio: 5 minutters stilhed, hvor man læser teksten selv i stilhed og gerne lukker øjnene og visualiserer tekstens billeder. Man Lytter til Guds ord med hjertets ører. Og man vælger ét ord, som taler særligt til en og skriver det ned på et stykke papir.

Teksten læses højt anden gang.
Meditatio: 5 minutters stilhed, hvor man så at sige tygger drøv på Guds ord sit hjerte.
Igen lyttende til hvad teksten siger en. Det kan noteres kortfattet på papiret.

Teksten læses højt tredje gang.
Oratio og Contemplatio: 5 minutters stilhed
(Oratio) Man lader sit hjerte tale til Gud i bøn ud fra det, som teksten har sagt en. (Contemplatio) Man hviler lyttende i Gud

De sidste 5 minutter: Man skriver det ned, som teksten har inspireret en til.

Bøn Fadervor Apostolsk velsignelse.

--

Når man laver Lectio Divina sammen med andre, så har man mulighed for kort at dele med andre, hvad teksten eventuelt har sagt en. Det har man af gode grunde ikke, når man gør det alene. Men hvis man har brug for at dele med nogen eller har spørgsmål til noget i denne forbindelse, er man naturligvis velkommen til at skrive det til mig i Messenger fx.

Med ønsket om en fredfyldt og glæderig tirsdag den 14. april.

Kærlig hilsen, Line Bønding

2. påskedag, den 13. april, Mik Kjerulff

Så blev det 2. påskedag, i den særeste påskefejring. I dag er Krisus opstanden og vi der er afsondrede for at forsøge at forhindre Corona-smitten, skal til at indstille os på at samfundet igen så småt lukker op. I salmebogen findes følgende bøn til dagen idag:

Herre, vor Gud, du som i påskens under har givet verden den gave, som kan læge alle dens lidelser, dig beder vi. Følg med din Himmelgave os, dit folk, på vor vandring, så vi må få den fuldkomne frihed, og gå frem mod det evige liv ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Selvom samfundet så småt lukker op, så er såkaldte udsatte grupper jo stadig udsatte og myndighederne har gjort det klart at vi skal indstille os på at fortsætte med at holde afstand. Påskemorgen var stenen som spærrede til Jesu grav rullet væk og graven var tom. I Johannesevangeliet er det beskrevet således:

Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. Johannesevangeliet 20,1-18

Det interessant at Maria faktisk ikke kan genkende Jesus først. Vi tror på opstandelsens mysterie, og dér bliver vi – midt i mysteriet. Det er ikke opstandelsestroen som kræver naturvidenskabelige vidnesbyrd, men derimod mennesker som har så svært ved at invitere den dimension af tilværelsen indenfor i sjælelivet. ”Hold mig ikke tilbage. For jeg er endnu ikke steget op til Faderen” siger Jesus. Det er meget mystisk og det var det også på Jesu tid – og Johannes forfatterens! Hvorfor ser Maria to engle i graven, efter at Peter og den anden discipel har været inde i en tom grav? Der er mange spørgsmål som melder sig, hvis man kræver at komme bag om tekstens indeholdte mysterier og det i sig selv er et spørgsmål til læseren. Kræver du det?

Vil vi holde Jesus tilbage i den fysiske virkelighed eller vil vi tillade at han stiger op til Faderen? Jesus siger til Maria: ”Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud”. Det er den information Maria giver videre til de tvivlende disciple sammen med hendes vidnesbyrd: ”Jeg har set Herren”.

I en tid med Corona-virus er det vigtigt at vi fortsat holder afstand også når vi forlader vores grav-lignende isolation. At dømme efter en del, friske potentielt raske smitte-bæreres ageren i by-rummet, tror mange såmænd heller ikke på myndighederne og naturvidenskaben mere, men er begyndt at slække en del på sikkerheden. Hvis man hverken tror på naturvidenskaben eller evangeliets mysterier hvor er vi så henne? Tror man så udelukkende på sig selv, medens man udsætter andre for risiko? ”Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves” lyder et ordsprog og selv usårlige smittebærere kan blive ramt, hvis de indirekte bliver årsag til dødsfald i den nærmeste familie. Det er desværre virkeligheden men måske må man undskylde specielt unge mennesker med at de tilsyneladende tit lever i en anden verden og grundlæggende er det jo godt at have appetit på livet og samværet. I vores fælles opstandelse inviteres vi i påsken til en ny fælles bevidsthed om at Jesus lever. Det gør vi år efter år, men måske har det budskab de allerbedste forudsætninger for at blive forstået netop i år. Vi skal lære – og er i gang med at lære nærvær, samvær og fællesskab på en ny måde. Den fysiske kontakt er vigtig og mange har jo måttet undvære den – også før Corona-virus pålagde os ikke at røre ved hinanden og at holde afstand. Det afsavn vi alle føler i denne tid, er et eksistensvilkår for mange, unge som gamle, i den moderne ensomhedskultur. Derfor kan vi nu tale om et tabu som mange tidligere har haft svært ved at forstå. Et klem og et kram er livsvigtigt – og nu også dødsens farligt. Øjnene er sjælens spejl siger man. Vi har forhåbentlig fået øje på hinanden – fået øjne for hinanden, midt i denne mærkelige tid. Det skal vi lære at omsætte i det fysiske nærvær, bevæbnet med sprit og gode tillagte vaner. Så må vi lære hvordan vi kan mødes når vi træder ud af vores egen isolation – som kan føles som et gravkammer, ud i en taknemmelighed for det liv vi har og savner med hinanden. Lad os sammen tage det sorte kors fra graven og lad os plante en lilje hvor det stod. Den treenige Gud holder ikke to meters afstand og derfor siger vi: Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.


Påskedag den 12.april, Mik Kjerulff



Så blev det påskesøndag, i den underligste påske vi har fejret i en menneskealder, måske endda alle menneskealdre siden forkyndelsen af Kristus lød første gang!

I salmebogen står følgende bøn:

Herre, vor Gud, som på denne dag lod din enbårne Søn nedkæmpe døden og åbne evighedens porte for os, du, som selv har lagt os i hjertet, hvad vi beder om, hjælp du også vore bønner på vej til dit hjerte, ved sin søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.

Som med påskens eget drama har samfund verden over været draget ind i den stille uge på en baggrund af død. Vi er midt i det, det er påskesøndag i dag og Kristendommens opmuntrende budskab lyder: Kristus er opstanden. Evangelisten Matthæus skriver således:

"Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det". Matthæusevangeliet 28,1-8

Kristus er opstanden! Hvad betyder det? Det betyder, at døden ikke får det sidste ord. Hvis fortællingen om jøden Jesus´ død på et kors - for at tale imod løgn og hykleri i det samfund som forstod sig selv på baggrund af Toraen, som vi kalder ” det Gamle testemente” - var slut her, ja så havde historien ikke levet i dag. Så var Jesus en profet i rækken af profeter og vi venter stadig på Guds åbenbaring. Det er bare ikke sådan historien er. Evangelierne fortæller at Jesus opstod fra de døde og det er der naturligvis en ganske afgørende pointe i. Døden fik ikke det sidste ord og det skal døden aldrig få lov til. Der er mere til historien og det har givet forudsætningen for hvordan kristne mennesker lever og orienterer sig i tilværelsen. Det betyder ikke at man ikke kan blive ramt at sorg. Det betyder ikke at man ikke kan knække sammen, at der ikke er tvivl og mismod – alle de menneskelige følelser som vi nu engang bliver nødt til at forholde os til. Men det betyder, at der alt det til trods er en stadig insisteren på at Gud er, og at livet og kærligheden sejrer til sidst – selv gennem døden!

Det man som oftest bliver bebrejdet af ikke-troende, hvis man som menneske tror på Gud, er det faktum, at der er død og ødelæggelse i Guds skaberværk. ”Hvis der er en Gud, hvor kommer Corona-virus så fra og hvorfor accepterer Gud kræft-diagnoser, sult og flygtningelejre?” Det er som om det, der er åbenlyst meningsløst, også kræver at vi mennesker skal acceptere at skaberværket er det og vi må ikke insistere på at der er mening på trods af det meningsløse og absurde. Skal man acceptere den præmis?

Nogle kristne mennesker drister sig til at sige at der er mening i det meningsløse som derfor ikke er meningsløst men på en eller anden måde ”giver mening”. Jesus selv taler imod en sådan opfattelse, men ikke desto mindre er Guds tro ofte ledsaget at tanker om ”Guds retfærdighed”.

Man kan også møde kristne mennesker som mener at der er mening i det meningsløse, men at vi bare ikke kender Guds vilje.

Andre kristne igen mener, at der ikke er mening i det meningsløse, men at det er op til os – alt det absurde til trods - at skabe mening, gennem troen på Gud, livet og kærligheden. Såkaldte ”kristne” udgør nemlig en bred vifte af mennesker og teologien tager de spørgsmål op som vi aldrig bliver færdig med at tale om. Nogle gange synes livet som bekendt mere uretfærdigt end andre, og det er kun rimeligt, at vi skriger bebrejdende til Gud og spørger efter mening når vi for alvor bliver ramt. Som troende menneske har man dog én at skrige sin bebrejdelse til!

Det er en vigtig pointe, at Jesus var et menneske i kød og blod, som tog del i den verden som var lige så urimelig og uretfærdig som den altid har været. Der var fattige og syge og han hjalp ikke alle, men dem han mødte på sin vej, og gerne med en efterfølgende belæring. Han blev selv forrådt, mishandlet og døde, henrettet på et kors. Færdig.

Det er klart at man må forvente mere af Gud selv. Thor havde helt sikkert smadret Romerne og de selvfede præster i templet med sin hammer og han er ikke engang øverste gud! Kunne Jesus ikke sagtens have kureret al sygdom? – ikke bare den han stødte på, når folk kom til ham. Han havde givetvis en guddommelig hyper-sensibilitet så han kunne fornemme sygdom på kilometers afstand og kunne ganske givet ”fjern-heale”, dårlige rygge, slidgigt og alt andet! Jamen hvorfor gjorde han det så ikke? Tja…

Gud blev menneske og det er netop præmissen. Mennesker kan ikke flyve og både superman og Ironman er trods alt tegneseriehelte. Mennesker kan ikke forhindre alverdens ulykker - tydeligvis heller ikke pandemier. Jesus sagde og gjorde. Jesus var et menneske som hele tiden var sig sit guddommelige ophav bevidst. Jesus tog del i lidelsen medens han var i kærlighedens væsen. Det tror vi på og Jesus lod os vide at døden ikke sejrer. Graven var tom. I og med opstandelsen fik vi frelsen for her blev det for alvor klart at livet og kærligheden overvinder alt - selv døden. Derfor kan det råbes ud med sang fra alle de altaner hvor vi med salmer og anden fællessang insisterer på glæden: Kristus er opstanden, Ja, han er sandelig opstanden!

Vi skal som ansvarlige mennesker få livet til at fungere igen. Det kræver en ny måde at være til på. Det er vigtigt, det der med hygiejnen, hvis vi vil værne om hinanden og livet – det er indlysene. Men der er også sket noget andet vigtigt. Vi har set hvordan vi har givet skaberværket, vores alle sammens moder jord og os selv til hårdt tiltrængt pusterum, i en situation hvor vi ingenting kan gøre andet end at forholde os roligt – i vores isolation. Det burde ærligt talt kunne give stof til eftertanke. Hvad er det for en verden vi går ud i, når vi med Jesus går ud af graven? Måske skulle vi orientere os efter nogle andre parametre end økonomi. Det er, om noget, absurd at vi accepterer en verdensorden hvor 1 pct. ejer alt og den rå kapitalisme galoperer derud af, medens advokater og banker grådigt tager del i snyd med udbytteskat og hvidvaskning af meget onde penge i massivt omfang. Når vi kommer ud af isolationen og graven bør vi spørge os selv som det fællesskab vi er. Er det virkelig mere af det samme vi har brug for – altså dengang da det hele lukkede ned? Hvad med noget andet? En ny bevidsthed om vores skrøbelige verden – en ny ansvarlighed om livet og kærligheden, fremfor pengene som den altstyrende faktor i verden – På denne påskedag siger vi derfor: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Rigtig glædelig påskesøndag.


Påskelørdag den 11. april, Line Bønding

Det er Påskelørdag. Bag os ligger Langfredags grusomme begivenheder med den lange tur ad Via Dolorosa ud til Golgata, Hovedskalsstedet, som endte med korsfæstelse og død. Påskelørdag var Jesus ifølge traditionen i dødsriget for at prædike evangeliet til omvendelse for de døde. Men for dem, han havde efterladt på jorden, hans disciple, venner, familie var der kun tomhed og forladthed. Skriftlige intellektuelle analyser af, hvordan de kan have haft det, kan måske være nok så rigtige, men de kan umuligt nå i dybden af hvordan de virkelig havde det.

Der skal stilhed til.

Og måske skal der poesi til.
Så hermed følger et forsøg på en forladt discipels klagesang. Måske kan den vække genklang ind i den situation, vi alle sammen befinder os i nu med isolation og for manges vedkommende ensomhed:


En forladt discipels klagesang
Stilhed.
Her er helt stille.
Ikke den der søndagsrolige stilhed,
hvor alt ånder fred og idyl,
lige inden verden vågner
og begynder at larme igen.
Ikke den stilhed,
der får hjertet til at banke
og pumpe meningsfuldhed rundt i kroppen,
som fylder mig med glæde.
Nej, den knugende, grå stilhed
efter alt er brast sammen.
Alle drømme og håb
er faldet til jorden,
som luftkasteller
illusioner,
som ikke længere kunne holde sig selv oppe.

Det eneste, der bryder stilheden
er klagende stemmer,
irritable stemmer;
og stemmer, der irriteret klager
over de klagende og irritable stemmer.
Og som et tredobbelt ekko,
er der igen stemmer,
der klager irriteret over de første to.

Andre igen forsøger at løbe væk fra stemmerne,
idet de holder sig til hovedet,
som skulle det sprænges indefra
af situationens dirrende intensitet.
Den skærende, pågående intensitet af klagesang og irritation.
Klagesang over den tabte mening.
Over fortællingen, som blev væk.
Irritation, som et forgæves forsøg på
at holde sammen på det hele,
og som et forsøg på ikke at give sig hen
til det, der er.
Fordi det er så svært at være i.
Et forsøg på ikke at give slip.
Et forsøg på
at samle de tabte tøjler op.

Men det får bare stilheden
til at føles så meget mere knugende,
sort og tom.
Det tilføjer kun meningsløshed
til meningsløshed.
Tøjlerne er tabt en gang for alle.

Mit hjerte græder over den erkendelse.
Mit hjerte er knust.
Og det eneste jeg kan gøre
er at give mig hen til lige netop det.
Gråden.
Den endeløse sorg og det knuste hjerte.
Gråden over virkelig at være forladt.
Forladt af den meningsfuldhed,
som jeg havde fortalt ind i mit liv.
Forladt af alt det,
som fik mig til at føle mig
som nogen.

Nu er jeg ingen.
Historieforladt.
Uden identitet.
Uden den kendte grund under fødderne.
Uden at kunne se min elskede i øjnene.

Men som jeg står her
og krakelerer en gang for alle,
og så en gang til,
bare for, at jeg skal være sikker på
at det er det, der sker,
så mærker jeg et nærvær,
som er helt anderledes,
end det nærvær,
jeg ellers kender.

Et nærvær, som ikke er en fylde.
Ikke en meningsfuldhed.
Men en tomhed
tømt for mening.
Tømt fra den mening,
som jeg ellers har tillagt livet.
Tømt fra den mening,
jeg ellers kan tænke mig til.

Grunden er revet væk
under mig,
under mine fødder,
og jeg er i frit fald.
Et endeløst frit fald.
Så endeløst,
at jeg når at vænne mig
til det ubehagelige sug i maven,
før at jeg mærker,
at jeg lander
på en klippegrund,
som mine fødder kan stå på.

Og som jeg lander på klippen
og mine fødder finder et nyt fodfæste,
begynder blod
at pible ud af mig.
Ud af mine øjne
ud af mine ører,
ud af mine næsebor
og ud af min mund.
Ja, ud af hver en celle i min krop.
Jeg bades i blod,
blod, som strømmer ud af mig,
som var jeg en fontæne af blod.

Det er meget smertefuldt,
og jeg forstår ikke hvorfor.
Jeg kan kun overgive mig til det.
Mærke forløsningen.

Og der fra min blodpøl,
falder jeg ned på mine knæ
og råber
min dybeste frustration ud.
Jeg råber min smerte ud,
endelig kan jeg finde ordene.
Endelig kan jeg
med hele min krop, sjæl og ånd sige:

Herre Jesus Kristus,
du, som blev herliggjort på korset
og salvet som min konge med korset som din trone!
Forbarm dig over mig.

Med ønsket om en smuk og solrig påskelørdag.

Kærlig hilsen,
Line Bønding

Langfredag den 10. april, Line Bønding

Hvorfor? Hvorfor? - er der mange, der spørger.
Hvorfor skal man mindes og holde gudstjeneste for Jesu lidelse og død? Er det ikke bare en tand for makabert?

Jo, hvis Jesus nu var den eneste, der havde oplevet smerte, lidelse og død, så kunne man måske godt sige, at det var lidt 'tvistet' at tilbede en mand, der hænger på et kors. Også selvom det er Guds Søn.

Men det er han ikke. Jesus er ikke den eneste, der har oplevet det her. Der har været mennesker, der gjorde det. Der har været mennesker siden, der gjorde det.

Jesus er ikke den eneste, der er blevet korsfæstet, i nogle lande bruger man den form for henrettelsesmetode endnu. Men måden hvorpå er nu ligegyldig. Lidelsen og smerten er det væsentlige her.

Når vi mindes Jesu lidelse og død, så mindes vi ikke kun ham. Så husker vi også alle dem, som lider, som pines, som lever og dør i smerte til alle tider. Dem, som vi allerhelst vil vende blikket væk fra, fordi afmagten er for stor og ikke er til at holde ud.

Men Langfredag ser vi lige ind i verdens blødende sår, når vi ser op på korset, hvor Jesus hænger, naglet fast i hænder og fødder. Det er lige her i afmagten, i afskyeligheden, i lidelsen, smerten, at han herliggøres og salves til vores konge, som har en helt anden magt, end den, som vi ellers kender fra verden.

Og det er her, at alle, som lider i vores verden, løftes op, huskes og æres sammen med ham.

Når vi fastholder vores blik og ikke lader det aflede af andre ting, som kan underholde os … når vi fastholder vores blik og fokus på Jesus, Guds søn, som hænger der på korset, så ser vi også et kraftfuldt – i al afmagten – et kraftfuldt guddommeligt nærvær, som bærer os, som bærer verden, når vi ikke kan bære os selv.

Når verden braser sammen, hvilket den gør hele tiden i al sin forgængelighed, når livet bliver fyldt med smerte og lidelse, så er det gerne uvelkomment, det er noget, vi ser som en forhindring for det gode liv, og for at vi kan leve og ånde frit.

Men det kan også - uden at lidelse og smerte skal forherliges eller romantiseres eller være et mål i sig selv - det kan være porten til et møde med Gud, når vi holder op med at flygte eller vende blikket væk fra alt det, som vi ikke bryder os om, eller som vi ikke ved, hvad vi skal gøre ved.

Det kan være porten til et møde med Gud, når vi forbliver nærværende lige midt i det, der er.

Og det kan vi, vi kan forblive nærværende, lige midt i det, der er - også det smertefulde og lidelsen, også den lidelse, som coronasituationen betyder for os nu - fordi Jesus hænger dér på korset Langfredag og aldrig lader en eneste af os alene.

Selv ikke når vi råber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?! er vi alene.

Også der er Gud nærværende og bærer os. Bærer verden.

I Jesu Kristi navn! Amen.

Denne lille refleksion læser jeg også op i nærværende videoen, som varer en halv time.

Det er en interaktiv meditativ langfredagsgudstjeneste - essensen af den gudstjeneste, som vi under andre omstændigheder ville have holdt idag.

Organist Karen Fløng medvirker på klaver. Hun spiller Kyrie, en sats fra Faurés Requiem. Hun spiller til 'Gak under Jesu kors at stå', som spilles i vekselvirkning med oplæsningen af Vor Herre Jesu Kristi lidelseshistorie. Teksten til 'Gak under Jesu kors at stå' er med i videoen, så man kan synge med derhjemme. Til sidst spiller hun 'O Guds Lam uskyldig', som er også tekstet, så man kan synge med igen..

Så kom og vær med til en lille interaktiv meditativ gudstjeneste med fokus på det nærvær, der findes lige midt i Langfredags rædsel og gru.

Den kan holdes, når det passer derhjemme. Jeg vil dog anbefale, at den bliver holdt i dag, så man følger påskens flow.

https://www.facebook.com/metro...

Med ønsket om en fredfyldt og nærværende Langfredag!

Kærlig hilsen, Line Bønding


Skærtorsdag den 9. april, Suzette Ejdrup

Det er i dag skærtorsdag. Skær i betydningen ren.
Renhed vil det handle om i dag, men endnu mere vil fokus være på fællesskab og det at tjene hinanden. Det hører vi i Paulus´ første brev til menigheden i Korinth, hvor Paulus beskriver, hvordan Jesus ved sit sidste måltid sammen med disciplene, beder dem huske ham, når de fremover sammen bryder brødet og drikker vinen: For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog et brød, takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer. (1. Kor. 11,23-26)

Fodvask som et billede på at det at tjene hinanden hører vi i fortællingen fra Johannesevangeliet, hvor Jesus vasker sine disciples fødder:

Det var før påskefesten, og Jesus vidste, at hans time var kommet, da han skulle gå bort fra denne verden til Faderen; han havde elsket sine egne, som var i verden, og han elskede dem indtil det sidste. Og mens de holdt måltid – Djævelen havde allerede sat sig for, at Judas, Simon Iskariots søn, skulle forråde ham; og Jesus vidste, at Faderen havde lagt alt i hans hænder, og at han var udgået fra Gud og nu gik tilbage til Gud – så rejser Jesus sig fra bordet og lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Derefter hælder han vand op i et fad og giver sig til at vaske disciplenes fødder og tørre dem med klædet, som han havde bundet om sig. Han kom så til Simon Peter, og Peter sagde til ham: »Herre, vasker du mine fødder?« Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.« Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.« Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!« Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele. Og I er rene; dog ikke alle.« Han vidste nemlig, hvem der skulle forråde ham; derfor sagde han: I er ikke alle rene. Da han nu havde vasket deres fødder og taget sin kjortel på og sat sig til bords igen, sagde han til dem: »Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer? I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer.« (Joh 13,1-15)

Aldrig har vi over den ganske verden været så opmærksomme på at vaske hænder med vand og sæbe eller desinficere dem med håndsprit som nu. En god håndhygiejne er en af de vigtigste aktiviteter, vi kan udføre for at mindske smitten med corona virus. Og vi er rene som aldrig før. Rene bliver disciplenes fødder i dagens tekst fra Johannesevangeliet. Det er lige før påskefesten. Jesus er samlet med sine disciple og pludselig rejser han sig fra bordet, lægger sin kjortel, tager et klæde og binder det om sig. Dernæst hælder han vand op i et fad, bøjer sig ned og giver sig til at vaske disciplenes fødder. Og han tørrer fødderne med klædet, han havde bundet om sig. Så detaljeret og billedligt bliver det beskrevet. At fødderne blev vasket rene inden et måltid, var der intet nyt i. Dengang og under disse varmere himmelstrøg gik folk rundt i sandaler. Det fik man snavsede fødder af, for vejene var støvede, sandede og uden asfalt. Når man skulle spise sammen sørgede værten almindeligvis for, at en slave kom og vaskede fødderne på gæsterne. For fodvask var slavearbejde. Den allerlaveste slaves arbejde. Derfor er det ganske uhørt, ganske uventet, ganske grænseoverskridende, at Jesus rejser sig og vasker disciplenes fødder. Disciplen Peter er da bestemt heller ikke begejstret derfor og protesterer. Men er Jesu indvending: ”Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig”. Og Peter beder da om, at også hænder og hoved bliver vasket. Men bare fødderne er vasket, er man ren over det hele, siger Jesus. Fødderne repræsenterer således hele mennesket. At vaske disciplenes fødder er et symbolsk udtryk for, at de hører sammen med Jesus og er vasket rene over det hele. Dog ikke alle disciplene. For Jesus vidste, hvad der ventede forude: Judas ville forråde ham med et kys, disciplene ville falde i søvn selvom Jesus gang på gang bad dem våge sammen med ham der i Getsemane Have. Siden følger arrestation, fornægtelse, korsfæstelse og død. Da Jesus er færdig med at vaske disciplenes fødder, sætter han sig til bords igen og befaler dem, at som han har vasket deres fødder, skal de vaske hinandens fødder. Jeg er jeres forbillede, I skal gøre som jeg har gjort mod jer. Jesu vask af disciplenes fødder kan derfor ses som en symbolhandling, som skal vise dem Jesu selvhengivende kærlighed men også som et forbillede til efterfølgelse. Jesus vil have gang i vore fødder for at sætte os i bevægelse i retning mod Gud og medmennesket.

Mennesker skal tjene hinanden. Det kan vi gøre på forskellige måder. I forrige uge lagde en gruppe af yngre læger fra Bispebjerg Hospital et billede på facebook. De stod i grønne kitler og med hvide mundbind og holdt skilte, hvor på der stod et opråb til danskerne: ”We stay here for you. Please stay home for us”. Vi er her for jer, bliv venligst hjemme for os. Det var lægernes måde at fortælle os, at vi skal blive hjemme og undgå kontakt med hinanden, så smittekæder kan blive brudt. Ved at knokle på hospitalet tjener de os, og ved at blive hjemme tjener vi dem og undgår italienske tilstande med overfyldte hospitaler og nødvendig prioritering i hvem, der skal behandles og hvor længe.

Den senere tid har der været flere eksempler på, hvordan danskere tjener hinanden. Folk køber ind for hinanden, laver mad til hinanden, ringer til hinanden, skriver til hinanden, opbygger fællesskaber gennem sang og musik. Og flere virksomheder har omlagt deres produktion til situationens bedste: Bl.a. har et romdestilleri og en juicefabrik omlagt deres produktion fra rom og juice til håndsprit, da dette er blevet en mangelvare herhjemme. Et stort dansk bryggeri donerede desuden flere tusinde cider til produktion af håndsprit. Og Lego skiftede en del af deres produktion af legetøjskloder ud med fremstilling af visirer til sundhedsvæsenet. Senest har en gruppe forskere på Aalborg Universitet sammen med en lokal virksomhed opfundet og udviklet en nødrespirator, der kan laves simpelt og for billige penge. Og deres beskrivelser og tegninger deraf lægges frem til fri afbenyttelse for alle over hele verden, der kunne have gavn deraf. Der bliver rigtig mange steder tænkt kreativt for at finde løsninger for fællesskabets bedste.

Men lige meget hvor meget vi strammer os an og gør vores bedste, så kommer vi mennesker til at begå fodfejl igen og igen. Så kommer vi til at træde forkert, træde forbi, træde over, selvom vi prøver at have fod på tingene. For det hører med til at leve, at vi rammer ved siden af, at vi svigter – bevidst og ubevidst og tilsigtet og utilsigtet. Det hører med til at leve, at vi tager fejl. For vi er mennesker. På godt og ondt. Som disciplene kan vi også falde i den fristelse, det er at hytte vore egne skind, svigte selvom vi ved, at det er nu, det gælder. Sove, hvor vi lovede at våge og være nærværende. Forsvinde i mørket og stikke af, bange for at blive opdaget. Eller aktivt udlevere vore kære til andre, for selv at slippe. Jesus kommer ikke med undskyldninger eller bortforklaringer af disciplenes handlinger og mangel på handlinger. Han gør dem ikke til helgener. Men han bader deres skyld i kærlighed. For han vaskede ikke kun disciplenes fødder, også skylden vaskede han af deres hjerter. Han rører ved deres ømme steder og ser dem ind i øjnene med en kærlighed, der ikke viger.

Den kærlighed får vi også at mærke. Den kærlighed får vi blandt andet at mærke, når vi samles omkring nadverbordet for at tage imod Jesu legeme og blod. Vi kan ikke bryde brødet og drikke vinen, mens vi fysisk sidder sammen om bordet. Men du er velkommen til at efterfølgende at finde lidt brød og vin eller saft frem og trykke på videoen, så vi på afstand i fællesskab kan fejre nadver sammen i kærlighedens ånd og bånd. Og selvom vi ikke mødes ved nadverbordet i kirken, så kan vi tro på, at Jesus er med til bords ved os alle.

Må vi i dag og alle dage leve i visheden om, at det ikke handler om at have fod på livet, men fødder i livet. I disse tider virtuelle eller digitale fødder der kan og vil gå ud og tjene Gud og vores næste til fællesskabets bedste.

Amen

Lad os bede sammen:

Vor Gud og Fader i himlen, du bøjede dig ned og vaskede disciplenes fødder, bøj dig ned til os og vask os rene med din kærlighed. Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn. Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Giv kræfter og styrke til alle dem, der arbejder hårdt på forskellig vis for fællesskabets bedste. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

https://www.facebook.com/metro...

Glædelig skærtorsdag til jer alle

Mange hilsner

Suzette Ejdrup


Onsdag den 8. april, Mik Kjerulff

Det må være en del af processen at det kan være svært at finde ord til opmuntring. Det er trods alt dagen før vi for alvor går ind i påskens store fortælling, hvor vi først skal igennem et drama med svigt, lidelse, gudsforladthed og død, før vi igen kan mødes af kærligheden og livet. Det har været en lang og smertelig fastetid i år og den har været anderledes end nogen af os har prøvet før. Det har ikke været et spørgsmål om evt. at afstå fra god mad, luksus og sociale medier, men at afstå fra socialt samvær. Det har været at skulle gå ind i en egen stilhed, og det er langt de fleste af os ikke vant til. Det er hårdt og smerteligt.

Men smerten tjener trods alt et formål. Den gør os til mere nærværende og empatiske mennesker. Det er et faktum at ensomheden aldrig har været så stort et problem som i vores moderne samfund, hvor vi dyrker sociale medier og derigennem dyrker illusionen om det gode liv med masser af venner og sociale begivenheder som vi så kan poste og få anerkendelse for. Vi er nogen!

Men dels pynter vi på vores egne oplevelser – selviscenesættelsen er massiv. Jeg cykler fx tit gennem Nyhavn og kan konstatere hvorledes turisterne tager opstilling for at få lige præcis deres eget unikke billede af at have været tilstede i Wonderful Copenhagen, præcis ligesom alle de andre turister og det billede , det fænomen,  er der ikke meget dybdeperspektiv i. Jeg er sikker på at det samme gør sig gældende overalt i verden hvor der er turister og jeg undrer mig om hvem det egentlig er der skal se at ”man har været der”. Turisten selv eller andre? Livet kan blive en tom kulisse. ”Tjek! been there – done that”  Hvad et hensigten med selv- iscenesættelsen?  Føler vi en grundlæggende utilstrækkelighed som vi desperat fornægter på de sociale medier når vi poster vores oplevelser og føler vi den grundlæggende utilstrækkelighed når andre poster deres? Vi stormer med andre ord rundt som forvirrede kaniner i gang med at opleve alverdens ting, i et desperat forsøg på at leve et spændende liv, men de færreste af os har egentlig begreb om vores eget inderste følelsesliv som vi konstant forsøger at bedøve med fælles dokumenterede oplevelser.

Nu har vi så Corona-virus hvor man bedst udviser ansvarlighed og samfundssind ved at opretholde isolationen. Det er indlysende klart at det er nemmere for familier som bor og lever under samme tag – og gerne med mange kvadratmeter og stor have, end hvis man er enlig i en lille lejlighed. Det tales der desværre ikke så meget om. Og så må man jo godt gå en tur, bare man holder afstand – og der er Netflix, HBO, Viasat og alle de andre…foruden PC og spillekonsoller, med Half life, Counter Strike, Forth-Nite som man kan spille i netværk. Faktisk er det jo ind i mellem ret hyggeligt hvis man har både tid, økonomiske ressourcer og on-line fællesskaber, men selv her indser flere og flere jo at ensomheden kan komme krybende og vi er panisk angst for den. Som med Murren i Mummitroldene der fryser alt til is.

Men vi skal turde se både Murren, natten, stilheden og ensomheden i øjnene. Det er den måde hvorpå vi bliver hele mennesker og ikke en selv-iscenesættende kulisse. Det har været Palmesøndag. Festen er slut. Vi må droppe hykleriet og gå ind til livets og dødens barske realiteter med Jesus. Der er altid nogen der bliver ofret – nogen der bliver efterladt. Det sker i skolegården, på de sociale platforme. Det sker på plejehjem, på studiet, i kantinen eller på arbejdspladsen – og det er ikke rart et være alene, efterladt, udstillet, udskammet, mobbeofferet eller den syge.

Jesus blev henrettet fordi han udstillede hykleriet og satte sig på den nederste ensommes plads og ikke skelnede mellem dem som får mange likes og har mange venner – og dem som ingen har. Han havde kærlighed til alle og tog ikke del i den sociale udstødelse som findes i samfundet. Nu kan vi alle prøve at være i praktik som socialt udstødte fordi alle vores vante fællesskaber er berørt. Der er mange hvor hvem det er en hård opvågnen til en ny erkendelse. Det bliver vi bedre mennesker af. Vi får sans for vores egen, og dermed også andres isolation og ensomhed og det er der opmuntring i. Det er den bedste forudsætning for at lære være noget for hinanden i vores fælles ensomhed og vi kan tænke dybt og længe over hvad det egentlig er vi ønsker at være fælles med hinanden om. Det er bedre at træde ind i ensomheden af de rigtige årsager end at råbe med foran Pontius Pilatus i det fællesskab som kræver fest, straf og henrettelse. Det mente Jesus i hvert fald.  En dag om ikke så længe kan vi forhåbentlig sammen forlade en tom grav. De allerbedste ønsker om en smuk og fredfyldt dag.  

Tirsdag den 7. april, Line Bønding

I dag er der ikke så mange skrevne ord i 'Dagens ord til opmunting og inspiration'. For vi skal lave en meditation over fortællingen om salvingen i Betania, som hører til Palmesøndag efter 2. tekstrække (Se video)

En meditation, hvor vi med min vejledning, går ind i det billede, der tegner sig for vores indre blik, når vi hører fortællingen læst op, når vi åbner os for den og lader den leve i os.
Det er altså ikke en analyse af fortællingen, og der skal heller ikke komme noget resultat ud af meditationen. Men det handler om, at vi skal lytte og se og sanse, hvad der er på færde i fortællingen, og hvad det gør ved os eller ikke gør ved os. Vi skal lytte og se og sanse, om der bliver sagt noget til os.
Efter vi har sat scenen, om man så må sige, i billedet, spørger vi de forskellige, som er med i fortællingen, gæsterne, kvinden, som salver Jesus og Jesus selv, om de vil sige os noget.
Og til sidst kan vi åbne vores hjerte for Jesus og give ham, hvad vi har af bekymringer og frygt og tanker og følelser, som måske er tunge at bære alene, men som man kan have svært ved at dele med andre.

Men først, inden man går ind i stilheden, så er det godt at have skabt et rum omkring sig, som er med til at stemme sindet til stilhed og meditation. Tænd evt. et lys, stil en ikon, en blomst, eller noget andet foran dig, som minder dig om, at du træder ind i et andet rum i dig selv nu. Et helligt rum, hvor et møde med Gud skal finde sted.

Fortællingen om 'Salvingen i Betania' er fra Markusevangeliet kap. 14, 3 - 9, der står skrevet således:

Da Jesus var i Betania i Simon den Spedalskes hus og sad til bords, kom der en kvinde med en alabastkrukke fuld af ægte, meget kostbar nardusolie. Hun brød krukken og hældte olien ud over hans hoved. Men nogle blev vrede og sagde til hinanden: »Hvorfor ødsle sådan med olien? Denne olie kunne jo være solgt for over tre hundrede denarer og givet til de fattige.« Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: »Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne. Hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelsen. Sandelig siger jeg jer: Hvor som helst i hele verden evangeliet prædikes, skal også det, hun har gjort, fortælles til minde om hende.«

https://www.facebook.com/metro...

Med ønsket om en smuk og fredfyldt tirsdag den 7. april.

Venlige hilsner, Line Bønding


Mandag den 6. april, Suzette Ejdrup:

Dagens ord til opmuntring og inspiration

Herre, luk mig ind i stilheden for dit ansigt bare for en kort stund. Luk alt det ude, der tynger mit sind og ødelægger min fred. Gør mig stille, så jeg kan høre, hvad du vil sige mig. Tal til mig, Herre, og lad mig mærke din nærhed, så jeg kan gå styrket ud til dagens opgaver og arbejde, til dens sorger og glæder, og det, som du vil bruge mig til. Amen

Sådan lyder en bøn fra Den Danske Salmebog fra 2002. Ja, du læste rigtig fra Den Danske Salmebog. For salmebogen er fuld af meget andet end de smukke salmer. Salmebogen rummer også bønner til enhver lejlighed: Til morgen og aftenbøn, bøn til at møde dagen, bønner for samliv og ægteskab, forældre og børn, takkebønner for livet, bønner ved sygdom, ved søvnløshed, ved en stresset hverdag og bøn om livstegn fra Gud for blot at nævne et lille udvalg. Der er i sandhed bønner til enhver lejlighed. Bønner formuleret i et mundret og nutidigt sprog. Salmebogen rummer desuden 90 bibelord til opmuntring og trøst. Det er herfra mine konfirmander hvert år vælger deres bibelord, som bliver læst op ved konfirmationen. Også Luthers lille Katekismus kan vi finde og blive klogere på, hvad det vi beder om i Fadervor betyder, og hvordan de 10 bud lyder. Trosbekendelsen – et kort sammenkog af hvad vi tror på i den kristne kirke - er også at finde der. Kort sagt Den Danske Salmebog er en skattekiste fuld af ord til enhver lejlighed. Det er virkeligt berigende at fordybe sig i den bog. Der er så meget ”in put” til åndelig inspiration og vækst. Hvis man vil have styr på hvilke tekster, der bliver prædiket over i årets forskellige gudstjenester, er der også muligt. Også kirkens forskellige ritualer bliver beskrevet – dåb, konfirmation, vielse og bisættelse/begravelse. Og netop ved dåb af voksne og ved konfirmation og vielse i vores kirker giver vi den døbte, konfirmanderne og brudeparret en salmebog. Konfirmanderne vælger selv farven på salmebogen, og vælger også det kristne symbol, som de ønsker trykt der på med guld. Om salmebogen nogensinde bliver åbnet og brugt ved jeg ikke. Jeg har selv den salmebog, som jeg fik i konfirmationsgave i sin tid. Jeg kan ikke påstå, at den blev flittigt brugt, men den er alligevel et kært minde. Og sådan oplever jeg ind i mellem, at andre også har det: Når jeg taler med folk f.eks. i forbindelse med bisættelser, kan salmebogen blive taget frem, og jeg kan se, at der er sat et mærke ved yndlingssalmerne.

Lige nu ligger højskolesangbogen på første gang på Arnold Buscks bestsellerliste. Det sker efter, at danskerne i de seneste uger har sunget fællessang i en grad, der sjældent er set. Det gælder både ude på altanen med naboerne og hver morgen eller fredag aften med Phillip Faber på DR1. Når vi synger sammen, er det ikke kun nye og moderne sange, men også de gode skønne salmer vælger folk, at vi skal synge sammen.

Jeg håber, at du har fået lyst til at gå på opdagelse i Den Danske Salmebog og lade dig berige af den. Hvis du vil synge salmerne hjemme hos dig selv findes melodierne på https://dendanskesalmebogonline.dk/.

Jeg vil slutte af med det bibelord, som er på konfirmandernes hitliste. Hvert år har en eller flere af konfirmanderne valgt de vers fra bibelen som deres konfirmationsord. Må det også være jer til glæde i dag: (Det er fra Paulus´ første brev til menigheden i Korinth 13,12- 13): Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.

Med ønsket om en god dag.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup



Søndag den 5. april, Suzette Ejdrup

I dag er det palmesøndag.
Den er den dag, hvor Jesus rider ind i Jerusalem siddende på et æsel. Et æsel, som Jesus har bedt sine disciple om at hente. For sådan havde Gud sagt, at det det skulle ske – når den konge, som var udsendt af Gud til at gøre alting godt igen, kom, skulle han ride ind i byen siddende på et æsel.
Det kunne måske virke lidt simpelt og beskedent, at kongen kommer ridende på et æsel: Han burde ankomme siddende på en stor og flot og majestætisk hest prydet med guld og ædelstene. Men hesten var mest af alt en soldats ridedyr – en krigers ridedyr. I fredstid blev æslet brugt. Og Jesus melder sin ankomst som en fredens mand og ikke som en krigens mand.

På æslet sidder Jesus stille og roligt, mens folk jubler, hujer og hejer. Det er den jødiske påske. Og Jerusalem er fuldt proppet af mennesker, der vil fejre påsken i den hellige by. Så modtagelsen, Jesus får, er overstrømmende. Mange mennesker vil tage imod deres helt. De har hørt om ham, at han kunne gøre døde mennesker levende. Folk har hørt, at Jesus gjorde vand til vin og mættede 5000 familier med blot 2 fisk og 5 brød. De havde hørt, at han helbredte de syge – gjorde så blinde kunne se, døve høre og lamme gå. Og så havde de hørt, at Jesus var sammen med tolder, syndere, prostituerede, syge – ja dem, der ellers var udeladt af det gode selskab.

Rygtet om Jesus var løbet i forvejen, og folk var parat til at hilse på denne berømthed – denne super stjerne. Og det gjorde de på den måde som tiden bød dem at gøre: ”Hosianna! Velsignet være han, som kommer, I Herrens navn. Hosianna i det højeste”.

Sådan jublede, hujede og hejede folk: ”Hosianna! Velsignet være han, som kommer, I Herrens navn. Hosianna i det højeste”. Hosianna er et hyldestråb til Gud, som vil frelse sit folk. Hosianna betyder egentlig ”frels dog” – men skal nok forstås som et ”vær hilset” – ”leve”.

I dag ville vi nok råbe hurra og pifte højlydt. Og vi ville vifte ivrigt med de rød-hvide dannebrogsflag. Sådan som skikken er hos os. Anderledes var det dengang for 2000 år siden i Jerusalem. Folk havde klippet grene af palmetræer og stod og viftede ihærdigt med dem. Med palmegrene blev en hersker hilst og modtaget og en sejrsherre lovprist. Nogle palmeblade blev lagt på jorden, så æslet med Jesus kunne gå hen over dem. Også deres kapper tog de af og lagde dem på jorden for at byde Jesus velkommen. For folket så Jesus som en mægtig konge, der kunne kæmpe mod de fremmede romerske soldater, som havde besat deres land. Som vi danskere for omkring 80 år siden inderligt ønskede at smide tyskerne på porten, havde israelitterne det samme ønske. De ville være herre i eget hus. Og den konge, der skulle jage romerne væk og gøre alting godt igen. Ja, det måtte være Jesus. Og Jesus var en konge, men konge på en anden måde.

Jesus kom ridende ind i byen med fred og ikke krig. Fred ville Jesus skabe - fred i folks hjerter. Fred mellem mennesker ville Jesus skabe men ikke ved at slås – men ved at vise kærlighed og omsorg. Og ved at opfordre mennesker til at gøre det samme – vise kærlighed og omsorg for hinanden.

Ja, Jesus talte om ikke kun at elske sin næste – men også sine fjender og vende den anden kind til. Jesus kom med Guds fred til os mennesker, så vi kan have håb i livet – og så vi kan tro på, at hvis vi falder, så vil Gud samle os op – hvis vi er kede af det, vil Gud trøste os. Jesus kommer med den fred, der kan give os lyst og mod til at leve livet, også når det er svært, også når de normale rutiner og vaner og liv er brudt. Jesus kommer med den fred og kærlighed, der smitter, så også vi bringer fred og kærlighed omkring os.

Glædelig palmesøndag til jer alle.
Mange hilsner Suzette Ejdrup

Lørdag den 4. april, Suzette Ejdrup

Dagens ord til opmuntring og inspiration

Hvad er et menneske værd?
Det spørgsmål bliver diskuteret i denne tid, hvor udbruddet af coronavirus presser sundhedsvæsenet voldsomt.
Debatten er begyndt efter, at flere sundhedsøkonomer har meldt ud, at regningen for hvert menneskeliv ser ud til at blive meget høj i forhold til, hvordan pengene kunne blive brugt i sundhedsvæsenet fremover. Penge, der nu bliver brugt til behandling af mennesker med covid19, vil mangle i fremtidige investeringer som bedre bemanding på hospitalerne eller dyr medicin, lyder det fra Jakob Kjellberg, der er sundhedsøkonom hos VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Sådan gør mennesker menneskeliv op i penge. Et sted læste jeg, at en menneskekrop er ca. 1000 kr værd. Ca. 1000 kr koster de bestanddele som mennesket rent fysisk består af. Efter sigende skulle over 99 % af kroppen udgøres af 10 forskellige grundstoffer, hvor den største del er ilt og brint i form af vand. I et menneske skulle der desuden være kulstof nok til 2 poser grillkul, jern nok til to store søm og svovl nok til nogle gode store tændstikæsker. Og i de samfundsøkonomiske regnestykker bliver et menneskeliv statistisk takseret til godt over 30 millioner.

Men så simpelt er det jo slet ikke. For hvad er et menneske værd? Det er umuligt at sætte tal på. Vores kære – dem der står os nær, deres værdi er jo uendelig stor for os. Der er intet beløb stort nok.
Og hvad er et menneskets værdi i Guds øjne? I hvert fald mere end 5 spurve er det korte svar, hvis vi støtter os til en fortælling fra Lukasevangeliet (Lukas 12,6). Måske 5 spurve ikke lyder af meget, men det er dog ikke så ringe endda. For disse 5 spurve glemmer Gud ikke, ikke én eneste af dem.
”Frygt ikke, I er mere værd end mange spurve” – Gud glemmer heller ikke jer, er Jesu trøst og opmuntring til os mennesker. Et menneske er skabt af Gud og i Guds billede. Et menneske er mere end kød og blod – mere end vand, kulstof, jern og svovl, for Gud pustede sin livsånde ind i det – sin livskraft og ånd, så mennesket blev et levende væsen. Et væsen der er i stand til at vise rummelighed, barmhjertighed, omsorg og kærlighed.

En realistisk beskrivelse af hvad et menneske er, kan vi læse i Salmernes bog – salme 8 af David: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det”. I forhold til himlen og universet, med sol, måne og stjerner er et menneske ganske lille; blot et støvfnug blandt millioner af andre støvfnug.
Men ikke desto mindre er et menneske husket af Gud, ligesom han tager sig af det. Lille, ubetydelig og ingenting i den store sammenhæng er mennesket– og dog tæt på Gud, og derfor noget – ja, ganske meget endda.

I Guds øjne har mennesket uendelig stor værdi, fordi det er skabt i hans billede til at ligne ham. Mennesket er mere værd end 1000 kr eller 30 millioner kr. Et menneskes liv er uendelig meget værd. Du og jeg er uendelig meget værd. Må vi huske på det og lade vores liv, samfund og prioriteringer blive farvet af det.

God lørdag til jer alle.

Mange hilsner
Suzette Ejdrup

Fredag den 3. april, Line Bønding

Velan! Jeg vil til himlen stige,
langt fra min jordeklimp og krop,
mit borgerskab er i Guds rige,
did stunder jeg og daglig op!
Lov, pris og tak i tusindtal,
Ske Gud i højen himmelsal.

Det vers fra 'Vågn op og slå på dine strenge' (DDS 745) har lydt i mit baghoved i de seneste uger og måneder, fordi det siger en hel masse om, hvad troen egentlig gør ved en. Ved mig. Og det er ikke fordi jeg er fortaler for at underkende kroppen, det materielle og jorden, som vi lever på. Tvært imod.

Den tro, som jeg kender fra kristendommen - og som helt sikkert også kan findes andre steder - giver bare en vished om, at selvom verden vakler, ryster og synker i grus, hvilket verden gør hele tiden, fordi den er forgængelig - ja, så har jeg også mine fødder fast plantet på en klippegrund i evigheden. Det er der jeg har min grundlæggende identitet.

Og selvfølgelig kan jeg rystet, blive revet med, blive taget af frygt over det ene og det andet. Jeg kan også synes, at det er ubehageligt at give slip på kontrol. Men alligevel ikke helt grundlæggende. Jeg ved, at jeg skal være taknemmelig for den vished i troen, og at det langt fra er alle der har det på samme måde.

I går talte jeg med ekspedienten nede i den lokale helsekost. Og han sagde, at han talte med rigtig mange med regulær dødsangst i denne tid.

Jeg ved ikke, om det med dødsangsten kom bag på mig, for jeg har længe tænkt, at der er en stor dødsangst i vores samfund. Alene det med at forretningerne altid har åbent. Der er ikke et tidspunkt, hvor vi som samfund puster ud sammen. Ånder ud sammen. Og ja, så er det bare ret tabubelagt at tale om, at man skal dø. At jeg skal dø. Jeg har en ende i denne verden.

Det, som kom bag på mig, var, at der blev sat ord på dødsangsten. I helsekostforretningen. Men det ser jeg som en god ting. Det er et skridt videre fra ikke at tale om det. Så jeg vil gribe bolden her og kaste den videre til jer.

Lad os tale om døden i bønnens form i dag. Bede for alle, som er bange for at dø, bede for os selv, hvis vi er bange for at dø. Og ikke mindst bede for vores kirker, hvis ypperste opgave er at pege hen på den evige virkelighed, det evige liv, som vi i dåben har fået at vide, at vi er børn af. Ikke kun i dette liv, men fra evighed og til evighed.

I er velkomne til at skrive en sætning til en fælles bøn i kommentarfeltet. Jeg vil også opfordre til det samme i vores Facebookgruppe, som alle er velkomne til at blive medlem af. Og så når/ hvis jeg får noget at arbejde med, så sætter jeg det sammen til en fælles bøn. Det kan være, at jeg retter sætningerne til, så de passer sammen i helheden, men indholdet bevares naturligvis. Det er gjort før (se i gruppen), og der kom en meget smuk bøn ud af det.

Måske kan man blive inspireret til en sætning til den fælles bøn, når man hører denne smukke salme til Helligånden: 'Kom Gud Helligånd og blæs nyt liv' - som er en bøn om at man vil få skænket troen fuld af håb. Og det er en bøn for vores kirker også. Det er vores kirkesanger Jennifer, der synger og organist Fredrik Mellqvist, der spiller.

Med ønsket om en smuk, fredfyldt og solbeskinnet fredag den 3. april.

Kærlig hilsen, Line Bønding

'Kom, Gud Helligånd, og blæs nyt liv'

Kom, Gud Helligånd og blæs nyt liv
i min længselsfulde åbne sjæl.
Jesu Kristi nye liv mig giv
og forny mit hjerte, gør mig hel.
Tal til mig og fyld mig med dit ord,
åbn mine øjne, så jeg tror.
Giv mig mere af dit rene sind,
rør ved mig med din stærke, varme vind.

Du, Gud Helligånd, som i mig bor
vis din herlighed igennem mig,
kærlighed, der skjuler hvert et ord,
hver en tanke, som er Gud imod.
Fuld af godhed og barmhjertighed
kommer du med kærlighed og fred.
Lad mit liv og alle ting,
jeg er, vidne om, at Jesus han er her.

Helligånd, som giver alting liv,
er Guds ånde i alt, han har skabt.
Giv en ny og herlig nådetid
i din kirke, giv os liv og vækst.
Løft til Himlen vore bønners råb.
Lær os at vandre vejen fuld af håb.
Rejs din kirke op i enighed,
så den viser Jesu kærlighed.

Keith Getty og Stuart Townend 2005
Asbjørn Asmussen 2011

Fra dette link kan man høre salmen sunget og spillet af kirkesanger Jennifer Lehmann og organist Fredrik Mellqvist.

https://www.facebook.com/metro...

Torsdag den 2. april, Suzette Ejdrup:

”Det bliver godt igen” sådan står der skrevet på regnbuer hængt op i vinduer flere steder over det ganske land. En mor fire fra Nørrebro har sat gang i en bølge, hvor børn sætter regnbuer i vinduerne for at minde hinanden om, at alt bliver godt igen. For børn bekymrer sig og mærker på egen krop de forandringer, som er iværksat for at forhindre smitte med corona virus. Moren blev inspireret af lignende tiltag i Italien, og ideen om at tegne en regnbue og hænge den op i vinduet har spredt sig ud over hele Danmark. Det er en måde at vise, at der også er børn i de andre bygninger. Selvom børnene sidder derhjemme, er de ikke alene. Der er andre børn der ude. Det kan såmænd også være en god påmindelse for os, der ikke er børn længere. Her i den 3. uge – eller er det 4. uge, man mister fornemmelsen for tid - med et nedlukket Danmark, med begrænset fysisk kontakt, med en forandret hverdag uden de faste rutiner og rytmer, kan man godt miste troen på og håbet om, at det nogensinde bliver godt igen. Nok gav vores Statsminister os lidt håb, da hun først på ugen, kunne fortælle os, at der muligvis bliver delvist åbnet op for Danmark efter påske. Det gav lidt håb. Håb om at alt nok skal blive godt igen. I går forlød det, at Kirkeministeren ville åbne kirkerne op for gudstjenester her til påske. Glædeligt kunne man måske synes, men endnu mere en alvorlig risiko for at sprede coronavirus blandt mange mennesker. Så jeg må indrømme at med den udmelding, mistede jeg håbet et øjeblik. Håbet om at vi kan få stoppet denne smitte med coronavirus og dermed håbet om, at alt nok skal blive godt igen – og det så hurtigt som muligt og med så få tab som muligt. Og påsken, ja den skal vi nok fejre alligevel. Vi og mange andre kirker er i fuld gang med gode og opfindsomme tiltag, så påskens glædelige budskab – og ikke coronavirus - vil blive spredt og delt på behørig vis. Regnbuen symboliserer, at der er noget godt på den anden side, og der vil vi nå hen igen. Regnbuen er således et symbol på håb. Det gælder også i bibelsk sammenhæng. Regnbuen er tegn på håb og trøst, for den er et tegn på den pagt, som Gud skabte mellem sig selv og jorden efter syndfloden. Måske I husker fortællingen om syndfloden, som Gud satte i værk for at gøre en ende på alle mennesker, fordi de handlede fordærveligt, som det står skrevet. Undtaget var Noa og hele hans familie. Noa fik en særlig opgave af Gud - at bygge en ark. Med sig på arken skulle Noa tage familien og en han og hun af alle dyr. Og så begyndte det at regne. I 40 dage og 40 nætter regnede det. Lige indtil jorden var dækket af vand, og alt andet liv var gået til. Da vandet var tørret bort fra jorden, kunne Noa gå i land, og han byggede et alter og ofrede til Gud. Og da var det, at Gud satte regnbuen på himlen og kom med et løfte: ”Jeg sætter min bue i skyerne, den skal være tegn på pagten mellem mig og jorden”. Fortællingen om Noa og syndfloden er en myte. En myte som vi ikke desto mindre kan opleve som virkelig, når vi mennesker oplever, at vores egen lille verden går under - når vi eller vores nære bliver ramt på forskellig vis. Ramt af død, sorg og savn. Ramt af ensomhed. Ramt af sygdom eller frygt for at blive ramt af sygdom. Ramt af økonomiske problemer eller frygt for en usikker fremtid. Mennesker kan være ramt af udmattelse efter hårdt arbejde inden for sygehusvæsenet, sundhedssektoren, transportsektoren, landbruget, detailbranchen, ja mange mennesker arbejder på hver sin måde for at passe på os alle og hjælpe os med at få en hverdag til at fungere med trygge forhold og mad på bordet. Selv når vi ramt – ja måske netop, når vi er ramt, må vi bevare en tro og et håb om, at vi har et tørt og fast fundament at stå på: At vi lever under Guds regnbue, og alt vil blive godt igen. Må I bevare troen og håbet og have en dejlig dag.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

https://www.facebook.com/metro...

Onsdag den 1. april, 2020, Mik Kjerulff

Det er koldt og ikke særlig forårs-agtigt, påsken i kirken er aflyst og vi sidder hver især i vores fælles isolation. Gad vide om vi kommer til at opleve nogen aprilsnar eller om den almindelige alvorlighed også har gjort at vi må aflyse dén tradition. Personligt har jeg i hvert fald ikke lyst til at gøre forsøget. I præste-kredse er det som om vi er lidt splittet omkring dette her med at kirkerne holdes lukket. Hos nogle er forargelsen stor, fordi Bilka og andre varehuse får lov at holde åbent, medens Guds hus forbliver lukket. Det værste er sket! ”Menneskene lever ikke af brød alene” – men jo, det gør vi så åbenbart, for der er lukket for den åndelige føde. Vi mennesker som i den grad har brug for et sted at gå hen og finde ro i dette kaos, er lukket ude af kirken, og det er selvfølgelig meget ulykkeligt, når nu udfordringen og behovet for kirken er større end det har været længe. 

På den anden side… Der er en overvægt af folk i den såkaldte risikogruppe som søger kirken, og med alt det vi ved om smittespredning er det ekstemt vigtigt at kirkerummet ikke bliver stedet hvor smitten spredes. Det er indlysene. ”jamen tror du ikke på Gud?” Jo, det gør jeg, men det betyder jo ikke at man dermed afskriver videnskab. 

Derudover kan jeg ikke lade være med at tænke på at påsken for en del mennesker typisk er den tid på året hvor man har fri, kan gå i haven, kolonihaven eller sommerhuset (hvis man har sådan noget), og så er det jo også et tidspunkt hvor man ses i familien (hvis man har sådan én) til et veldækket bord ved den årlige påskefrokost. Det kan også være sammen med venner (hvis man er velsignet med sådan nogle) og udfordringen er jo bare at finde tidspunktet, få afstemt kalenderen, så alle kan mødes. Alt det der med kirke og kristendom tager man ikke så tungt. Det er noget med at ham Jesus blev korsfæstet og genopstod, men de nærmere detaljer er ikke vigtige. Derfor kommer det sig heller ikke så nøje om vi fester lige midt på langfredag, når han hænger dér på korset og dør, eller om lørdagen hvor der er dødstille i kirken, fordi Gud er død! 

Fred være med det, jeg er selv et nogenlunde moderne menneske med en kalender og har ikke et problem med at møde op til hyggelig påskefrokost hverken skærtorsdag, langfredag eller om lørdagen. Men sagen er at vi alle må være alene i år, fælles i vores isolation. Festen er aflyst og derfor er der faktisk en reel mulighed for at man kan gøre sig nogle tanker om hvad det egentlig handler om, netop i år! På søndag er det palmesøndag. Jesus ankommet til Jerusalem til jødernes årlige fejring af Moses og folkets udvandring fra Ægypten. Folk havde jo hørt om ham Jesus og humøret var højt! Feststemning! Men den eneste der vidste at det snart ville handle om Jesu død på et kors, var manden selv. 

Glem festen, glem havearbejdet, foråret, snapsen, silden og hyggeligt samvær med vores venner vi ser alt for sjældent. Døden er uhyggelig nærværende og festen er aflyst. Mette Frederiksen har proklameret at efter påske, kan vi sandsynligvis så småt begynde at åbne op igen. Stenen bliver rullet fra graven og samfundet genopstår til en ny virkelighed, en ny ansvarlighed og en ny fælles forståelse af livets skrøbelighed. 

Det at påsken i kirken er aflyst, betyder måske netop at påsken får sin berettigelse i vores forhærdede hjerter. Det er mere end en ferie. Det er en dødedans og et drama, hvor livet vinder til sidst! Det bliver en ganske speciel påske og selv om kirken er lukket er den bestemt ikke aflyst – tværtimod! Kirken er rykket ud af rummet og ind i vores hjerter, og det er lige præcis dér den skal være! Der er, om noget, trøst og opmuntring i påskens budskab! Jesus opstår, sandelig!

I 1989, udgave Anne Linnet, albummet ”min sang”, med tekster af Johannes Møllehave. Mange husker nok ”Lille Messias”. Jeg linker til en anden sang, (som jeg håber, snart bliver sunget i DR´s morgensang).

https://youtu.be/84m5LrSBblQ

Med ønsket om en rigtig dejlig dag, fuld af opmuntring i en svær tid.


Tirsdag den 31. marts, Line Bønding
Nærvær. Hvis der er noget, der for mange er udfordret i denne tid med corona, så er det følelsen af nærvær og kontakt. Nærvær og kontakt, som igen giver oplevelsen af at man er del af et fællesskab. Der er mange bud på nye former for fællesskaber, både i fjernsynet og på de sociale medier - og fra folks altaner.

Nogle af dem holder måske ved, når livet igen begynder at ligne sig selv igen - jeg synes fx at det er superhyggeligt med fællessang på altanerne om aftenen. Måske ikke hver dag, men så engang om ugen. Mennesker, som knapt nok plejer at hilse på hinanden, når vi passerer hinanden i al hast i gården, danser til dejlig musik hver deres altan.

Statsministeren bebudede tøvende igår, at landet efter påske måske så småt kan begynde at åbne igen - det giver os håb og en følelse af at kunne trække vejret dybt igen. Men ikke endnu. Vi må søge dybere ind i isolationen, dybere ind i fasten fra alt det, som vi ellers plejer at tage for givet. Ellers trækker det ud med at landet åbner igen.

Nærvær. Jeg har tidligere opfordret til at bruge denne tid i isolation fra 'plejer' til at opøve nærvær og årvågenhed.

Det kan være ved, at man, når man tager sig selv i en af de uendelige tankerækker, giver slip og bare er helt nærværende: Betragter det, som er omkring en, som var det første gang man så det. Glædes lige så meget over en blomst, som over den skruetrækker, som har ligget og ventet i flere måneder på at blive lagt på plads ... sådan en, har jeg ude på mit badeværelse. Normalt bliver jeg lidt irriteret, når jeg ser den. Men på denne måde, kan den give anledning til glæde .. og nærvær.

Nu kunne det lyde som om, at man bare går totalt i zen, og at himlen fyldes med regnbuer og der er en enhjørning på hvert et gadehjørne, når man øver sig i at være nærværende.

Men det er nu ikke helt sådan jeg oplever det - tvært imod havde jeg nær sagt. For når man øver sig i nærvær, så melder der sig også alle mulige og umulige følelser, som man ellers ikke havde lyst til at indrømme, at man havde i sig. Og jeg synes faktisk, at isolationen i denne tid booster det en del. Jeg ved ikke, hvordan I har det?

Det er følelser, som man har lyst til at skyde væk fra sig for at bevare harmonien. Men problemet er, at jo mere man forsøger at holde dem sig fra livet, jo mere limer de sig fast til en og bliver en del af en.

Det kan fx være følelsen misundelse. Den ved vi godt ikke er god, puh, hvem vil indrømme at de er misundelige? Inte jag! - og så for at beskytte sig selv imod den følelse - eller for at retfærdiggøre sig selv - så kan det være, at man opbygger en foragt for det, man i virkeligheden er misundelig over. Og så har 'ondet' virkelig fået sit greb i en, og man ser ikke, at misundelsen måske var et udtryk for en længsel efter noget, man ikke kan finde ud af at tage del i.

Det kan være misundelse. Det kan være andre 'ubehagelige' følelser, som vi har lært er forkerte, og som vi ikke må føle. Men hvad gør man med de følelser, når man gerne vil gå til dem på en nærværende måde?

For det første kan man som en del af sin åndelige praksis bede Gud om hjælp, og overgive dem til Jesus, Guds søn. Han, som da han gik omkring her på vores jord, helbredte og satte mennesker fri fra alt det, som bandt og isolerede dem fra fællesskabet. Og med visheden om, at Jesus er Guds nærvær i kød og blod, et guddommeligt nærvær, som er ved ens side alle dage ind til verdens ende, som det hedder i dåbs- og missionsbefalingen, og at han modtager os, som vi er, mennesker på godt og ondt - med den vished kan vi se og registrere de følelser og tanker for den sags skyld, som dukker op i os, lade dem være der den tid, de er der; og måske endda også se ind bag dem. Se ind til den længsel de i virkeligheden er et udtryk for. Længslen efter det dybe fællesskab, som stikker sine rødder i evigheden og som består, også når denne verden synker i grus.

Når vi modtager vores følelser og tanker, alle dem, som vi ellers skubber væk, fordi de ikke er pæne og ordentlige - eller som vi insisterer på i foragt over for andre og dom over verden - når vi modtager dem med nærvær og årvågenhed, så opløses de, og vi sættes fri. Måske ikke helt og aldeles på en gang, men i små glimt og brudstykker. Og så får vi en smagsprøve på livet i den virkelighed, som Jesus, Guds søn, kom her for at give os del i. Han drev dæmoner ud, han helbredte og han vakte døde til live. Alt for at give os mennesker del i det evige liv ... Det evige liv, som ikke kun er engang efter døden. Men også lige nu i dette øjeblik - og som nærvær og årvågenhed er porten ind til.

Med ønsket om endnu en smuk og solbeskinnet dag, den sidste dag i marts!

Kærlig hilsen Line Bønding

Dagens ord til trøst og opmuntring mandag den 30. marts, Suzette Ejdrup
”You never walk alone” sådan hedder en sang af Gerry And The Pacemakers. Sangen er især blevet kendt, fordi den bliver spillet til alle Liverpool FC's hjemmekampe. Men fredag kl. 8.45 i forrige uge blev sangen også spillet på 180 radiostationer over hele Europa. Initiativet til at spille sangen i radioen kom fra en hollandsk radiovært, som tilegnede sangen til de tusindvis af sundhedsmedarbejdere, der gør et utroligt arbejde, og dem som er syge eller ikke kan forlade deres hjem i denne tid. Sang og musik kan skabe fællesskab – også selvom vi sidder ved hver vores radio eller tv. Det oplever mange af os danskere, som følger programmet 'Morgensang med Phillip Faber' hver dag på P2 og på DR1. Ja fredag aften var der såmænd fællessang i den bedste sendetid på DR1, hvor flere kendte musikere deltog fra deres hjem. Også den udsendelse havde mange seere og med-sangere. Når fysisk kontakt er umulig, må vi finde fællesskab på afstand og finde hinanden i fællessang. I fællessang ophæves de grænser og forskelle, vi ellers kan opleve i hverdagen. Fællessang kan give os en følelse af samhørighed og sammenhængskraft ikke kun på tværs af fysisk afstand men også på tværs af alder, køn, religion, socialstand, befolkningsgruppe, seksualitet og race. Fællessang skulle desuden udløse endorfiner. Endorfiner der er kraftigere end morfin, og man kan efter sigende blive helt afhængige af dem.

I denne tid hvor vi ikke må være tæt på hinanden fysisk, har vi brug for at mærke hinanden og opleve sammenhold. Sammenhold og fællessang på afstand ser vi flere steder i landet, hvor beboere mødes i små klynger og synger sammen. Mange steder i København – også flere steder her på Amager - har vi set eksempler på fællessang fra altanerne eller koncerter i gårdene. For vi har brug for at opleve, at vi ikke er alene. Vi har brug for at opleve, at vi aldrig er alene – at vi aldrig går alene – at we never walk alone.

Det er også det, Gud lover os i dåben: ”Og se, jeg vil være med jer alle dage indtil verdens ende”. Vi har Gud som følgesvend – som en trofast medvandrer gennem livet. Gennem sorg og glæde og alt det midt i mellem, der kan vi tro på, at Gud er med. Betyder det så, at vi har mindre risiko for at blive smittet med corona-virus? Betyder det så, at vi eller vore kære ikke vil møde sygdom, sorg, savn, modgang og udfordringer gennem livet? Overhovedet ikke. Men det kan give os en følelse af fællesskab og samhørighed med Gud og andre mennesker. Og det kan bringe fred, trøst, opmuntring og glæde, at vi ved, at vi ikke er alene i hverken modgang eller medgang. Der er en der, følger os og bærer med. Alle dage indtil verdens ende. For: You never walk alone.

I ønskes alle en dejlig mandag og en god uge.

Mange hilsner

Suzette Ejdrup

Ord til opmuntring Maria Bebudelsesdag, d. 29. marts 2020, Mik Kjerulff:

Det er blevet sommertid. Foråret er her og det er Coronaen desværre også.

Således lyder dagens evangelietekst:

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” Lukasevangeliet 1,46-55

Det er Maria bebudelsesdag i dag. Det betyder, at der er omkring 9 måneder til jul, og det hele er jo lidt mærkeligt, eftersom Maria aldrig har været sammen med nogen. Det er en engel som bebuder for hende hvad der skal ske og det er beskrevet i det tekststykke som kommer umiddelbart før dagens læsning i ulige år. Nu er 2020 et lige år, for derfor læser vi fra salmebogens 2. tekstrække og får mest af alt Marias reaktion på det overvældende budskab.

Først og fremmest er hun tillidsfuld. Hvis det er sådan det er, så er det sådan det er! Hun overgiver sig til sin skæbne og sit ansvar i Guds store frelsesplan og vidner om, at eftersom det er hendes lod – en ringe tjenerindes - så har Gud altså syn og sans for det enkelte lille menneske. Det er Gud som ophøjer – eller styrter mægtige fra tronen.

Nu er der jo ingen af os moderne mennesker som bryder os om at skulle overgive os til noget som helst, og dog så er det jo den virkelighed som vi alle sammen må erkende under Corona-virussen. Vi er overgivet noget større som vi ikke har meget indflydelse på, ligegyldig hvad der ellers er vores situation her i tilværelsen. Det er måske en vigtig erkendelses at komme til, her klokken 5 minutter i tolv, hvor alverdens forskere allerede længe har talt om at vi ikke kan fortsætte på samme hensynsløse måde, med at udnytte naturens ressourcer. Det betyder helt lavpraktisk at vi må droppe forventningen om fjerne eksotiske destinationer som mål for vores næste ferierejse. Det er den riges privilegie, men det er samtidig egoistisk og det holder ikke. Den erkendelse gør ondt og vi kan skændes om den, men ikke desto mindre peger pendulet i den retning.

Tidligere var det fedt og cool at være globetrotter – i fremtiden er det mest at alt samvittighedsløst. Hvis man endelig vil opsøge eventyret er det for nemt at sætte sig op i en flyver og blive fløjet ned til foden at Mount Everest, hvor man bare behøver at følge det såkaldte ”Kleenex-spor” hele vejen op.

Det, vi finder ud af i disse dage, er at det virkelige eventyr, dels begynder med det første skridt – dels at det kan ligge og vente lige rundt om hjørnet. Det behøver ikke at foregå i en fjern verdensdel. Man kan sagtens tage livet på sig på en helt ny og uforudsigelig måde og med et er alt forandret. Det er øjnene som ser. Det er perspektivet på tingene. Det oplevede Maria da en engel talte til hende og det oplever vi midt i en verdensomspændende pandemi. Vi får syn for hinanden. Selvom vi naturligvis er helt unikke individer, så er vi såmænd ikke så forskellige. Vi savner fællesskabet og oplever det derfor på en helt ny og frisk måde. Vi deler oplevelser – fællessang for eksempel. Hvad enten man kan lide det eller ej, har de fleste nok stødt på fænomenet i den senere tid. Det er så dejligt jordnært. Vi er bare mennesker, selv når nogen mener at have hele sandheden.

Gud ER. Gud er med i vores glæder, såvel som i vores sorger. I de fattige dele af verden, de dele hvor man allerede mærker klimaforandringernes ødelæggelser, de dele hvor sult og sygdom altid har hærget, de dele hvorfra flygtninge søger imod vores rigdom - i de dele kender man så rigeligt til sorgerne. Vi i den rige del af verden har været i stand til at holde den slags på behørig afstand. Vi har kunnet fortsætte vores liv ganske ufortrødent på trods af alverdens nød og ulykke og har lejlighedsvis delt lidt af vores overflod. En pandemi som selv vi ikke kan skærme os imod, kan få alvoren til at gå op for os. Der var også sult og sydom på Jesu tid. Han siger faktisk selv, da han bliver salvet med dyr olie, at ”de fattige vil I altid have i blandt jer”. Vi kan måske ikke redde hele verden, men vi kan i hvert fald tøjre vores egen egoisme.

Nu, under pandemien, lærer vi i fællesskab, og af fællesskabet, at det er helligt at værne om hinanden, at elske sin næste som sig selv, så kan vi skabe en verden hvor fællesskabet rækker ud over individets mulighed for - og ret til - at realisere fortællingen om sig selv via et facebook-opslag fra en fjern og eksotisk destination. Forhåbentligt kan pandemiens, forårets og Marias bebudelse holde os fast på et mere næstekærligt fokus. Alt og alle er vi Guds kilder. Amen.


Ord til opmuntring d. 28/3 2020, Mik Kjerulff

Det er jo ikke mere end godt 14 dage siden, vi erfarede at pandemien var en realitet og at kirkerne måtte lukke, i et fælles forsøg på at begrænse smittefaren. Der skulle have været festlig brunch-gudstjeneste i Allehelgens kirke d. 15 marts men det blev ikke til noget. ”Korfødderne” skulle have sunget i kirken og vi glædede os meget. Vi skulle bl.a. have hørt ”Vårvise” og da foråret trods alt har meldt sin ankomst, iblandet en portion vemodighed og alle de andre følelser som ”Vårvise” rummer, synes jeg ikke vi skal snydes og derfor linker jeg til den med Sebastian og Sidsel Kyrkjebø.

Der er så meget vi savner, men én af de gode ting ved situationen er måske, at vi får et fornyet fokus på hvad det egentlig er vi savner og hvorfor. Et fornyet fokus på alle de ting, vi måske har gået og taget lidt for givet. Der er masser af eksempler. Den anden dag, nævnede min kollega Line, hvordan et par smilende øjne skar igennem isolation. Det var en god iagttagelse hvor meget et smil og nogle øjne som ser os kan gøre en forskel. Faktisk måtte undertegnede med skam indrømme, at jeg har haft lukket ned for mit eget smil – som om, det at jeg undgik andres blikke gavnede fordringen om 2 meter afstand – men det gør det jo på ingen måde! Jeg slår ikke længere blikket ned men holder bare afstand når jeg trods alt bliver nødt til at forlade hjemmet og købe fornødenheder o.l.

Når vi er begrænset til smilet, må vi bruge netop det og mere end vi har været tilbøjelige til tidligere. Mobiltelefonen har nu i årevis betydet at vi ikke rigtig ser hinanden, men det har vi rig mulighed for at gøre nu – slå blikket op, have syn for hinanden og smile…for det smitter også! Var det ikke Victor Borge som i sin tid sagde: ”smilet er den korteste afstand mellem mennesker”.

Et andet eksempel er den krammekultur vi har fået udviklet de senere år. Alle krammer. Det er nogle gange lidt akavet og det er jo ikke alle der bryder sig om det. Er vi på krammer? Krammer man med nogen man ikke rigtig kender? Hvornår kender man så hinanden? Vi kom som fremmede og krammede ikke – vi gik som bekendte og krammede derfor!? Men nu…nu savner de fleste af os at kramme Gud og hvermand. Vi er i krammeunderskud! Når vi ses igen så er krammet ikke akavet eller forstillet. Det vil være inderligt og hjerteligt ”lige meget hvem du er” for ”en fremmed er en ven du endnu ikke har mødt” (frit efter Gnags).

Vårvise:

https://www.youtube.com/watch?v=yGAsa8KIQjI

 De bedste ønsker om en smuk og fredfyldt lørdag. 


Fredag d. 27.3, af Mik Kjerulff

Vi skal passe på hinanden og det skal vi gøre i fællesskabets og kærlighedens navn. Derfor skal vi isolere os. Vi må godt nok gerne komme ud og nyde den friske luft – det bør vi faktisk - men vi må ikke give et kram eller et knus. Vi må ikke give hånd, vi skal holde afstand og al den afstand kan forvandle isolationen fra alene-hed til ensomhed.

Ensomheden er i forvejen en udfordring i vores højteknologiske tidsalder, hvor selv unge mennesker i stort omfang føler sig ensomme, men det at vi end ikke må mødes og have fysisk kontakt er alligevel en udfordring ud over det normale. Derfor skal dagens opmuntrende ord omhandle klosterliv.

Her søger ordens- broderen eller søsteren jo bevist ind i isolation for at vie sit liv til Vor Herre. Dette enkle liv i stadig bøn og i ægteskab med Vor Herre, er en måde at sone vores andres skyld på. Der er nogen som til stadighed går i forbøn for os. Men når man spørger munke og nonner om deres liv i afsavn – (det de fleste af os ville opleve som afsavn) - så står det jo klart, at det ikke opleves som sådan, men tværtimod som meget rige liv! Det er tankevækkende. Der er altså én virkelighed og opleves meget rig og stærk, hos de mennesker som isolerer sig i stadig bøn til Vor Herre. Hverdagens stress, jag og larm bliver ligegyldig fordi det ikke er det livet handler om.

I Spanien hærger Corona virussen meget slemt i disse dage. Det var også i Spanien at Theresa af Avila levede som nonne i 1500-tallet. Hun reformerede en del af Karmelitter-ordenen, idet det var som så med stilheden og det enkle liv. Hun søgte bevidst ind i stilheden med Gud og hun hævdede også at have samtaler med Vor Herre, en påstand som var farlig, dels pga. den berygtede Spanske Inkvisition og dels fordi hun var en stærk kvinde i et mandsdomineret samfund hvor der selvfølgelig også var politiske kampe og intriger både udenfor og indenfor klostermurerne. På trods af en del fysiske udfordringer, blev hun gammel og på hendes dødsleje skrev hun en bøn som Taizé-traditionen har taget til sig. Den lyder således i oversættelse:

“Lad intet forstyrre dig Lad intet gøre dig bange. Alting passerer. Gud alene er uforanderlig. Tålmodighed opnår alle ting. Hvis du har Gud vil du aldrig mangle noget. Gud alene er tilstrækkelig.”

Der er blevet komponeret musik til og denne smukke sang er der meget opmuntring i:

Nada te turbe, nada te espante; Quien a Dios tiene, nada le falta. Nada te turbe, nada te espante: Sólo Dios basta. Nada te turbe, nada te espante; Quien a Dios tiene, nada le falta. Nada te turbe, nada te espante: Sólo Dios basta.

https://youtu.be/go1-BoDD7CI

Og så ses vi forhåbentlig til morgensang på DR1 eller i bøn kl. 12 Med ønske om finde ind i Teresa af Avilas ro, og en rigtig smuk dag.



Onsdag den 25. marts, Line Bønding
Vi har oprettet en gruppe i forbindelse med vores Facebookside her, hvor der er mulighed for at være noget mere interaktiv, end vi kan her. Vi kan have flere samtaler kørende om forskellige emner - bl.a. har vi, inspireret af Suzettes indslag igår med en opfordring til også at huske at grine og bevare humoren i denne tid, oprettet et emne, der hedder 'kirkens latterklub'. Et andet emne er 'bønner'. Og der lavede vi en fælles bøn i søndags, som jeg vil sætte ind her nedenfor - og som jeg beder højt i videoklippet, samtidig med, at jeg tænder lys i vores lystræ i Sundkirken.

Det var fem personer, som bidrog med input til bønnen, som jeg så satte sammen til en helhed. Hvis jeg skulle tilføje noget til bønnen nu, så ville det være en bøn for vores regering og folketing, som i denne tid må tage beslutninger og vedtage midlertidige hastelove, som går i mod vores ellers grundlovssikrede frihedsrettigheder i kampen mod corona.

Normalt, når man går i kirke, så har præsten i samarbejde med organist og kirketjenere, forberedt en gudstjeneste, og som kirkegænger er man vel forholdsvist passiv og modtagende. Det er på mange måder fint, for det er jo det forhold, vi alle står i i forholdet til Gud: Passivt og modtagende. Men faren er, at man bliver sat lidt af og det, som ellers skulle være et levende forhold til Gud, bliver noget, som nogle andre gør, noget som man er tilskuer til.

Her i vores nye Facebookgruppe er der mulighed for, at vi alle kan være præster for Vorherre på bedste Lutherske vis. Alle kan bidrage til en bøn. Alle kan bidrage til åbenhjertige samtaler om tro og kirke. Alle kan lægge et sjovt indslag op, så vi også husker at grine. Alle er velkomne i gruppen, som man kan finde her: https://www.facebook.com/groups/1066862377026239/?source_id=305641209599349

Mht bønnen, så vil jeg forslå, at man beder den kl. 12.00, hvor mange andre også beder. Det er godt, når mange gør det samme (især når det er noget godt og opbyggeligt) på samme tid. Det bidrager også til følelsen af fællesskab i en tid, hvor vi ikke kan være sammen med andre, som vi plejer og nogle måske kommer til at føle sig ensomme.

Med ønsket om en smuk og dejlig onsdag den 25. marts.

Kærlig hilsen, Line Bønding

Kære Gud, barmhjertige, himmelske Far! Vi takker dig for, at hvor dit rige er, er der ikke frygt, men kærlighed og lys.

Vi beder dig, fyld vores hjerter med håb og taknemmelighed, åbn vores øjne, ja alle vores sanser, for alt det, du giver os hver dag, og som vi giver hinanden. Hjælp os til at vælge kærligheden, frem for frygten. Styrk os i troen på, at din virkelighed også er vores virkelighed, ikke bare engang i en fjern himmel, men lige her og nu. Styrk os i troen på, at vi er dine børn, skabt i din billede - og som du favner os i barmhjertighed, sådan kan vi også favne hinanden.

Gud, vi takker dig for hinanden, nu, hvor vi er adskilt, får vi øje for, hvor meget fællesskabet betyder. Vi takker dig, Gud, for kirkefamilien, som stadig er der for hinanden og støtter hinanden også i denne tid, hvor vi ikke kan være sammen, som vi plejer. Når vi synger op til dig, himmelske Gud, fra hver vores grønne plet på jorden kan vi mærke at alle andre gør det samme i fællesskabets ånd. Det takker vi dig for.

Vi takker dig også for alle dem, professionelle, som frivillige, som yder en kæmpe indsats i denne tid, vær dem nær, og giv dem styrke og kræfter til at bære de opgaver, som er til gavn og glæde for os alle.

Gud, vi ber dig for alle, som er ramt af corona og for dem, som er fyldt med frygt og bekymringer! Vær hos os alle, at vi må fyldes af din fred, Gud, en fred, som overgår al forstand, en fred, som vi ikke kan finde i os selv, hvis du ikke planter den i os!

Lad kærligheden være den røde tråd i vores liv, som begynder lige nu og ender i evigheden.

Det beder vi om i Jesu Kristi navn! Amen.

Hør bønnen her:

https://www.facebook.com/metro...

Tirsdag den 24. marts, Suzette Ejdrup
Jeg ved ikke med jer, men jeg syntes, at der er behov for lidt at grine af i dag. Så jeg håber, at I blev smittet af den lille drengs skønne latter. (Tryk på billedet, og videoen starter). Og det er ikke fordi, at jeg ikke tager situationen alvorligt. Nu er nedlukningen af Danmark forlænget til efter påske. Det betyder ændrede liv for rigtig mange mennesker endnu en tid. Og det betyder også, at vi ikke kan mødes i kirken og fejre påske og sammen tage del i påskens store drama.

Men humor kan være ganske forløsende - netop i pressede tider. Jesus selv brugte også humor i sin forkyndelse. I Markus evangeliet kan vi læse, at de skriftkloge blandt farisæerne havde ondt af, at Jesus spiste sammen med toldere og syndere, og de spurgte ham om, hvordan det kunne lade sig gøre. Han svarede: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge". Hvem han betragter som raske og som syge, nævner han ikke. Det er underfundig humor. Er andet eksempel er en fortælling fra Lukasevangeliet, hvor Jesus spiste hos en af de ledende farisæere. Der lagde Jesus mærke til, hvordan gæsterne sloges om de øverste pladser, alle ville så tæt på værten som muligt. Han sagde derfor: "Når du bliver indbudt til bryllup, så sæt dig ikke øverst, for måske kommer der en, der er fornemmere end du, og du vil blive bedt om at sætte dig længere ned, hvilket vil være pinligt for dig. Nej, sæt dig nederst, så bliver du måske bedt om at sætte dig længere op, mens alle ser og hører det. Hvilken ære for dig!" Det resulterede i, at alle nu sloges om de nederste pladser. Den er også baggrunden for vittigheden om de to præster, der mødes ved et stort og fristende tag-selv-bord. ”Efter dig” – ”efter dig” lød det gang på gang, og ingen af de to fik noget at spise ved det bord.

Så lad os grine af det, der er at grine af. Lad latteren og smilet smitte. Det er nu, vi har brug for det.

Jeg ønsker jer en tirsdag fuld af glæde, smil og latter.

Mange hilsner Suzette Ejdrup

Mandag den 23. marts, organist Fredrik Mellqvist spiller
Idag, hvor vi går ind i den sidste uge af vores fælles isolation, som har til hensigt at knække corona-kurven, lægger vi op til stille reflektion over et stykke musik. Vores ene organist Fredrik spiller her: Alt står i Guds faderhånd. Det er tankevækkende hvor små vi mennesker egentlig er når det kommer til stykket.
Hør Fredrik Mellqvist spille her:

https://www.facebook.com/metro...


Søndag den 22. marts, Suzette Ejdrup
Det er i dag Midfaste – vi er midt i fastetiden og hastigt på vej mod påske. Under normale omstændigheder ville vi have fejret gudstjeneste i Sundkirken kl. 10 og kl. 12 i Allehelgens Kirke. Men gudstjenester er, som I ved, aflyst, for at vi kan passe på hinanden og ikke sprede smitte med corona virus.

At tage del i en gudstjeneste er en ”total oplevelse” med bønner, musik og sang, der passer til dagens tema og stemning. Og gudstjeneste er noget, vi gør sammen. En gudstjeneste er noget, vi fejrer sammen i fællesskab. Derfor bliver det ikke helt det samme at læse bønner og prædiken alene for sig selv.

Men I skal dog ikke snydes… Og måske vi i ånden kan fejre gudstjeneste sammen. Sammen hver for sig. Fællesskab på afstand.

Lad os bede sammen: Gud, du kender vores dybeste hunger, sjælens sult og åndens tørst. Før vi beder, ved du, hvad vi har brug for både til legeme og sjæl. Alligevel beder vi: Mæt os med din kærlighed, og lad os aldrig tage det gode som en selvfølge, så vi glemmer at være taknemlige og givende. Lær os at elske, så vi kan mætte andre. Giv os at smage glæden i dit evige rige, hvor al lidelse og nød er forsvundet. Og alle skel og skranker faldet bort. Da er vi ét i dig i din elskede søn Jesus Kristus, som er livets brød fra evighed til evighed. Amen

Fra 2. Mosebog 16,11-18 skal vi læse fortællingen om, hvad der sker, da Moses fører israelitterne gennem ørkenen fra Egypten og til det forjættede land:

Herren sagde til Moses: »Jeg har hørt, hvordan israelitterne giver ondt af sig. Sig nu til dem: Lige inden mørket falder på, skal I få kød at spise, og i morgen skal I spise jer mætte i brød; så skal I forstå, at jeg er Herren jeres Gud.« Om aftenen kom der et vagteltræk, som dækkede lejren, og om morgenen lå der dug rundt om lejren. Da duggen forsvandt, lå der hen over ørkenen et finkornet lag ligesom rim på jorden. Da israelitterne så det, spurgte de hinanden: »Hvad er det?« For de vidste ikke, hvad det var. Men Moses sagde til dem: »Det er det brød, Herren giver jer at spise. Dette er, hvad Herren har befalet: I skal samle så meget af det, som hver enkelt kan spise, en omer til hver enkelt svarende til antallet af personer. Enhver skal tage til dem, der hører til i hans telt.« Det gjorde israelitterne, og nogle samlede meget, andre lidt. Da de målte det med omer-målet, havde den, der havde samlet meget, ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt; de samlede det, hver især kunne spise. Amen

Fra Johannesevangeliet 6,24-37 vil vi læse:

Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. Men som jeg har sagt til jer: I har set mig, og I tror ikke. Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; Amen

Kender I fornemmelsen af en sult, der ikke kan mættes? Kender I følelsen af at sulte efter mere. Men lige meget hvad man gør, så bliver sulten ikke rigtig stillet? Det er som at have en sult efter mere, efter noget andet, noget bedre hele tiden. Mere vil have mere. Sådan er der nok flere af os, der er skruet sammen. Ind i mellem føler vi os helt tomme og bliver sultne efter noget mere. Det er ikke en fysisk sult, jeg her taler om, selvom det bestemt også kan være slemt, men det er en åndelig sult, jeg tænker på. Den åndelige sult, der melder sig som en tomhed, uro – en rastløshed, der kan forsøges dæmpet på forskellig vis: ved shoppeture, skift af fritidsinteresse – noget endnu vildere denne gang. Måske det hjælper at skifte bolig, skifte partner, skifte job, bil, tv, mobiltelefon eller venner. Måske det hjælper at rejse ud og væk – endnu længere væk denne gang til et endnu mere eksotisk sted – ja det var altså en mulighed, indtil for kort tid siden. At rejse ud i verden. Og alle disse forandringer kan føles godt, men måske kun for en tid. Så melder sulten sig efter noget nyt, noget større. Jeg taler ikke her for stilstand, laden-stå-til, handlingslammelse eller apati: Forandring, udvikling og nye tiltag og input er givende og nødvendige. Men det kan være skruen uden ende. Måske fordi den tilbagevendende tomhed, uro, rastløshed eller umættelige sult ikke dækkes af noget, som verden er i stand til give, selvom verden ellers har nok så meget at give.

En af de store kirkefædre fra 400 tallet, Augustin, sagde det på den måde, at vi som mennesker er urolige, vi har en længsel efter evighed, indtil vi finder hvile hos Gud. Det vil sige, at der er en del af vores tomhed, uro - en del af vores indre sult - der ikke kan tilfredsstilles af noget i denne her verden. Men kun af Gud selv. Eller for at sige det med ord fra dagens evangelium: Der findes en sult, som kun Jesus Kristus kan stille. Det var det, Jesus sigtede til, da han sagde: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste." For det brød, jeg vil give ham, "består til evigt liv". Der findes altså en åndelig sult, som kun Jesus Kristus kan mætte.

Jesus var ellers ikke ligeglad med, om mennesker sultede sådan i konkret, fysisk forstand – I ved, hvor maven føles som et stort hul – en knugende og gnavende fornemmelse i maven. Den sult var Jesus ikke u-overhørig. For den dag, hvor Jesus sagde de her ord, havde han dagen forinden udført et under, hvor han med blot 5 brød og 2 fisk havde skabt et måltid og mættet hele 5000 familier. De mange mennesker var samlet ved Genesaret Sø. Dagligvarebutikkerne var langt væk, og de havde ikke fået mad med hjemmefra. Jesus tog kroppens behov alvorligt og vidste, at uden mad og drikke, duer helten ikke. Jesus udførte et under og skaffede dem alle sammen føde. Og da han havde gjort det, da var det, at sulten efter mere meldte sig hos folkeskaren. De kunne ikke få nok. Nu ville de gerne have lidt mere. Jesus havde jo demonstreret, at han kunne skaffe dem mad lige med et og uden videre. Så nu ville de gerne have ham til at udføre nogle flere undere. Gøre noget lidt større og vildere. Da Jesus opdagede det, skyndte han sig at gå sin vej. Langt væk. Han opsøgte ensomheden. Men skaren fik opsnappet, hvor han opholdt sig. Og da de fandt ham, sagde han til dem, at de kun kom fordi, de ønskede, at han skaffede dem mere mad og gjorde større undere. Men dybest set stillede folkeskaren sig tilfreds med alt for lidt. De sultede efter at få mad og drikke i rigelige mængder. Men Jesus kunne give dem mere end det. Han kunne give dem en føde, som mættede for altid og ikke kun nu og her.

Hvis Jesus havde sagt det her i dag – år 2020, så ville han måske have sagt til os: "I ”sulter” efter en lejlighed - et hus, der er stort nok. En vin, der er god nok. En rejse, der er eksotisk nok. Eller underholdning, der er festlig nok. Eller et job, der er meningsfyldt nok. I ”sulter” efter at have nok af alt – ikke kun håndsprit, toiletpapir og rugbrød –men alt. Det er alt sammen godt i sig selv. Det eneste problem er, at det har den indbyggede mekanisme, at vi altid vil have mere. Så vi bliver aldrig helt mætte ad den vej.

Det er som at spise chips, is, slik og kager og drikke sodavand. Det er lækkert, det smager skønt, vi bliver glade, og får hurtig energi. Men lige meget hvor meget vi spiser eller drikker, bliver vi ikke rigtig mætte. Og vi søger køleskabet eller andre forrådsskabe igen og igen. Jeg hørte i går i radioprogrammet ”Mads og Monopolet”, at vi i disse tider med bekymring og uvished og mangel på hverdag, faste rutiner og rytmer er mange, der har det sådan. Vi er lækker-sultne, spiser mere og mere, men bliver ikke rigtig mætte. For det er tomme kalorier i stedet for den solide, nærende og vitaminrige kost, der mætter længe og giver god energi til dagens opgaver, sorger og glæder. Den gode kost, der mætter ikke kun kortvarigt, men i evighed er Jesus. Jesus mætter i længden. For Han er livets brød.

Og hvordan kan vi så få del i dette brød? Du har lige gjort det – ved at læse Guds ord får du del i Livets brød. Og vi gør det, når vi samles til gudstjeneste eller andre andagter og lytter til Guds ord. Når vi tænder for radio og tv eller lytter og ser med på andre medier - også de sociale - og hører Guds ord i de gudstjenester, der bliver transmitteret. Del i livets brød får vi også, når vi åbner bibelen og læser Guds ord. Ordene kan vi lade nå ind i hjertet – vi kan lade dem blive ord ikke kun til overvejelse, men også til vejledning og efterfølgelse. Del af livets brød får vi også, når vi synger om Gud. Taler med Ham i bøn. Og vi spiser af det brød, han er, når vi bærer barnet hen til ham i dåb. Og vi spiser livets brød, når vi selv tager imod Ham gennem nadveren. Det hellige brød som Jesus er til stede i - det er en lille bid af livets brød.

Som det gode, nærende og mættende måltid giver fysisk energi, kan Jesus give os åndelig energi og kræfter til glæde for os selv og andre. Og det glædelig budskab er: Der er rigeligt til alle, og vi er alle velkommen til at tage for os. Tage for os i rigelige mængder. Der er nok til alles krop, sjæl og ånd. For Jesus siger: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste”. Og fortsætter Jesus: Og den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Aldrig vise bort.

Derfor kan vi sige: Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Lad os bede sammen: Vor Gud og Fader i himlen. Tak for hvad du dagligt giver os, så vi kan leve. Tak for dagligt brød og for livets brød. Vi beder dig: Mæt de sultne, hjælp de hjemløse og landflygtige og de forfulgte. Vær hos de fangne og giv nyt mod og håb til de bekymrede og modløse. Helbred de syge, og vær hos dem der er ramt af sygdom, sorg, ulykke og savn. Vær med alle med ansvar i vores samfund: Giv dem forstandighed og storsind, så de forvalter mulighederne for de svage og til at tjene andre mennesker. Vær med alle de mennesker, der på forskellig vis knokler hårdt for at hjælpe os alle i denne tid. Lad der blive fred mellem alle folk og nationer. Lad frygt og terror blive erstattet af glæde og rummelighed. Velsign og bevar vor Dronning og hendes familie og hjem, alle familier og hjem og alle uden familie og hjem. Hold din beskyttende hånd over os, fri os fra alt ondt og bevar os fra indbyrdes strid og opløsning. Giv os styrke og vilje til at hjælpe hinanden. Vi beder for din kirke her og ud over hele jorden. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Giv os alle nåde, fred og velsignelse og bevar os i håbet om syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.

Rigtig glædelig og solrig søndag ønskes I alle

Kærlig hilsen

Suzette Ejdrup



Lørdag den 21. marts, Line Bønding
Lige nu i denne tid kan vi ikke samle alle de mennesker, som vi plejer at samle, til gudstjenester, undervisning og andre arrangementer og aktiviteter. Vores kirker sprudler normalt af liv hele ugen rundt. Nu er det midlertidigt lukket ned. Man kan ikke engang komme ind og tænde et lys i vores lysglobe/lystræ i bøn for denne tid.

Betyder det, at vi ikke tror nok på Gud i Folkekirken? - spørger kritiske røster.

Det er ikke et udtryk for en svag tro, men en solidaritet med resten af samfundet, og en erkendelse af, at vi alle er i risiko for at blive smittet uanset, hvor vi samler os i større forsamlinger og fællesskaber. Det ændrer kirkens rum ikke på.

Situationen er både historisk og smertefuld. Men den giver os også anledning til at overveje, hvad kirke egentlig er?

Er kirken de fysiske rammer, kirkebygningen, murstenene, som vi kan pege hen på og sige: ’Se, der er en kirke!’?

Er kirken præsterne og de ansatte, som normalt har deres daglige gang i kirkens fysiske faciliteter og byder mennesker velkommen indenfor, når vi åbner dørene til gudstjeneste m.v.?

Ja, kirken er vel også det, men ikke først og fremmest.

Kirke betyder fællesskab. Kirken er bygget af de levende stene, som menigheden, dvs. du og jeg, helt almindelige mennesker, udgør, når vi samles til gudstjeneste og bøn.

For tiden må vi være fysisk adskilt, og det er trist og nedslående for mange af os; men kirkens fællesskab er ikke kun et fysisk fællesskab, men også et sjæleligt og åndeligt fællesskab. Et fællesskab med både Gud og mennesker.

Det fællesskab taler Jesus fx om, når han siger: ’Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han skal bære megen frugt. For skilt fra mig kan I slet intet gøre.’ Joh. 15,5 Med de ord taler Jesus om vores dybe forbundethed, ja, enhed med ham og med hinanden. Vi sidder fast på ham, som grene sidder fast på deres træ, som én stor organisk enhed.

Grenene er ikke hele træet, men de er heller ikke forskellige fra træet. Og træet og grenene næres af jordens muld, som træet stikker sine rødder ned i og suger liv og kraft op fra; og det næres af himlens og solens lys og varme, som træet strækker sine grene op i mod.

Det er ikke tilfældigt, at Jesus sammenligner sig med et vintræ og ikke et hvilket som helst andet træ. For af vintræets frugt laver man vin; mørkerød, varmende og berusende vin. Jeg tror, at mange har erfaring med, hvad sådan et enkelt glas vin kan gøre ved fællesskabet (i for store mængder er det naturligvis både destruktivt og fællesskabsnedbrydende og en virkelighedsflugt; her taler jeg kun om et enkelt glas): Det kan hjælpe os til at slippe nogle af vores forbehold over for hinanden, så vi kan overkomme følelsen af fremmedgjorthed, og løfte stemningen og slippe festen løs. Kroppen slapper af. Og vi slapper af. Er frie sammen.

Det er den frihed, der kendetegner det fællesskab vi har med Gud i Kristus – og som vi fortsat har, selvom vi alle nu er nødt til at holde os hjemme hver for sig. Vi er stadig forbundet med hinanden og Gud, som grenene er forbundet med træet.

I dag har jeg linket til en video med en lille meditation, som man kan lave derhjemme, som netop handler om denne forbundethed med jord og himmel; Gud og mennesker, ja, alt levende.

Man kan evt. tænde et lys, skabe et rum omkring sig, inden man laver meditationen, som er med til at stemme sindet til stilhed og bøn. Og som kan hjælpe en med at lægge sin normale dagsbevidsthed lidt til side og træde et par skridt dybere ind i sig selv.

Med ønsket om en smuk lørdag den 21. marts med solskin og høj blå himmel!

Kærlig hilsen, Line Bønding 

Fredag den 20. marts, Mik Kjerulff
Det er oftest gennem kriser, at vi vokser som mennesker og som fællesskab. Det er tankevækkende. Vi skal passe på hinanden. Det er vores fælles ansvar og dag for dag skal det vise sig om vi for alvor vil hinanden. Det glædelige budskab er, at det bestemt ser sådan ud.

Selvfølgelig er der folk som ikke bryder sig om det, de føler er et overgreb imod deres frihedsrettigheder, og det er da også en debat og et fokus vi til stadighed må have, men generelt virker det som om man er sig sit ansvar bevidst. De unge tror tit, at det der foregår over i kirken kun er noget for gamle mennesker, som slet ikke ved noget om livet…altså det liv man er ved at finde sig selv i, når man definerer sig selv og sine interesser på skaterbanen osv.

Derfor har jeg lyst til at fortælle lidt om en anden ung mand, som i sin tid var helt med på noderne. Han gik i det smarteste tøj og tog del i de vildeste fester hele tiden. Han havde heller ikke brug for kirke og kristendom og alting spillede – altså lige indtil den dag han for alvor blev syg og gennem en periode svævede mellem liv og død. Han overlevede, og da han kom ud på den anden side, i live, var hans fokus forandret. Han lagde det overfladiske, tomme liv med festerne og stofferne bag sig og tog ansvar i eksistensen.

Dengang var der desværre også meget overfladisk bling forbundet med magt og derfor var magten i Vatikanet også fedtet godt ind i dekadence. Vi er i Italien i 1200-tallet. Det er Frans af Assisi jeg taler om. Han fik et andet fokus – Gud. Han fik syn for at vi alle er skabt af Vor Herre – også de fattige og de udstødte, de syge og de gamle, naturens flora og fauna. Men alt hans hippie-pis, var faktisk en sten i skoen på paven, (som godt kunne lide luksus og bling). Det var dog svært at finde argumenter imod den Hellige Frans og derfor blev der også oprettet en munkeorden i hans navn. Det er denne Frans som den nuværende pave har taget navn efter. Da Frans på et tidspunkt lå på et sygeleje digtede han "solsangen" eller "skabningernes lovsang" (som selvfølgelig nok et mere poetisk i originalen – uden dansk oversættelse).

Allerhøjeste, almægtige, gode Herre,
Din er al lov, pris og ære og al velsignelse.
Dig alene, Allerhøjeste, tilkommer de,
og intet menneske er værdigt at nævne Dit navn.
Lovet være Du, min herre,
med alle Dine skabninger,
især hr. broder sol, som er dagen,
og ved ham giver Du os lys.
Og han er smuk og strålende med stor glans.
På Dig, Allerhøjeste, er han et billede.
Lovet være Du, min Herre,
gennem søster måne og stjernerne.
På himlen har Du skabt dem,
klare og kostelige og smukke.
Lovet være Du, min Herre,
gennem broder vind
og gennem luften og skyerne
og godt vejr og al slags vejr,
hvorved Du opholder Dine skabninger.
Lovet være Du, min Herre,
gennem søster vand,
som er såre nyttig og ydmyg
og kostelig og kysk.
Lovet være Du, min Herre,
gennem broder ild,
ved hvem, Du oplyser natten;
og han er smuk og munter
og kraftig og stærk.
Lovet være Du, min Herre,
gennem vor søster moder jord,
som opretholder og nærer os
og frembringer alskens frugter
med farvede blomster og græs.
Lovet være Du, min Herre,
gennem vor søster,
den legemlige død,
som ingen levende kan undslippe.
Ve dem, som dør i dødssynd.
Salige er de, som døden finder indesluttet
i Din allerhelligste vilje,
for den anden død
kan ikke gøre dem noget ondt.
Lov og pris min Herre
og tak ham
og tjen ham i stor ydmyghed.

Til sidst vil jeg gøre lidt reklame: DR1 har morgensang kl. 9, hvor vi inviteres til at synge alene – sammen. Netflix har en god film om den nuværende og den tidligere pave: Two Popes – og endelig skal man vide, at der sidder mange mennesker rundt omkring som går ind i bønnens rum præcis kl. 12 hver dag – alene i fællesskab. Rigtig mange hilsner fra os her i Allehelgens – og Sundkirken.

Med ønsket om en rigtig god fredag i vores fælles ensomhed.

Torsdag den 19. marts, Suzette Ejdrup
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Sådan lyder det ved enhver gudstjeneste og andagt, dåb, konfirmation, bryllup, bisættelse og begravelse. Ja, sådan afslutter jeg også ofte en sjælesorgssamtale.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Sådan lyder Guds velsignelse. Ordene stammer ifølge Det gamle Testamente fra Moses og hans bror Arons tid. De findes i 4. Mosebog kapitel 6,24-26. Det er den velsignelse, som Gud sagde til Moses, for at han kunne fortælle videre til sin bror Aron, som var Israels første præst og grundlægger af præstestanden. Derfor hedder velsignelsen også den aronitiske velsignelse.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Når præsten eller andre siger eller lyser velsignelsen, sker det på vegne af Gud. Den egentlige velsignelse udgår fra Gud. Og når et menneske velsignes, er det en bøn eller ønske om, at dette menneske må stå under Guds beskyttelse.

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Det er stærke ord. Gud ser direkte på os og er os nådig. Gud ser direkte på os og giver os fred. Gud beskytter os. Det kan vi have brug for i denne tid, hvor alting er helt forandret pga. corona virus. I denne tid hvor bekymringer og frygt kan tage over, er det godt med en kærlighedserklæring fra alle højeste sted:

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Læs stille og roligt ordene og lad dig overstrømme af Guds kærlighed, nåde og fred:

Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

En smuk og solrig torsdag ønskes I alle.

Mange hilsner
Suzette Ejdrup

Onsdag den 18. marts, Mik Kjerulff
Nu er vi snart halvvejs gennem fasten og det må siges at den har fået helt anderledes tyngde i år. Måske er der opmuntring i at vide de gammel-testamentelige tekster for tiden handler om folkets trængsler og om at Gud leverer føden - måske nok lidt kedelig mad, men immervæk, således at de ikke lider nød. Det der er i fokus er at jøderne på meget pædagogisk vis lærer at når de deler af det de får, så er der nok til alle.

I ulige år, (salmebogens 1. Tekstrække) finder man som søndagens tekst, Johannesevangeliets fortælling om “bespisningsunderet”. (Joh. 6, 1-15) Det er fortællingen om de 5000 mennesker der er forsamlet for at høre Jesu ord, og hvor Jesus og hans disciple konstaterer at der jo nok ikke er mad nok til dem alle. To fisk og fem brød er hvad de umiddelbart kan diske op med! Jesus giver sig tl at dele ud af maden og sandelig om ikke det viser sig at der er mere en rigeligt! Det er et vidunder, men man har lov at spørge om ikke vidunderet er at de kan finde ud af at dele, når nu Jesus deler sit - sandelig, hvis alle gjorde det samme, og i øvrigt viser lidt mådehold, situationen taget i betragtning - (de befinder sig langt væk fra byen og indkøb og forsyninger), ja, så kan de faktisk sagtens klare sig, og mere til!

I går talte Dronningen med formanende ord. Det handlede ikke om mad, men det kristne budskab om at dele og tage ansvar for hinanden i situationen var alligevel klart og det er ganske, ganske smukt at være vidne til at vi som normalt er en smule forkælede (sådan set med store globale briller), formår at vokse med opgaven og ansvaret. Vi er nogle der har været længere tid om at fatte alvoren end andre, men nu er ti´øren ved at være faldet og der er umådelig stor opmuntring i den fælles ansvarsfølelse.

Sidst: Et at ugens projekter her i den fælles isolation er at lære teksten til “den blå anemone”. En elefant skal spises i meget små bidder og jeg begynder naturligvis med 1. Vers. Det er meget meditativt når man skal forsøge at huske - og det efterhånden sidder fast. Jeg kan varmt anbefale det!

De allervarmeste hilsner til jer alle fra os i kirken og med ønsket om en god og fredfyldt onsdag.

https://youtu.be/qv_xuB5I2CI

Teksten:

Hvad var det dog der skete
1. Hvad var det dog der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det,
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit søblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone, jeg planted dér i fjor.

2. På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte, den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone,
jeg ser den aldrig mer.

3. Nu står den der og nikker
så sejerssæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.

4. Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: "Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden", da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone,
mit hjerte atter glad.

5. For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Tekst: Kaj Munk


Tirsdag den 17. marts, Line Bønding
"I wish it need not have happened in my time", said Frodo.
"So do I" said Gandalf, "and so do all who live to see such times.
But it is not for them to decide.
All we have to decide is what to do with the time that is given us."

J.R.R. Tolkien, The Fellowship of the Ring

Der er tider og overgange i alle menneskers liv, som man ville ønske, at man ikke skulle gå igennem. Lige nu oplever vi en situation på verdensplan, som vi ville ønske, at vi ikke skulle gå igennem. Coronavirussen og bestræbelserne på at inddæmme den, har på mange måder gjort vores liv ugenkendeligt - nærmest fra den ene dag til den anden. Vi har mistet vores bevægelsesfrihed, vores frihed til at gøre mere eller mindre, hvad vi har lyst til, og til at være sammen med dem, vi har lyst til, når vi har lyst til det. De fleste af os forstår godt, at det er nødvendigt med alle disse tiltag, men mon ikke også, at vi alle sammen mærker en vis protest i os selv; en følelse af snærende bånd og måske endda desperation, over ikke at kunne gøre som vi plejer. En længsel efter komme ud på den anden side af alt det her.

Utålmodigheden melder sig. Nu vil vi gerne snart se, at det gør en forskel, at vi bliver hjemme. Men i meldingerne fra eksperterne lyder det, at vi kun lige er i begyndelsen af det hele. En af de mest grundlæggende værdier, som vi er opflasket med her i landet, er frihed. Det er smertefuldt, når den tages fra os - også bare for en tid, som man, selvom vi ikke ved præcist hvornår, kan se en ende på. Friheden er taget fra os, fordi noget andet er kommet over os. Noget, som vi ikke selv har valgt. Det var ikke din og min beslutning, at dette skulle ske i vores tid. Det er noget, der sker med os. Men det, som vi kan beslutte, er, som Gandalf siger i nedenstående citat, hvad vi gør med den tid, som er os givet.

Hvad gør vi? Vi kan lade frygten få overtaget, som det fx sker, når den indre hamster træder i karakter - hvilket set fra et overlevelsessynspunkt er helt rationel adfærd, hvis der faktisk var mangel på fødevarer - og når vi reagerer med forargelse og alene påpeger hinandens egoistiske adfærd, og hvor dårligt vi danskere klarer det her. Åh, det er så let at forfalde til, også for mig. Den verden bliver ikke rar at leve i. For nogen.

Eller vi kan se på verden med troens og håbets øjne. Se alt det gode denne svære tid også vækker i mennesker. Hjælpsomhed. Omsorg på nye måder. Og vi kan være taknemmelige over de stunder og glimt af nærvær og kontakt, der opstår med de allernærmeste ansigt til ansigt derhjemme. Eller med venner og bekendte gennem diverse sociale netværk på nettet. Vi kan være taknemmelige for de små og store gaver, som livet stadig byder på, i naturen fx - også den, som findes i altankasserne eller i vindueskarmene. Eller bare fyldes af glæde ved at se den mindste lille ting, som i en stresset hverdag ellers synes ligegyldig. Ja, måske kunne netop det være dagens øvelse i nærvær: Når dit øje falder på noget, du ellers anser for intet eller ikke har lagt mærke til før, så betragt det nærværende. Smil til det. Grin ad dig selv, når du gør det. Men fra hjertet. Se livet bag formen.

Jeg tror, at denne form for nærvær, kan blive skridtet ind til en frihed, som stikker noget dybere end den frihed, som nu er taget fra os for en tid. Og erfaringen med den frihed, kan vi tage med os ind i fremtiden, når livet begynder at ligne sig selv igen.

Jesus siger: “Frygt ikke, tro kun” (Lukas 8,50b)

Med ønsket om en smuk tirsdag den 17. marts ?


Mandag den 16. marts, Suzette Ejdrup:
Sådan er udsigten fra min arbejdsplads i dag – et kig ud på min altan, hvor blomsterne ubekymret bader sig i det smukke sollys. Sådan plejer min udsigt ikke at være. Normalt arbejder jeg på mit kontor i Sundkirken. Der hilser jeg hver mandag på de mange ”mandagssangere”, der kommer og mødes i fællesskabet omkring sang og hygge med hinanden. I Sundkirken mødes jeg med kolleger. Der har jeg samtaler med folk. Der møder jeg glade forældre, der skal have det lille barn døbt. Der taler jeg med lykkelige par, der skal giftes. Der taler jeg med ulykkelige mennesker, der har mistet deres kære. Der hører jeg kirken summe af konfirmanders snak og grin. Det er givende at møde mennesker i den største glæde og den største sorg – og alt det midt i mellem. Det er givende at møde mennesker ansigt til ansigt. Men sådan er det ikke i denne tid. Som I ved, er kirken lukket for at forebygge Corona-smittespredning og dermed tage hensyn til de svageste i vores samfund. Under særlige forhold og med diverse restriktioner kan vi dog holde dåb, vielse og bisættelse i kirkerne. At kirken og kirkekontoret er lukket, betyder dog ikke, at vi præster og andet personale er fraværende. Vi kan kontaktes på telefon eller mail. Telefonnumre og mailadresse kan findes på www.metrokirkerne.dk. Og det er muligt at føre en samtale over Skype eller messenger eller via vores facebookside. Sådan vil det foreløbigt være indtil søndag den 29. marts 2020.

Hverdagen er i sandhed forandret på mange måder for os alle. Skoler og institutioner er for alvor lukket fra i dag. Danmarks grænser blev lukket lørdag. Biblioteker, svømmebade, sportshaller og nogle butikker holder lukket. Flybranchen er helt i knæ, og andre virksomheder er pressede. I det private erhvervsliv arbejder folk hårdt på at holde hjulene i gang, så vi kan købe mad og andre fornødenheder. I hjemmeplejen og politiet - for blot at nævne - nogle arbejdes der også på højtryk. I sundhedssystemet knokler mange mennesker for at hjælpe os andre. Hvor mange mennesker, der nu er smittede eller vil blive smittede med coronavirus, og hvor syge de er eller vil blive, ved vi ikke. Det er en uvis tid. Vi står på ukendt grund. Vi ved ikke, hvad dagen eller morgendagen vil bringe. Og det kan fylde os med bekymring. Da må vi huske Jesu ord: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”. (Matthæusevangeliet 6,4).

Når man har det for øje, kan der blive overskud til at tage sig af de bekymringer, som ligger for her og nu. Når energien ikke bruges på en fremtid, vi alligevel ikke kender fuldt ud, kan der være overskud til at vende blikket mod dem, der har brug for vores hjælp lige nu og her. Og hjælpsomheden og omsorgen er stor blandt danskerne– der bliver ikke kun hamstret og tænkt på sig selv – der bliver også tænkt på andre: Vi ser det på facebook og andre sociale medier – der dannes grupper og fællesskaber, hvor man hjælper hinanden. Hjælper hinanden med indkøb, afhentning af medicin på apoteket, levering af mad, pasning af børn eller andet.

”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig om det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

Rigtig god mandag ønsker jeg jer alle.

Mange hilsner Suzette Ejdrup

Søndag den 15. marts, Mik Kjerulff:
Det er i dag 3. søndag i fasten. Der skulle have været Brunch-gudstjeneste i Allehelgens kirke. Sådan blev det ikke. Brunchen blev aflyst – men Højmessen skulle naturligvis gennemføres. Sådan blev det ikke, for det er selvfølgelig vigtigt at vi gør alt menneskeligt muligt for at stoppe – eller i det mindste udskyde smittespredningen ligesom myndighederne foreskriver, så hospitalerne kan følge med når der for alvor bliver brug for respiratorer. At kirkerne holder lukket er helt uden sidestykke og siger noget om alvoren. Desværre er der stadig mange der ikke rigtig har forstået det og søndagens tekster taler måske mere ind i den virkelighed som har ramt os, end den som vi havde ønsket os.

Det er ikke præsten der vælger dagens tekst, men faktisk omvendt. De står i salmebogen. Nogle kirker bruger 3 læsninger, i Allehelgens og Sund-kirken bruger vi to. Ofte springer mange præster den gammeltestamentelige læsninger over, fordi vi ikke bryder os om den gammeltestamentelige straffende Gud. I dag springer man lige over i Johannes åbenbaring og det er også dystre dommedagsprofetier og så er vi jo lige vidt.

Normalt ville vi have bedt nu. Det var fastetid også før krisen indtraf og salmebogen har en bøn til dagen i dag: Lad os alle bede: Almægtige Gud, vi beder dig: Se til os hjælpeløse mennesker, hør vore bønner! Udræk din kongelige højre hånd og forsvar os ved vor Herre Jesus Kristus, din Søn, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen. Vi ville have haft sunget en salme. Fx, rr. 754 – Se nu stiger solen er en klassiker, som rummer det hele. Den er dyster og den er fuld af håb.

Normalt ville præsten have sagt: ”Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog” og menigheden ville have rejst sig i andægtig respekt for biblens ord:

Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.« Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« Anden Mosebog 32,7-10.30-32

Og; Denne hellige lektie skrives i Johannes´Åbenbarning: Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer mellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og udholdenhed og véd, at du ikke kan døje de onde, og at du har prøvet dem, der påstår at være apostle, men ikke er det, og har fundet, at de lyver. Du har udholdenhed og har døjet meget på grund af mit navn og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed. Husk derfor på, hvorfra du er faldet, og omvend dig, og gør de gerninger, du først gjorde; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis ikke du omvender dig. Men det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som jeg også hader. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne. Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis. Johannes' Åbenbaring 2,1-7

Det er umiddelbart svært at finde opmuntring i disse to tekster, men vi mangler jo også Jesu ord: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Johannesevangeliet 8,42-51

…og således er banen kridtet op i dén kirke som for første gang holder dørene lukkede. Der er ingen af os som ikke føler tyngden af Guds fældende dom. Vi har danset så rigeligt om Guldkalven; Foran børsen i New York står der sågar et kunstværk hylder pengene og jagten på dem. Vi er faldet og har svigtes vores første kærlighed og gør det såmænd igen og igen – og Jesus siger om de selvretfærdige jøder som såmænd lige så godt kunne være os: ” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”. Vi er alle påvirkede af situationen, vi er bange og skræmte og ved ikke hvad vi har i vente. Nogle af os reagerer i trods og måske er det det som gør sig gældende når de unge mennesker alligevel søger fællesskabet i forårssolen på dr. Louises Bro. Måske anser vi ikke netop os selv som smittebærere, eller måske er alvoren bare ikke rigtig gået op for nogle af os. Min. 2 meters afstand osv. Det er også paradoksalt at det lige præcis er fællesskabet vi skal undgå – i fællesskabets og næstekærlighedens navn! Dommedagsscenarier er ikke lige hverdagskost for os danskere, men det er da interessant at vi instinktivt hamstrer tolietpapir, men forestillingen er jo også at Helvede også noget værre lort!

Det er noget værre møg, og I den næste tid bliver det kun værre. Ordene til opmuntring må være noget med at vi alle sammen i fællesskab, mennesker og nationer lærer en vigtig lektie som vi åbenbart og tydeligvis ikke har til sinds at indstille os på uden at skulle lære en lektie på den hårde måde. Forleden – for samfundene lukkede delvist ned i Vesten, så man hvorledes luftforeningen var forsvundet fra Kine, efter at flytrafikken lå stille. Enten kan man som klimabenægter, negligere alvoren og resonere: jamen, klimakristen er aflyst, for vi kan jo bare lade være med at flyve nogle dage – eller som forstandige mennesker, kan man resonere på baggrund af tydelige vidnesbyrd: Vi må gøre tingene anderledes i fremtiden – på den anden side af krisen! Ja, erhvervslivet styrtbløder penge, men det er heldigvis lige vilkår for alle omkring verdens stor matadorspil, for en pandemi rammer jo som bekendt alle, og måske er det netop tid til at meditere om det fortsat skal være dansen om guldkalven som skal definere vores værdier her i livet. Der er en stilhed som er blevet os påtvunget. Fastetiden er blevet det som er tiltænkt som. En tid til at kigge på de nære relationer. Lige nu er vi triste netop fordi vi må undvære samværet med familie og venner vi holder af – normalt har vi for travl med alt muligt som lige nu virker ligegyldigt. Håbet er altså, at når vi forhåbentlig kommer igennem dette her – sammen, så er det med en øget bevidsthed om at vi netop er sammen i det fællesskab som verden er. Vi forstår pludselig at der er så meget af det nære og værdifulde vi har glemt fordi; ”samfundet”, ”erhvervslivet”, ”konkurrence-evnen”, ”terrortrusler”, ”finansloven og betalingsbalancen” eller noget syvende, med den største selvfølgelighed fordrer det. En pandemi kan vende alle den slags prioriteringer på hovedet og har gjort det. Lige pludselig er det, det nære som betyder noget og vi øver os i det på hver vores måde. Undertegnede er fx ved at opøve internet-kommunikations-skills jeg aldrig rigtig har haft tid til så vi kan have fællesskab uden at være sammen IRL, (som det hedder).

Sidst skal der også herfra gentaget at der er mange mennesker derude som dagligt tager del i en fælles bøn kl. 12, ligesom det blev beskrevet forleden. Vi er sammen, på afstand. Da dette må stå i stedet for en normal prædiken vi jeg slutte af med et: Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.

Rigtig god søndag!

Kærlig hilsen Mik Kjerulff

Lørdag den 14. marts, Line Bønding:
Jesus siger: "Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig." Johs. 14,1 - del 2.

Jeg må gå til bekendelse i dag. Det er jo også faste- og bodstid, så det er helt på sin plads. Og det er ikke fordi jeg tror, at jeg er værre end alle andre mennesker. Men min bekendelse går på det at være et menneske med alt, hvad det rummer af skidt og kanel:

Forleden dag - jeg mener, at det var inden regeringens udmelding om at 'Danmark lukker' onsdag den 11.3 om aftenen .. allerede der havde man vist set de første billeder og klip af mennesker, der hamstrede toiletpapir - men forleden dag, altså, sad jeg på mit toilet (udelukkende for at tænke filosofiske tanker, selvfølgelig). Og så faldt mine øjne på mine dengang otte ruller toiletpapir, i dag er der seks tilbage. Og jeg tænkte: Gad vide, om jeg har nok?! Og noget dybt i mig sagde: Nej, du har overhovedet ikke nok. Heldigvis registrerede jeg, at jeg tænkte sådan, så jeg kunne stoppe hamsteren i mig at gå amok og gå ned og rippe alle forretningerne i min nærhed for de sidste ruller toiletpapir. Jeg må dog sige, at selvom jeg godt kan lide at have nok toiletpapir på lager, så havde jeg aldrig fået ideen om, at det kunne blive en mangelvare, hvis ikke det var blevet vist i tv'et.

Min pointe er, at det her ligger dybt i os alle. Når vi bliver bange, så bliver det hele pludselig et spørgsmål om overlevelse. Og nogle er åbenbart blevet virkelig bange. Det er ganske bestemt ikke særlig hensigtsmæssigt, og derfor skal hamstringen selvfølgelig stoppes. Hvis den ikke stopper af sig selv, når der falder ro på os alle, og vi har vænnet os til den nye situation. Men den forargelse over hamstringen, som har bredt sig over det ganske land, gør hverken situationen eller verden bedre eller smukkere. Og den udspringer vel også af frygt: Hvis du tager det hele, så er der ikke nok til mig.

Der er en uskøn selvgodhed i forargelsen. Det er en lækkerbisken, den smager godt og man kan søbe rundt i den med savlende læber. Men spørgsmålet er, om det ikke netop er en af de lækkerbiskener vi skulle faste fra i denne tid. Ligesom vi holder vores indre hamster i snor, så den ikke går amok. Og i stedet, som jeg nævnte igår, faste til nærvær: Opøve og fremelske nærvær. Være ærlige over for os selv, også når vi registrerer de følelser og impulser i os selv vi ikke kan lide, i stedet for at pege fingre ad andre, som ikke har så meget overskud, som vi selv har, til at løfte sig fra overlevelsesinstinktet.

Elsk - i denne tid især på afstand - og se Guds barn i dig selv og de andre. Bed for dem, der er bange. Og husk at også du er elsket med det hele, favnet af barmhjertighed.

Og så er der kommet en opfordring på Facebook, som jeg gerne vil bringe videre her: En opfordring til fælles bøn for Danmark kl. 12.00 hver dag. Sæt fx mobiltelefonen, så du husker det. Alle kan være med. Også ateister, så kan man bare formulere sine gode ønsker om at situationen hurtigt vil ændre sig til det bedre og sende dem ud i æteren. Det, at mange samler tankerne om det samme i bøn og gode ønsker på samme tid, vil have en stor effekt, er jeg ret sikker på.

I morgen vil min kollega Mik Kjerulff skrive lidt ord til eftertanke, opmuntring og inspiration.

Med ønsket om en smuk lørdag den 14. marts: Himlen er blå og solen skinner, det er en god begyndelse :-)

Fredag den 13. marts, Line Bønding:
Jesus siger: "Jeres hjerte må ikke forfærdes. Tro på Gud, og tro på mig". Johs. 14,1 Det er fastetid i kirken i tiden fra Askeonsdag, onsdagen efter Fastelavn, indtil påskemorgen. I Folkekirken har vi ikke en tradition for, som andre kristne trossamfund, at faste som sådan. Nogle gør det alligevel på eget initiativ, faster fra kød, sukker, mobiltelefoner, sociale medier og andet, som måske har haft en tendens til at tage over i ens liv. Man faster fra noget, for at give Gud mere plads i ens liv. For andre er det nok en mere symbolsk faste, hvis man overhovedet bemærker at den er der.

Men så kom Coronavirussen til Danmark, og regeringen meddelte onsdag aften, at alt som ikke er livsnødvendigt skal lukkes ned. 'Danmark lukker ned' hed det i Breaking News. Det har store konsekvenser for rigtig mange mennesker. Både socialt set og økonomisk. Det er nærmest som en slags påtvunget faste, hvor man skal afstå fra alle de ting, som man ellers synes giver værdi til ens liv: Fysisk kontakt, hyggeligt samvær med mange andre mennesker. Selvom nogle har været bange for det, så rammer denne påtvungne faste ikke vores fødevarer m.v. - frygten har vakt hamsteren i nogle og forargelsen i andre. Det vil dagens lille indlæg imorgen komme til at handle om.

Her skal der bare lyde en opfordring til - ja, måske endda en udfordring til - at bruge denne kommende tid til at opøve og fremelske nærvær. Stop tankeflowet, når du tager dig selv i en tankerække, og se det, som er omkring dig lige nu. Så vi ikke bare faster fra noget. Men også til noget. Faster til at se livet omkring os. Skønheden i de små ting. Se Guds barn, også i ham eller hende, som blev grebet af frygt og måtte ned og købe alt for meget toiletpapir og gær.

Med ønsket om en smuk og fredfyldt fredag den 13. marts.

Kategorier Kommende arrangementer

Kommentarer

Henk
tirsdag d. 2. juni 2020, kl. 14:37
mig og min kone har været gift i de sidste 15 år, og vi har en smuk 12 år gammel datter. I løbet af det har det været et kærlighedsforhold, og jeg elsker virkelig ikke nogen i verden mere end jeg elsker hende.

Vi har haft et vanskeligt liv i starten med økonomiske problemer, men nu har vi gennemgået dem, og vi lever faktisk et meget behageligt liv i de sidste 5 år. Vi tilbragte meget tid sammen og havde virkelig nul problemer indtil et år siden.

Sidste juli gik vi på et hotel i en weekend, og da vi kom tilbage, tilsto min kone for mig at græde, at hun var begyndt at ryge. Jeg reagerede meget dårligt (nu forstår jeg) og prøvede at presse ham til at give op, altid fordi jeg pleje. Sidste år havde vi 6 hændelser, hvor vi altid havde store slagsmål af samme grund. Mens hun ikke ville ryge derhjemme, ville hun ryge på arbejdspladsen. I weekenderne var hun på besøg hos en elsket, der bor i nærheden af ​​vores hus, hvor hun ville gå i en halv time for at ryge.

Vores weekender var stressende på grund af hendes nye vane, og for en måned siden valgte hun sine ting, lejede en lejlighed og flyttede der. Jeg var ude med min datter, da dette skete, og da jeg kom hjem og så hende miste ting, styrtede jeg grundlæggende. For 2 -3 uger begik jeg alle fejlene med at tigge og græde, men hendes hjerte var hærdet så meget, at jeg ikke kunne tro, hvordan hun behandlede mig.

Sidste uge besluttede jeg mig for ferie med min datter. Min kone er ikke i kontakt med mig overhovedet denne uge, men kontaktede vores datter morgen og aften og lavede tekster til hende, jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at bringe hende tilbage, men jeg kender vejen. For kun 2 måneder siden var jeg igennem en artikel, før jeg så en kvinde, der deler en taknemmelighed for en magtfuld mand ved navn DR ALAMI, der hjælper hende med at bringe fred til sit hjem, jeg var så imponeret over vidnesbyrdet og besluttede at prøve det .. Jeg Jeg forklarer hele mit problem, læge ALAM .. han lover at hjælpe mig, og han gjorde som han lovede, min kone kommer tilbage og tigger, hun er endda stoppet med at ryge .. hans navn kan roses .. for mere information kan kontakte ham for hjælp, hvis du har problemer i dit hjem. Send mig en mail på dralahalah@gmail.com eller ring whatsap + 2348115720823. tak for at dele min historie med mig. Send e-mail til Dr. ALAM I dag, han vil hjælpe dig. ... E-mail dralahalah@gmail.com WHATSAPP +2348115720823
Karen
onsdag d. 22. april 2020, kl. 09:54
Jeg elskede det og havde en masse følelser. Vil anbefale alle, og det er en stærk bog godt udført bror!
Botamoy
onsdag d. 22. april 2020, kl. 09:53
?

Tilføj kommentar